ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analytikere: Danske Bank står fortsat til amerikansk milliardbøde for hvidvask

Arkivfoto:Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters/Ritzau Scanpix
Arkivfoto:Jacob Gronholt-Pedersen/Reuters/Ritzau Scanpix

Selv om USA's finansministerium nu har meddelt Danske Bank at man ikke vil kræve en civilretlig erstatning for bankens involvering i hvidvask via filialen i Estland gennem flere år, så er Danske Bank langt fra ude af sine hvidvask-problemer.

Det pointerer flere analytikere.

Danske Bank meddelte i lørdags, at The Office of Foreign Assets Control, OFAC, der er en del af det amerikanske finansministerium med ansvar for den civilretlige håndhævelse af amerikansk økonomiske sanktioner, har meddelt til banken at man har afsluttet sine undersøgelser af Danske Bank uden at foretage yderligere retlige skridt. Med andre ord er sagen henlagt.

“Selvom en potentiel milliardbøde fortsat lurer, er dagens nyhed positiv, også selvom den formentlig blot bekræfter hvad markedet havde forventet, grundet Danske Banks tavshed om sanktionsbrud i relation til deres egen undersøgelse. I vores optik tynger usikkerheden om konsekvenserne af myndighedernes undersøgelser fortsat værdiansættelse af aktien, men uden brud på sanktioner, manglende banklicens i USA og stor åbenhed overfor myndighederne, ser vi fortsat en overvejende sandsynlighed for, at det videre nyhedsflow i sagen, vil være ne kurstrigger snarere end en kurstrykker for aktien,” skriver analytiker Mikkel Emil Jensen fra Sydbank, der har en købsanbefaling på Danske Bank-aktien, i en analyse.

Bøderisiko ikke væk

Også en amerikansk analytiker vurderer, at nyheden isoleret set er positiv, men ikke fjerner risikoen for en amerikansk milliardbøde.

“Danske Banks meddelelse 19. december om at det amerikanske finansministerium har lukket sine sanktionsundersøgelser er godt nyt for banken, men det afslutter ikke de amerikanske bøderisici,” lyder det i en skriftlig kommentar fra Elliott Z. Stein, senioranalytiker med speciale i sagsanlæg ved Bloomberg Intelligence.

“Justitsministeriet og børstilsynet (SEC, red.) har fortsat undersøgelser i gang, og det kan give bøder for hvidvask og manglende information relateret til bankens Estlands-filial mellem 2007 og 2015,” fortsætter Stein.

Der har været mange bud på, hvor stor en bøde Danske Bank kan risikere, og her er der især fokus på en amerikansk bøde, da de typisk er klart størst. Der er dog store forskelle på bødeniveauer.

I 2012 fik den britiske storbank HSBC en amerikansk bøde på 1,9 mia. dollar, eller dengang 11,4 mia. kr., for massiv hvidvask, blandt andet for mexicanske narkokarteller. Men i 2014 fik den franske storbank BNP Paribas en langt større bøde, på 9 mia. dollar. Den sag handlede dog i høj grad om brud på amerikanske økonomiske sanktioner i forhold til Sudan, Cuba og Iran. Noget, som Danske Bank altså ikke vil blive retsforfulgt for i USA.

“Bankens indtjening på 1,7 mia. kr. fra ikke-estiske kunder i den relevante periode indikerer bøder på op til 1 mia. dollar, efter vores mening, eventuelt i 2021. Andre lande efterforsker også, og kan give yderligere bøder,” lyder det fra Elliott Z. Stein.

Sanktionsbrud har stor betydning for bødestørrelser

I Sydbank vurderer analytiker Mikkel Emil Jensen, at det er klart positivt at der ikke er fundet sanktionsbrud i de amerikanske myndigheders undersøgelser.

“Brud på amerikanske sanktioner er ikke afgørende for, hvorvidt Danske Bank får en bøde eller ej, men i lignende sager har særligt sanktionsbrud været en afgørende faktor for bødes størrelse. Det er derfor positivt, at OFAC ikke tager sagen videre, da det alt-andetlige tager toppen af en potentiel bøde,” lyder det fra Mikkel Emil Jensen.

Han pointerer også, at Danske Bank tidligere har oplyst, at man som led i bankens interne undersøgelser ville oplyse, hvis der blev fundet betalinger som medførte brud på økonomiske sanktioner, hvilket ikke er sket.

Flere åbne sager

Som Elliott Z. Stein understreger Mikkel Emil Jensen også, at Danske Bank fortsat har en række åbne myndighedssager.

Elliott Z. Stein fra Bloomberg Intelligence noterer sig også, at Danske Bank i august fik afvist et amerikansk gruppesøgsmål fra investorer, som krævede erstatning for milliardtab på grund af Danske Bank-aktiens kursfald. Sagen er blevet appelleret af investorerne, men vil ifølge Elliott Z. Stein i værste fald koste Danske Bank 500 mio. dollar.

I øjeblikket vides der ikke meget om den efterforskning, der foretages af det amerikanske børstilsyn, SEC. Efterforskningen blev kendt i februar 2019, men det er endnu ikke oplyst specifikt hvad børstilsynet undersøger. Elliott Z. Stein pointerer dog, at også den efterforskning potentielt kan blive et problem for Danske Bank.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis