ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

”Det er simpelthen fordi, det kan betale sig”

Janus Kvistgaarden er ny direktør i Fiberkysten A/S – et atypisk konsortium bestående af TDC NET og entreprenørfirmaet Nordkysten A/S. Janus Kvistgaarden forudser, at vi kommer til at se flere strategiske partnerskaber i anlægsbranchen fremover

Janus Kvistgaarden er ny direktør i det Fiberkysten, der er ejet af TDC og entreprenørfirmaet Nordkysten. PR-foto
Janus Kvistgaarden er ny direktør i det Fiberkysten, der er ejet af TDC og entreprenørfirmaet Nordkysten. PR-foto
Hvad er Fiberkysten?

”Vi bidrager til at opfylde TDC NETs ambitiøse planer for etablering af fibernet til mere end en million husstande i Danmark. Fiberkysten er et strategisk partnerskab, hvor TDC NET med 60 pct. ejerskab har fået sin egen interne entreprenørafdeling. Nordkysten ejer 40 pct. af Fiberkysten. Fiberkysten beskæftiger mere end 150 medarbejdere, der hovedsageligt kommer fra Nordkystens fiberafdeling og fra TDC NETs Fiberfactory & Onsite.”

Hvorfor har man etableret Fiberkysten?

Hvis samarbejdet skal fungere, skal alle være åbne for andres ideer, og der skal jeg selv gå forrest

Janus Kvistgaarden, direktør i Fiberkysten

”Der er mange fordele ved, at medarbejderne arbejder i samme organisation. Vi udvikler løsninger i fællesskab, vi har fælles visioner og mål, og vi har gode muligheder for vidensdeling. Det giver i sidste ende en helt anden effektivitet, når man er én enhed, der planlægger tingene sammen og hjælper hinanden indbyrdes. Hvor et traditionelt samarbejde i anlægsbranchen er bygget op om en kontrakt, man holder sig til, og hver aktør har sin egen dagsorden, så er dette et banebrydende projekt, fordi vi er gået sammen om det.”

Du siger én enhed, men det er trods alt stadig to medarbejdergrupper?

”Ja, medarbejderne kommer fra henholdsvis Nordkysten og TDC NET, men vi skal danne én fælles organisation og kultur her. Det er en af mine helt store opgaver at få de to grupper til at fungere sammen. Jeg fokuserer på at skabe de bedste rammer til det formål. Hvis samarbejdet skal fungere, skal alle være åbne for andres ideer, og der skal jeg selv gå forrest. Jeg ved, at det er højt specialiserede gravefolk og teknikere, jeg har med at gøre, så jeg fokuserer på at få alle til at føle sig inddraget og lyttet til. Hvis jeg bare holder på mit, så når vi ingen steder.”

Hvad kan andre i anlægsbranchen lære?

”Fiberkysten er ret unik. Det er ikke normalt, at bygherre og entreprenør arbejder så tæt sammen om et fælles mål. Men jeg kan se en tendens til, at der bliver indgået flere af disse strategiske partnerskaber i stedet for traditionelle samarbejder. Og det er simpelthen fordi, det kan betale sig. Når man arbejder som én enhed, optimerer man på effektivitet, planlægning, ressourcer, og man skaber tættere bånd og gode relationer mellem de fagfolk, der skal fungere sammen.”

Hvem har mest at vinde ved et strategisk partnerskab?

”I de seneste fem år er der sket en stigning i strategiske partnerskaber inden for byggeriet. I anlægsbranchen er det dog stadig nyt. Kommuner, forsynings- og energiselskaber er dog ved at få øjnene op for de mange fordele, der er ved at gå skridtet længere end en rammeaftale. Det er f.eks. ærlighed, åbenhed og færre indbyggede konflikter samt muligheden for at opstille flere delmål for samarbejdet end blot kvalitet og tidsplan. Jeg tror, vi fremover kommer til at se mange flere offentlige bygherrer indgå strategiske partnerskaber ved anlægsprojekter.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis