Danskerne bruger i sjældnere grad kontanter til at betale med, og det vil i sidste ende føre til færre pengeautomater. Sådan lyder det fra landets bankdirektører i en rundspørge, Børsen har foretaget.
Flere af de lokale pengeinstitutters bankdirektører beretter om, at deres kunder inden for den nærmeste fremtid vil opleve at have adgang til flere pengeautomater, fordi de er gået ind i samarbejder på tværs af lokale sparekasser og banker om pengeautomaterne.
“Vi oplever et ret kraftigt fald i antallet af transaktioner i pengeautomaterne
Karen Frøsig, adm. direktør, Sydbank
Men fælles for de fleste af direktørernes svar er, at der på femårs sigt vil være sket en reducering i antallet af automater. Tre direktører svarer, at de forventer, at deres respektive banker ingen pengeautomater har om fem år.
Forklaringen er meget simpel: Danskerne betaler i færre tilfælde med mønter og sedler, men foretrækker i stedet at bruge kortet, mobilen eller måske et ur til at betale med.
“Vi oplever et ret kraftigt fald i antallet af transaktioner i pengeautomaterne. Dette skyldes både det faktum, at kunderne i stadig større grad er blevet selvbetjente via de digitale muligheder såsom netbank, mobilbank og Mobilepay, og at de efterhånden sjældent bruger kontanter,” lyder det fra Karen Frøsig, adm. direktør i Sydbank.
“I den sidste ende indretter vi os efter kundernes behov – og de efterspørger i stigende grad digitale løsninger,” fortsætter hun.
I Spar Nord peger adm. direktør Lasse Nyby på, at pandemien har sat ekstra skub i udviklingen.
“Den generelle udvikling i samfundet går i retning af færre kontanter og mere digitale betalinger. Coronaen har accelereret dette og givet det en ny dimension i form af hygiejnebekymringer,” siger han.
I 2008 lå antallet af pengeautomater på sit højeste med 3133 styk. Siden da har antallet været støt dalende, og nu er der 2014 pengeautomater, viser tal fra Finans Danmark.