Carsten Rasch Egeriis tog mandag det sidste skridt op af karrierestigen i Danske Bank, efter at han blev ansat som adm. direktør i landets største bank.
Den tidligere risikochef vinker dermed farvel til en årrække i den finansielle sektor, hvor hans hovedfokus netop har været på risikostyringen af Danske Bank.
“I krisesituationer som den her er der meget efterspørgsel på risikochefen
Carsten Rasch Egeriis, ny adm. direktør, Danske Bank
Og det kan være en af hans største udfordringer i jobbet, vurderer Lars Krull, der er bankekspert på Aalborg Universitet.
“Han er jo detaljemand og er ikke vant til at tale med kunder. Det bliver han jo nødt til nu,” siger Lars Krull til Børsen.
Det seneste stykke tid har Carsten Egeriis og den tidligere topchef Chris Vogelzang arbejdet tæt sammen i direktionen. Det var blandt andet Carsten Egeriis, der stod for at orkestrere arbejdet med at sende 19.000 Danske Bank-ansatte hjem, da coronapandemien i marts sidste år ramte verden og lukkede Danmark.
“De sidste uger har været intense for mig og alle andre i banken. I krisesituationer som den her er der meget efterspørgsel på risikochefen. Men det er der heldigvis også forståelse for derhjemme,” fortalte han sidste år til Børsen.
Carsten Egeriis er tidligere blevet nævnt som mulig arvtager til topchefposten i Danske Bank sammen med finske Stojko Gjurovski, der leder bankens finske forretning.
Carsten Egeriis er gift og har to børn og blev sidste år valgt til formandsposten i Finans Danmark, der er bankernes lobbyorganisation.
Bankerne har de seneste år fået tæsk på grund af de mange dårlige sager, der har præget sektoren gennem en årrække.
“Vores mål er at blive ved med at fokusere på at bidrage i forhold til de store samfundsspørgsmål, og så vil jeg mene, at der nok skal komme en positiv udvikling i omdømmet,” sagde Carsten Egeriis om bankernes rolle i samfundet, da han i december blev valgt til formand for Finans Danmark.