Der er dem, der lærer at stå på fødderne på usikker grund, og så er der dem, der aldrig har kendt til andet. Da Christian Lindskov Alsø i maj måned startede som adm. direktør i ISS Danmark, havde servicegiganten netop kæmpet mod et cyberangreb, og nu havde corona for alvor fået fat i Danmark. Siden har det ikke stået stille.
“Det er den eneste virkelighed, jeg kender. Jeg har aldrig prøvet at være ceo, når der ikke har været krise,” siger han.
“De berømte 100 dage, hvor man skal få sat en retning og prioriteret, er ekstremt svært under de her forhold. Jeg var forberedt, og jeg havde min plan med, men når verden er, som den er, kan du ikke tage den blad for blad.”
Det kan være en udfordring, for Christian Lindskov Alsø er kommet ind som topchef med store ambitioner for den danske afdeling. Han har sat barren højt for sig selv, og det forventer han også, at hans kolleger gør.
“Jeg er meget ærlig omkring ambitionen. Der er ting, vi er nødt til at gøre anderledes i vores forretning i dag, hvis vi skal være de absolut bedste,” siger Christian Lindskov Alsø.
Han sad i Singapore som driftsdirektør for selskabets asiatiske afdeling, da den daværende direktør for ISS Europa, Jacob Götzsche, og den daværende ISS-topchef, Jeff Gravenhorst, ringede med tilbuddet som stillingen som dansk topchef.
De mente, han var klar. Selv vidste han det helt ærligt ikke.
“Man skal læne sig ud og tro på, at man kan gøre det bedre, end dem, der var her før – og den tro, den har jeg
Christian Lindskov Alsø, adm. direktør i ISS Danmark
“Hvornår ved man det? Jeg havde arbejdet med landechefer igennem mange år, og der var nogle gange, hvor jeg tænkte, at deres job kunne jeg gøre mindst lige så godt,” siger han og fortsætter:
“Det er mit ego, der driver det her. Det kan lyde forkert at sige i Danmark, men det er det jo. Man skal læne sig ud og tro på, at man kan gøre det bedre end dem, der var her før – og den tro, den har jeg.”
Det var et mentalt skifte, for jobbet som øverste leder af afdelingen med over 7000 medarbejdere er specielt. Som øverste chef er det dig, der er den, og dig, der bestemmer.
“Jeg har en skygge i dag, som er større end nogensinde, og det tænker jeg over, når jeg taler med folk. Hvis jeg siger drej til venstre, kan der være 500 mennesker, der drejer til venstre, og derfor vejer jeg, hvad jeg siger. Mine ord fylder mere, end de nogensinde har gjort,” siger han.
“Før har der altid siddet en voksen bag mig, men nu er det mig, der er den voksne. Der er ikke rigtig nogen, jeg skal spørge – det er mig, der træffer beslutningerne. Det er grænseoverskridende, men det er fedt. Og det er det, jeg havde besluttet mig for skulle ske.”
Privat 44 år, gift og har to børn. Uddannelse Uddannet maskinfører. Karriere Adm. direktør for ISS Danmark siden maj. Han har arbejdet i ISS siden 2013, bl.a. somdriftsdirektør i selskabets asiatiske afdeling. Han har tidligere haft internationale stillinger i bl.a. Vestas og Nokia.
“Det er en udfordring at træffe de beslutninger, men det er det, jeg får min løn for. Det kan lyde kynisk, men det er det ansvar, jeg skal tage,” siger han.
For beslutningen var for at sikre, at resten af medarbejderne havde et job, påpeger han. For det er det, der er i fokus for Christian Lindskov Alsø som leder: Medarbejderne.
“Jeg startede selv på gulvet, og det giver mig en ydmyghed hver dag. Jeg tager ikke det her for givet. Jeg behandler mine medarbejdere på den måde, jeg gerne selv ville være blevet behandlet dengang,” siger han.
For selvom han er trukket i hvide skjorter, er han “stadig bare en dreng fra Sydfyn”. Han har ikke glemt, hvor han kommer fra, og derfor vil han også kæmpe for at gøre ISS Danmark til landets bedste arbejdsplads for medarbejderne, siger han.
“Jeg vil gerne have, at de medarbejdere, vi har, uanset hvor de er i vores forretning, er glade og trygge, når de er arbejde. Jeg er stolt af, at vi har en mangfoldig arbejdsplads med dedikerede medarbejdere, der hver dag yder en kæmpe indsats for vores kunder. Vores medarbejdere er vores vigtigste ressource i ISS, og derfor er det også helt essentielt, at vi viser respekt og behandler dem ordentligt, så vi styrker den interne stolthed.”
“Jeg husker altid på, hvor jeg kommer fra. Jeg er stadigvæk en dreng fra Sydfyn, og det at skulle lede en stor virksomhed er en opgave, jeg har en vis ærefrygt for. Men jeg tror på, jeg kan,” siger han.

