Efter tre års forberedelser er Visma flyttet ind i den nybyggede kontorejendom - Emil Christian Hansens Hus – i Carlsberg Byen. Dermed samler Visma i alt syv selvstændige datterselskaber, der hidtil har været placeret på fem forskellige adresser.
Det drejer sig samlet om ca. 900 medarbejdere, som er flyttet ind på 16.000 kvm. nyt kontorareal fordelt på fire etager.
Det er sket samtidig med, at coronapandemien har raset, og en række virksomheder har eller er i gang med at indrette sig på en ny verden. Mange steder er de faste kontorpladser opgivet, men hos Visma er løsningen mere nuanceret.
Kilde: Visma
Det er dermed i høj grad de enkelte datterselskaber i koncernen, der selv har kunnet bestemme hvordan de vil indrette sig.
”Vi er både vokset organisk og en del gennem opkøb, og det betyder, at vi består af en række virksomheder, der har hver sin kultur og sine kunder. Vi har et ønske om at samle virksomhederne på en lokation for at skabe synergi, men samtidig vil vi gerne bevare de forskellige kulturer, som er i de enkelte virksomheder,” siger Carsten Boje Møller.
Som eksempel på de forskellige kulturer nævner han bl.a. datterselskabet Dinero, hvor der er tradition for i perioder at spille høj musik, mens der i f.eks. Visma Consulting er mere tradition for, at der skal være stille.
”Alle virksomhederne har områder, hvor der er plads til, at de kan udfolde sig individuelt, og herudover er der en lang række faciliteter, der er tilgængelige for alle virksomhederne. Det betyder at alle har adgang til faciliteter på alle etager, og at der naturligt kommer mere samspil mellem virksomhederne til gavn for kunderne,” siger Carsten Boje Møller.
Det, at der er forskelle mellem de enkelte virksomheder, skinner altså igennem i indretningen af de nye kontorer.
Teknisk direktør og projektleder på det nye kontorhus Finn Uldum fremhæver i den forbindelse Vismas vision:
”I Visma tror vi på, at forskellighed er vores superkraft, og at fællesskab skaber udvikling.”
”Det betyder, at der er plads til at de enkelte virksomheder kan have deres egne ønsker til indretningen, og at noget giver mening for den ene virksomhed, mens noget andet fungerer for andre. Det betyder også, at der er ganske stor forskel på i hvilken grad der er faste pladser til medarbejderne,” siger Finn Uldum.
“De fleste af datterselskaberne har omkring 50 pct. faste pladser, men der er også nogle der har helt op mod 100 pct.fleksible pladser.I Visma tror vi på, at forskellighed er vores superkraft, og at fællesskab skaber udvikling
Finn Uldum, teknisk direktør og projektleder på det nye kontorhus
”Vi lejer kontorhuset, men vi har været med i processen helt fra begyndelsen af, hvor der bogstavelig talt var tale om et hul i jorden. Vi har hele vejen i processen kunnet vælge til og fra. Vi har på alle etagerne åbne kontorlandskaber, og det er nemt at lave om på indretningen efter behov. Vi kan med rumdelere ganske hurtigt ændre rumoplevelsen, og den fleksibilitet er helt afgørende,” siger Finn Uldum.
Hos Visma har de undersøgt medarbejdernes holdningen til hjemmearbejde her oven på corona. Halvdelen af medarbejderne vil gerne arbejde hjemme ca. to dage om ugen. Det betyder, at der med de nye kontorer er plads til, at koncernen kan vokse op mod 1300 medarbejdere med de faciliteter, som er nu. I øjeblikket er der omkring 900 medarbejdere i det nye kontorhus.
Netop den meget høje grad af fleksibilitet gør, at hvis tiden medfører ændrede behov eller arbejdsvaner, så kan kontorerne hurtigt ændres.
”Fleksibilitet er supervigtigt og gennemsyrer hele indretningen samtidig med at vi har en lang række zoner til at opfylde de forskellige behov,” siger Finn Uldum.
At samle koncernens datterselskaber på en fælles adresse er en proces der også kører og har kørt i de andre nordiske lande. Det har været et ønske fra koncernledelsen i Norge.