Pensionsgiganten ATP har set sig lun på FLSmidth og investeret et solidt trecifret millionbeløb i ingeniørkoncernens aktie.
Til gengæld ejer ATP ikke længere aktier i Topdanmark.
Det viser en opgørelse fra ATP, som tirsdag er blevet offentliggjort som tillæg til pensionskoncernens halvårsregnskab.
Ultimo 2020 ejede ATP 285.500 aktier i Topdanmark, hvilket dengang repræsenterede en værdi af 75,4 mio. kr. Den aktiepost fremgår imidlertid ikke længere pr. 30. juni.
Derimod er FLSmidth kommet på listen, idet ATP i sit meget omfattende investeringsdepotet har godt 1,1 mio. FLS-aktier liggende svarende til en ejerandel i selskabet på 2,21 pct. – og en markedsværdi på 294,5 mio. kr.
ATP's største aktiepost i en børsnoteret dansk virksomhed – målt på værdi af aktierne pr. 30. juni – er i Mærsk.
Mærsk-aktierne har således en værdi af 3,36 mia. kr. i pensionskassens portefølje, mens Novo Nordisk følger lige efter med 3,22 mia. kr. Herefter kommer Ørsted og Vestas med henholdsvis 3,14 og 3,0 mia. kr.