Opdateret kl. 15.08- Den amerikanske storbank Bank of America, BofA, leverede bedre end ventet resultat i andet kvartal. Dermed fulgte banken trop i forhold til andre banker, der generelt har overrasket positivt.
BofA lander et overskud per aktie på 1,03 dollar mod ventet 77 cent ifølge Bloomberg News.
Nettorenteindtægterne kom dog lidt lavere ind end ventet, da de landede på 10,34 mia. dollar mod et estimat på 10,44 mia. dollar.
"Vi leverede solid indtjening og returnerede mere kapital til aktionærerne i løbet af kvartalet, mens økonomien blev mere åben. Vores team fortsatte med at gøre et godt stykke arbejde med at betjene kunder, hvilket kan ses af de øgede niveauer af kundeaktivitet på tværs af alle vores virksomheder," siger administrerende direktør Brian Moynihan ifølge TheStreet, skriver Bloomberg News.
Ifølge topchefen er mere end 85 pct. af bankens bygninger og kontorer åbne efter nedlukninger grundet coronapandemien.
"Dette betyder flere fysiske møder, hvilket hjælper med at øge salg af forbrugerprodukter, øge væksten i de private husholdninger i forhold til formueforvaltning og øge det opsøgende arbejde i forhold til erhvervskunder," siger han.
Aktierne falder i formarkedet 2,0 pct. til 39,05 dollar.
/ritzau/FINANS