Fra årsskiftet risikerer de danske banker at miste en væsentlig del af et vigtigt forretningsområde. Rådet for Afkastforventninger med CBS-professor Jesper Rangvid i spidsen leverede nemlig i sidste uge et usædvanligt dystert bud på, hvilket afkast bankkunderne kan forvente de kommende fem år.
Sikre stats- og realkreditobligationer forventes f.eks. at give et tab på 1,2 pct. årligt, og dermed kan man ikke forvente, at afkastet på bankernes mest solgte investeringsprodukter med lav risiko kan dække omkostningerne.
For at forstå betydningen af de afkastforventninger må man kende baggrunden for dem. Rådet blev sat til at udarbejde dem i kølvandet på Flexinvest Fri-skandalen, hvor Danske Bank havde solgt kunder produkter, som banken forventede, at kunderne ville tabe penge på, når de først havde betalt bankens gebyrer.
I de andre banker havde man solgt lignende produkter til ca. samme pris, men her havde man haft højere forventninger til afkastet og dermed ikke bevidst snydt kunderne.
De fleste eksperter var dog enige om, at Danske Banks syn på det fremtidige afkast var mest realistisk, og for at skærme sig mod fremtidig kritik blev opgaven med at levere afkastforventningerne lagt hos en uafhængig instans, Rådet for Afkastforventninger.
Dermed har bankerne bundet sig til at bruge afkastforventningerne fra Jesper Rangvid og hans kolleger i rådet, selvom de som nu ender overraskende lavt.
Børsen har regnet på, hvad de nye forventninger betyder for en lang række investeringsprodukter med lav og middellav risiko, og resultatet er, at det forventede afkast efter omkostninger enten er tæt på nul eller direkte negativt.
Det betyder reelt, at bankerne har tre muligheder. Den første er at lukke for salg af produkter, som kunderne nu forventes at tabe på. Det vil betyde, at bankerne går glip af solide forvaltningsgebyrer på en milliardformue, som i dag forvaltes i produkterne.
Den anden mulighed er at sænke priserne nok til, at nogle af produkterne kan holdes åbne. Det kan dog hurtigt også blive en dyr løsning – ikke mindst fordi, at det kan blive svært at forsvare at hæve priserne igen, hvis afkastforventningerne stiger, når man først har vist, at det kan gøres billigere.
Meget tyder derfor på, at bankerne vil forsøge en tredje vej ud af saksen. De vil forsøge at rykke udgangspunktet for regnestykket ved at ændre på kundernes alternativ til investeringerne – den almindelige opsparingskonto.
Her kan mange stadig have penge stående til nul i rente. Hvis bankerne rykker beløbsgrænserne ned, så endnu flere skal betale minusrenter, kan bankerne igen forsvare at sælge investeringsprodukter, så længe de giver et mindre tab end kontoen.
