ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Virksomhederne driver omstilling til elbiler

Firmabiler får en afgørende rolle i en grøn omlægning af det danske bilmarked. Det mener Morten Lander, Head of Sales i ladeoperatøren Clever, der spår, at adgangen til ladestandere ved arbejdspladserne bliver et konkurrenceparameter

Morten Lander er Head of Sales hos ladeoperatøren Clever. Clever er delejet af NRGi. PR-foto
Morten Lander er Head of Sales hos ladeoperatøren Clever. Clever er delejet af NRGi. PR-foto
Hvordan vurderer du udviklingen med lademuligheder for de kommende tre-fem år?

”Elbilområdet er højaktuelt for alle virksomheder både i relation til virksomhedens CSR-strategi og som et trækplaster i forhold til at tiltrække de dygtigste medarbejdere. Jeg forestiller mig, at det om ganske få år vil det være en konkurrenceparameter at kunne oplade sin elbil som en service til medarbejderne. Der bliver flere og flere elbiler på de danske veje, og bare i seneste måned stod de grønne biler for 27,8 procent af bilsalget. Det er selvfølgelig også derfor, at så mange større virksomheder er i fuld gang med at etablere ladestandere ved kontorerne.”

Er der tilstrækkeligt mulighed for at få ladet sin elbil op på arbejdspladserne?

Hvis jeg skal pege på én ting, jeg gerne så var anderledes, så er det, at man ikke har forlænget det skattefradrag, man indførte i 2020 på grønne firmabiler. Det er vigtigt at have de langsigtede briller på

Morten Lander, Head of Sales hos Clever

”Det er især de større virksomheder, der går forrest og investerer i grøn infrastruktur. SMV’erne er ikke helt så langt endnu, men det er i overvejelserne hos mange. Flere og flere udvikler en grøn firmabilpolitik, og det er i høj grad virksomhederne, der driver den grønne omstilling til elbiler i Danmark.”

Er der nogen etableringsudgift for virksomhederne?

”Etablering af ladestandere skal virksomhederne selv budgettere med. Men i Clever har vi investeret massivt og langsigtet i ladeinfrastrukturen og står bag det største offentlige ladenetværk herhjemme. Over de kommende fem år har vi en ambition om at installere 10.000 nye offentlige ladepunkter på tværs af hele landet.”

Hvad er de største udfordringer med at udbrede ladepunkter?

”For virksomhederne kan de store mængder ampere være en stor udskrivning. Taler vi om ejendomme i bred forstand, kan beboelsesejendomme med et beboerdemokrati gøre beslutningsprocessen mere langsommelig, end man måske kunne ønske sig.”

Bliver der gjort nok fra politisk hold?

”Det er sket meget på området de senere år, og jeg synes, der er stadigt stigende vilje til forandring. Hvis jeg skal pege på én ting, jeg gerne så var anderledes, så er det, at man ikke har forlænget det skattefradrag, man indførte i 2020 på grønne firmabiler. Det er vigtigt at have de langsigtede briller på for at sikre en effektiv omlægning, og her spiller firmabilerne en stor rolle, for de er også med til at opbygge et brugtbilsmarked for grønne biler.”

Hvordan får vi gearet elnettet til at håndtere en større belastning?

”Jeg er sikker på, at forsyningsvirksomhederne er parate til at løfte opgaven. Men det er stadig afgørende, at vi sikrer, at danskerne får incitamenter til at hjemmelade bilen intelligent, så vi anvender vores elnet og vedvarende energi bedre hen over døgnets timer. Hvis ikke politikerne sikrer danskerne lave afgifter ved intelligent hjemmeopladning, vanker der en enorm, unødvendig milliardregning til overinvesteringer i forstærkninger af elnettet.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis