Bag containere, stillads og plastikafskærmninger står den hvidskurede herskabsvilla. På Havnegade 29 langs molen, der skiller Indre København og Christianshavn, ligger den gamle villa fra 1800-tallet. De sidste finjusteringer af den fireetagers ejendom sender byggestøj og støv over entréens massive marmortrappe og ud af indgangens graverede trædøre.
Ejendommen er døbt Levins Gaard og blev opført i 1866. Planen var, at området skulle udvikles med villaer, som på daværende tidspunkt havde udsigt til Øresund. Levins Gaard blev dog den eneste opførte villa, og i 2011 blev den en del af ejendomsinvestoren Karberghus’ portefølje for 25 mio. kr. For et år siden flyttede lejerne ud, og Andreas Just Karberg, som er adm. direktør for Karberghus, så sit snit til at føre ejendommen tilbage til sin oprindelige stand. Nu er den på nippet til at stå færdig.
“Vi vil allerhelst købe et håndværkertilbud, når vi køber ejendomme; så vi har kontrol over processen og kvaliteten i det udførte arbejde,” siger Andreas Just Karberg.
“Men samtidig er vi også kritiske. For selvom vi investerer i historiske ejendomme, fordi det giver mere glæde end en industriejendom i Herlev, er det også benhård forretning, der skal give overskud,” tilføjer han.
“Tør lige skoene godt af, inden I går ind, vi har netop lagt nye plankegulve,” lyder det fra direktøren.
Karberghus er ikke interesseret i at sminke ejendommene. Alt på ejendommens knap 1700 kvm bliver nænsomt istandsat og restaureret. Gammel stuk er vakt til live, og en bankboks fra den oprindelige indretning er omdannet til toiletter. Gulve er belagt med svenske ølandssten og andre steder nye fyrretræsplanker. En renovering, som har kostet lige så meget som ejendommen i sig selv, 25 mio. kr.
Via arkivtegninger og arkitekter bliver den oprindelige stil og farver gendannet, dog ikke uden udfordringer.
“Bygningen var fredet, da vi købte den. Det giver stor begrænsning, for eksempel har vi været nødt til at lave synlige varmeinstallationer, da vi ikke må bryde væggene op,” siger direktøren.
Karberghus råder over 27 ejendomme til en samlet værdi på 2 mia. kr. Blandt andre Harsdorffs Hus og Brønnums Hus ved Kongens Nytorv i København. Formuen kommer fra familien Just Karberg, der også har en lang historie som vin- og spiritusimportør gennem selskabet Hans Just.
“I stueetagen skal der være showroom,” fortæller Andreas Just Karberg.
Langt størstedelen af ejendommene er udlejet til kontorer. Mens Andreas Karberg viser rundt, står store flyttekasser i kø uden for bygningen for snart at tage plads i de nyrenoverede rammer. Flyttemænd er i gang med at rykke møbel- og designfirmaet Umage ind.
Søren Ravn Christensen, kreativ chefudvikler i Umage, sætter med sved på panden en papkasse fra sig i en af bygningens store sale med fem meter til loftet. Umage flytter ind i Levins Gaard, da fortællingen om bygningen skaber merværdi for selskabet, fortæller han.
“Vi er en designvirksomhed, så vi vil gerne prioritere at bo i historiske rammer, hvor der er lagt vægt på æstetik og materialer. Det er med til at understøtte vores forretning,” siger han.
Når Havnegade 29 står færdigt, har Andreas Just Karberg ikke et nyt projekt i ærmet. Han har været på besøg i en ejendom eller to, men de har endnu ikke været interessante nok, og som han selv får formuleret: “Man gifter sig heller ikke med hvem som helst.” Og det er blevet sværere at finde det rigtige match. Da Andreas Just Karberg begyndte sin jagt på historiske ejendomme, delte han fascinationen med en lille skare. Nu mærker han en anden situation:
“Der har været stigende interesse de seneste 10-15 år. Da vi startede, ville ingen røre ved det, fordi det var besværligt. Nu kan man godt sige, det er blevet mere hypet.”