Avis: Staten taber millioner på Saxo Bank-finte

null

282871_16_9_large_231.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
14. maj 2014 KL. 8:52
Der måtte en hjælpende hånd fra staten til for at få handlen på plads, da Saxo Bank i 2010 overtog den pressede Brørup Sparekasse. Det skriver Jyllands-Posten.

Banken, der i offentligheden via stifter og medejer Lars Seier Christensen ofte er associeret med stærkt liberale holdninger, fik inden købet sikret sig, at man i en årrække kunne slippe for at betale renter på et lige over 100 mio. kr. stort statslån.

"Fremgangsmåden viser sig at have kostet staten markant mere, end den oprindelige beregning sagde. Lader banken det rentefrie lån løbe til udgangen af 2017 - hvilket Saxo Bank bekræfter er mest sandsynligt - bliver der tale om et rentetab for staten på lige under 80 mio. kr.," skriver avisen.

Konstruktionen står alene i samtlige bankpakker og kunne kun lade sig gøre, fordi Saxo Bank lod Brørup Sparekasse fortsætte som selvstændig og samtidig omdannede instituttet til en bank.

"Den metode, der blev brugt, er hverken før eller siden blevet anvendt. Normalt ville man i stedet købe aktiviteterne ud af den bank, man ville overtage. Vi ønskede at bevare bankens hybridlån, garantkapital og ansvarlige lån, og både Finanstilsynet, ministeriet, Finansiel Stabilitet og garanterne sagde god for ordningen. Det er sket fuldt ud efter reglerne - og vi kom også selv med betydelig kapital," siger Saxo Banks finansdirektør, Henrik Klæbel.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) oplyser til Jyllands-Posten, at han ønsker mere tid til at se på vilkårene i aftalen, inden han kommenterer sagen.

Både fra Saxo Banks og myndighedernes side var intentionen dog ifølge Saxo Bank oprindeligt, at den tabte renteindtægt skulle være markant mindre. Intentionen var en tilbagebetaling af lånet omkring 2012, det første mulige indfrielsespunkt i aftalen.

/ritzau/FINANS