Op mod 40 pct. af verdens samlede CO2-udledning stammer fra byggeriet og vores bygninger. Derfor er vi nødt til at se på, hvordan vi kan anvende de bygninger, vi allerede har. Genbrug i ejendoms- og byudvikling er nødvendig, men genanvendelsen skal naturligvis være velovervejet. Der er mange parametre at tage i betragtning i jagten på de mest bæredygtige løsninger.
Når vi i Realdania får en henvendelse om støtte til at opføre en ny bygning, spørger vi i dag altid, om der er en eksisterende bygning, som i stedet kan genbruges? Og når det lykkes at give ældre bygninger et nyt liv som f.eks. boliger, kulturhuse eller museer, får vi samtidig et stykke historie forærende, som det er svært at nybygge sig til. En historie, der fortæller noget om, hvem vi var, hvor vi kommer fra, og hvad der binder os sammen.