Bygningsreglementets energirammekrav og livscyklusvurderinger for materialer er væsentlige til at nedbringe klimabelastningen. Men når det kommer til valget om, hvorvidt en bygning skal opvarmes med fjernvarme eller individuel varmepumpe på matriklen, er beregningsmetoden forsimplet og kan lede til den forkerte konklusion.
Det skyldes, at metoden baseres på fremskrivninger af gennemsnitsemissioner, hvorved der ikke tages højde for samfundsøkonomi, herunder miljøomkostninger, forsyningssikkerhed og tidsaspektet for lokale forhold, som er helt nødvendigt. Metoden resulterer oftest i, at en bygning med varmepumpe nemmere kan opfylde myndighedskrav og fremstår mere klimavenlig end en bygning med fjernvarme, uden at det nødvendigvis er tilfældet.