På Strandvejen i Rønne på Bornholm ligger der et hotel, som viser vejen for bæredygtigt byggeri i Danmark. Green Solution House hedder konferencehotellet, hvor CO2-regnskabet går i plus, og hvor der har været fokus på genbrug af materialer. Undervejs har 75 bæredygtige idéer været fundamentet for et anderledes byggeri, der kan inspirere andre til at bygge bæredygtigt.
“Green Solution House er et af de projekter, som direktør i 3XN Arkitekters grønne tænketank GXN, Kasper Guldager Jensen, fremhæver, når han taler om bæredygtigt byggeri i Danmark. For det er indtil nu et af de danske projekter, hvor ambitionerne har været størst, og hvor bæredygtighed har været helt centralt.Vi ser en ketchup-effekt lige nu
Mette Qvist, adm. direktør i Green Building Council
GXN var bæredygtighedsrådgivere på Green Solution House, hvor en lang række partnere inklusive Realdania har samarbejdet om at nå frem til et resultat, som andre kan lære af. Hotellet har været 15-20 procent dyrere at bygge. Til gengæld er det betydeligt billigere i drift.
Siden hotellet på Bornholm blev opført i 2016, er der sket meget. Kasper Guldager Jensen fra GXN oplever i disse år en betydeligt større efterspørgsel og krav om bæredygtighed i byggeriet fra bygherrerne. Netop nu er GXN involveret i et stort højhusbyggeri i London, hvor der fra bygherrens side er massiv fokus på bæredygtighed, fordi det efterspørges af de fremtidige lejere. Her er bæredygtighed simpelthen et konkurrenceparameter. GXN er også involveret i klimasikringen af Skanskas kommende ”Kløverkvarter” på Amager, hvor især FN’s verdensmål om biodiversitet spiller en afgørende rolle. Og så er FN’s verdensmål også centrale i opførelsen af det nye supersygehus i Hillerød.
”Vi skræddersyer en bæredygtighedsstrategi, så det passer til projektet. Vi tager afsæt i FN’s verdensmål og får dem konkretiseret, så vi efterfølgende kan måle på det,” siger Kasper Guldager Jensen.
Direktøren i GXN hilser FN’s verdensmål velkomne i byggeriet. Han mener, de kan få en afgørende rolle for, at byggeriet i Danmark bliver mere bæredygtigt.
verdensmål for bæredygtig udvikling vedtog FN i 2015
Jonathan Leonardsen er markedschef i ingeniør- og arkitektrådgivervirksomheden Swecos afdeling for klimatilpasning og byudvikling. Han er en af forfatterne bag en rapport fra det såkaldte 2030-panel, der netop er kommet med deres bud på, hvordan FN’s 17 verdensmål skal oversættes til en dansk kontekst. Det er blevet til 197 konkrete målepunkter, hvoraf en stor del er relevante for byggeriet.
Han forklarer, at bygherrer og rådgivere kan tage de konkrete mål, som er relevante for deres projekt, og som de gerne vil prioritere. Han er glad for, at der med FN’s verdensmål er kommet en fælles retning og et fælles sprog for, hvordan vi skal opnå bæredygtighed – ikke mindst i byggeriet.
Jonathan Leonardsen er stor fortaler for, at der opsættes nogle helt konkrete mål, som der efterfølgende kan regnes på.
”Det tager følelserne ud af diskussionen. Det er objektivt, og vi kan dokumentere det efterfølgende,” siger markedschefen i Sweco.
For Jonathan Leonardsen handler det om at gøre det så gennemskueligt som muligt. På den måde kan han også forklare en bygherre, at hvis man sparer på dele af projektet, så vil det få konkrete konsekvenser for bæredygtigheden i projektet.
En af de måder, man kan skabe et gennemsigtigt og brugbart system, er ved at bruge certificeringer. Her spiller Green Building Council en rolle. Green Building Council er en interesseorganisation for lidt flere end 400 medlemmer, og organisationen arbejder for at fremme bæredygtigt byggeri i Danmark. Det er Green Building, der er i sidste ende, skal godkende, om et byggeri kan opnå en såkaldt DGNB-certificering, som er et bevis på, hvor bæredygtigt et byggeri er. Her kan projektet få sølv, guld eller platin-certificering. Hos Green Building Council ser man lige nu et stort skred i retning af, at flere ønsker at bygge bæredygtigt og ønsker at certificere deres projekter.
”Vi ser en ketchup-effekt lige nu. Indenfor de seneste år har bygherrerne rykket sig rigtig meget,” siger adm. direktør i Green Building council, Mette Qvist.
14 ud af FN’s 17 verdensmål er berørt i Green Building Councils DGNB-certificering Mål 3:Sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel. Mål 5:Opnå ligestilling mellem kønnene. Mål 6:Sikre bæredygtigt adgang til vand og sanitet. Mål 7:Sikre at alle har adgang til bæredygtig energi. Mål 8:Fremme vedvarende bæredygtig økonomisk vækst og anstændigt arbejde for alle. Mål 9:Robust infrastruktur, bæredygtig industri og innovation. Mål 10:Reducer ulighed i og mellem lande. Mål 11:Bæredygtige byer og lokalsamfund. Mål 12:Sikre bæredygtige forbrugs- og produktionsformer. Mål 13:Handle hurtigt for at bekæmpe klimaforandringer. Mål 14:Bevare og sikre bæredygtigt brug af verdens have. Mål 15:Bæredygtig brug af økosystemer og biodiversitet på land. Mål 16:Fred, retfærdighed og stærke institutioner. Mål 17:Styrke det globale partnerskab for handling.
En af de ting, som Green Building-direktøren meget gerne vil have ind i byggeriet, er beregninger af ressourceforbruget set over 50 år. For ofte kan det godt betale sig at bruge lidt flere penge i byggeprocessen, for så over tid at spare penge ved at have en billigere drift af bygningen og nogle mere effektive, velfungerende medarbejdere.