Den Europæiske Centralbank beder bankerne i eurozonen afholde sig fra udbyttebetalinger og aktietilbagekøb frem til oktober 2021.
Det skriver banken i en pressemeddelelse tirsdag, efter at man i både marts og juni bad den finansielle sektor beholde overskydende kapital i stedet for at udlodde den til aktionærerne, for at sikre at banker og andre finansielle virksomheder var solidt polstrede under coronakrisen.
ECB har, ligesom Finanstilsynet, ikke formel magt til at forbyde udlodninger, men ikke desto mindre er henstillingerne blevet fulgt af stort set hele den europæiske finanssektor, inklusive Nordea der har hovedkontor i eurozonen i Helsinki. Også danske banker har fulgt henvisningen, efter at Finanstilsynet har kopieret meldinger fra Det Europæiske Systemiske Risikoråd, som ECB arbejder sammen med.
Denne gang beder ECB med næsten samme ordlyd banker overveje at droppe udbytter og aktietilbagekøb i de kommende ni måneder, om end man åbner en kattelem med en formulering om, at de finansielle institutter kan sende penge til aktionærerne, hvis de udviser “ekstrem forsigtighed”.
Samtidig opstiller banken retningslinjer for, hvilke banker man vil acceptere betaler udbytter, og hvor store udbytter man må betale. Udbytter og aktietilbagekøb må for eksempel ikke overstige 15 pct. af den akkumulerede profit for 2019-2020 eller være mere end 20 basispunkter af egenkapitalen (CET1).
Samtidig skal de være profitable og se ind i en robust kapitaludvikling og forventes at kontakte ECB og det lokale tilsyn for at få godkendt den planlagte udbetaling.
“Den reviderede anbefaling sigter mod at beskytte bankernes kapacitet til at absorbere tab. Det er fortsat nødvendigt med en klog tilgang, da pandemiens effekt på bankernes balancer ikke er slået fuldt igennem på et tidspunkt, hvor bankerne stadig drager fordel af en række offentlige støtteordninger, og at nedskrivninger slår igennem med en hvis forsinkelse,” skriver centralbanken.
Samtidig slår banken fast, at anbefalingen om at tilbageholde udbytter bliver hævet ved udgangen af september, hvis ikke udviklingen har været “fundamentalt negativ”.
Til den tid “er det ECB's intention at afslutte anbefalingen og vende tilbage til at vurdere bankers kapital og udlodningsplaner i løbet af den normale tilsynscyklus,” hedder det.
Dagens udmelding fra ECB er sket i samarbejde med ESRB, fremgår det af meddelelsen fra ECB.
Finanstilsynets direktør Jesper Berg sagde i november, at man var indstillet på at acceptere begrænsede udbyttebetalinger i den danske finanssektor, hvis selskaberne kunne klare en “hård stress test.”
Imidlertid ville Finanstilsynet afvente, hvordan ESRB justerede sin udbytteanbefaling for tiden efter december. Det er den melding, der nu er kommet.