ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analytikere: Det skal være Danske Bank der tager det første skridt og kræver betaling fra private for at have penge stående i banken

Det er blevet sværere for bankerne at tjene penge på grund af de lave renter. For mens privatkunderne kan sætte sine penge i banken, uden at det koster dem noget, skal bankerne betale for at deponere pengene hos Nationalbanken.

Det gør det sværere, at tjene penge på klassisk bankforretning. Derfor kan det være nødvendigt at begynde at kræve kunderne kontanter for at have penge stående deres indlånskonto.

Hvis det kommer dertil, bliver det landets største bank, der kommer til at gå forrest.

Det vurderer aktieanalytiker Mads Thinggaard fra investeringsbanken ABG Sundal Collier. Han mener, at det er en plan, der kan være i støbeskeen i bankens hovedkvarter på Holmens Kanal i København.

Finans
For anden gang på en uge: Danske Bank hyrer nye compliance-ansatte - denne gang er det tre chefer
“Det er Danske Bank, der skal tage det skridt. Det vil tvinge de andre banker til at gøre det samme, for ellers bliver alle indlånskunderne væltet over i de andre banker, og de omkostninger har de ikke råd til,” siger Mads Thinggaard.

Tal fra Nationalbanken viser i denne uge, at de danske banker har omkring 196 mia. kr. stående i indskudsbeviser i Nationalbanken, som de skal betale 0,65 pct. i rente for.

Mads Thinggaard regner dog ikke med, at banken tager det drastiske skridt og melder det ud i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for andet kvartal på torsdag.

“Det vil ikke være specielt populært lige nu og slet ikke for Danske Bank.”

Troværdigheden er lille

Han vurderer, at sådan en manøvre må ventes “at skabe en del ballade”. Aktieanalytikeren henviser til den situation, som Danske Bank befinder sig i for øjeblikket.

Hvidvasksagen har tæret på troværdigheden og i juni blev Jesper Nielsen, der var topchefvikar i syv måneder, fyret, fordi han var involveret i gebyrsagen, hvor banken havde solgt et produkt til kunder, som de ville tabe penge på.

Mikkel Emil Jensen, der er aktieanalytiker i Sydbank, vurderer ligeledes, at der vil gå noget tid endnu, før Danske Bank eventuelt vil gå den vej for at rette på indtjeningen.

“Det vil man for alt i verden undgå i øjeblikket, hvor tilliden til Danske Bank er lav. Man vil formentlig forsøge at øge sin troværdighed først,” siger Mikkel Emil Jensen.

I øjeblikket er det allerede sådan, at erhvervskunderne allerede skal betale for at have penge stående i banken.
Virksomheder
Danske Bank nedjusterer forventninger: Ser forøgede omkostninger til hvidvaskbekæmpelse
Han kalder Danske Bank for “storebror herhjemme”, og mener, at banken kommer til at sætte retningen for resten af sektoren.

Mikkel Emil Jensen mener dog samtidig, at renterne skal endnu længere ned, før det værktøj bliver taget op af kassen og brugt på privatkunderne.

“Det vil blive rigtigt dårlig modtaget af privatkunderne. Så jeg tror, at man vil lade erhvervs- og industrikunderne betale mere, før man kræver betaling at privatkunderne for at have penge stående på en konto,” siger Mikkel Emil Jensen.

Ebberød bank

Mads Thinggaard beskriver den nuværende situation for bankernes forretningsmodel som værende under pres. Han sammenligner situationen med den danske film Ebberød Bank fra 1943, hvor skræddermester Vipperup bliver bankdirektør og tilbyder indlånsrenter på otte pct. og udlånsrenter på 4 pct.

“Bankerne har formentligt valgt at acceptere, fordi man troede det lave renteniveau var et midlertidigt fænomen. Man ville aldrig tvinge et supermarked til at sælge en liter mælk for fem kroner hvis indkøbsprisen var otte kroner,” siger han.

Virksomheder
Den klassiske bankforretning er under pres
Ulrik Nødgaard, der er direktør i bankernes brancheorganisation, Finans Danmark, har i Børsen beskrevet situationen med de leve renter, som et “dræn” af indtjeningen.

“Det er næsten et bordben i indtjeningen, der er blevet savet af. Det er en udfordring,” siger Ulrik Nødgaard til Børsen tirsdag.

Kan være fyringer på vej

På torsdag vil der formentlig ikke være de store finansielle overraskelser, når Danske Bank-regnskabet er offentliggjort, vurderer analytikerne.

I forbindelse med en nedjustering på 1 mia. kr. i starten af juli, fortalte banken nemlig også, hvordan regnede med at tallene for andet kvartal kom til at se ud. Banken venter at lande på et resultat efter skat på ca. 4,0 mia. kr.

Bankens finansdirektør, Christian Baltzer, sagde i den forbindelse, at man senere på året vil vende tilbage med en opdatering for, hvordan man agter at forbedre de finansielle resultater på længere sigt.
Det kan ifølge analytikerne betyde, at der er en fyringsrunde på vej.

“Efter hvad de selv har meldt ud, er det oplagt, er der på et på et tidspunkt i år kan komme et initiativ omkring omkostningsreduktioner. Blandt andet ved at afskedige medarbejdere,” lyder det fra Mads Thinggaard.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis