Vestas, Carlsberg og Pandora toppede i dagens markedDe danske aktier brugte tirsdagen på at hente det ind, som C20-aktierne tabte mandag, da de faldt 0,9 pct.
Indekset lukkede i 380,45, knap 1 pct. højere end mandag og er dermed tilbage på niveauet fra før weekenden.
“Vi startede fladt ud, men henover dagen har vi set en let positiv udvikling på de europæiske markeder. Stemningen er blevet bedre hen over eftermiddagen,” konstaterer aktiehandler Martin Munk fra Jyske Bank.
Carlsberg-aktien er med tirsdagens stigning til kurs 405 tilbage, hvor den var torsdag aften. Men den er fortsat et stykke fra de 424,5 kr., den var oppe og vende i i begyndelsen af december. Finanshuset ING var tirsdag morgen ude med en langt fra optimistisk vurdering. Analytikerne ser ikke potentiale i aktien, selvom kursen vurderes at være lav.
ING knytter også en kommentar til den aktuelle kursudvikling på selskabets aktier i kinesiske Chongqing.
Aktierne i det kinesiske bryggeri, som Carlsberg ejer 29,7 pct. af, er suspenderet for fjerde dag i træk efter kursfald på hver af de fire dage på det maksimalt tilladte 10 pct. Faldene startede da bryggeriets biotekdel meddelte, at selskabets vaccine mod leverbetændelse ikke viste nogen markant effekt i forhold til placebo.
ING har anbefalingen “hold” på Carlsberg-aktien og et kursmål på 435 kr.
Vestas rejste sig fra mandagens lukkeniveau på 65,65 kr., det laveste siden 2004. Aktien endte tirsdag i kurs 67,2, en stigning på 2,3 pct.
I toppen af indekset endte Chr. Hansen med en stigning på 2,4 pct. til kurs 117,1 uden selskabsspecifikke nyheder.
Bankaktierne, der mandag måtte lide under fornyet usikkerhed, fik en hæderlig dag med en stigning på 0,8 pct. til Sydbank, der endte i kurs 92. Danske Bank kunne ikke følge med C20-kollegaen, og sluttede blot 0,1 pct. højere i kurs 73,1.
Aktien fik ellers støtte fra analytikerne hos JP Morgan, der hævede kursmålet på Danske Bank-aktien med 20 kr. til 124 kr. JP Morgan fastholder dog sin neutrale anbefaling af aktien.
GN og TDC steg begge omkring 1 pct., efter at konsortiet DPTG, som de ejer i fællesskab, har igangsat en tvangsindrivelsesproces mod TPSA i USA.
Det danske aktiemarked lagde sig dermed på linje med de europæiske markeder, hvor den positive stemning hen over dagen bed sig mere og mere fast.
Ritzau Finans