ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Nyt samarbejde mellem KAB og Green Mobility: Beboere skal have adgang til eldrevne delebiler

Der skal spares på p-pladserne ved kommende byggerier af almene boliger i København. Til gengæld vil beboerne få adgang til eldrevne delebiler til lavere priser i et nyt samarbejde mellem KAB og Green Mobility. Men først skal reglerne lempes

Green Mobility er klar til at stille delebiler til rådighed ved kommende almene byggerier. PR-foto
Green Mobility er klar til at stille delebiler til rådighed ved kommende almene byggerier. PR-foto

Delebilstjenesten Green Mobility går sammen med det almene boligselskab KAB om at forsøge at få ændret planloven, så man ved fremtidige byggerier af almene boliger i København indtænker delebiler allerede fra begyndelsen af. Målet er at få lempet kravene til hvor mange p-pladser, der skal anlægges ved nybyggerier – den såkaldte p-norm.

”Erfaringer fra Sverige viser, at det kan fungere, og det er nogle af disse erfaringer, vi gerne ser brugt i Danmark,” siger direktør Thomas Heltborg, Green Mobility.

Man har på den anden side af sundet valgt at nedsætte p-normen med op til 40 pct. Til gengæld er der indført en ordning, hvor man stiller delebiler til rådighed for beboerne.

”Så kan man sikre, at beboerne får adgang til en elbil, som de så kan få til en lavere pris end normalt,” siger Thomas Heltborg.

KAB skal ikke finansiere driften af bilordningen. Det er det almene boligselskabs opgave at sikre p-pladser og opladere. Når det er på plads, skal så leverandøren af delebilstjenesten – i det aktuelle tilfælde Green Mobility – træde til. Biler skal stilles til rådighed for beboerne, og vel og mærke til til en pris, der er lavere end, når man bare lejer en delebil under normale vilkår.

Besparelsen kan bruges til andre steder i byggeprojektet

Direktør Jens Elmelund fra KAB ser en række fordele ved lavere p-norm.

”Hvis vi kan få lempet kravene til antallet af nye p-pladser ved kommende byggerier, så får vi frigjort nogle penge, der kan bruges på anden måde. Det kan være til at nedsætte huslejen, eller det kan bruges til på andre områder at give en bedre kvalitet til lejerne,” siger Jens Elmelund.

Han er klar til at levere pladser til delebiler og samtidig sørge for, at der er infrastruktur til at oplade.

Ifølge Jens Elmelund er situationen faktisk pt., at der i nogle områder ikke er behov for det antal p-pladser, som p-normen kræver, fordi mange beboere ikke har bil.

”Her vil det være en fordel for alle at bruge nogle af de penge, der ellers skulle have været brugt til at anlægge p-pladser for på en bedre måde. Vi kan se, at det koster i omegnen af tre-seks procent af de samlede omkostninger at lave p-pladserne, og noget mere, hvis det skal være en p-kælder. Jeg forestiller mig, at man kunne give adgang til en reduktion i kravet på helt op til 50 pct.,” siger KAB-direktøren.

Til gengæld er der andre steder som f.eks. Tingbjerg, der måske har mere forstadspræg, og hvor beboerne i højere grad selv vil have bil. Her er det ikke så oplagt at reducere p-normen.

Positiv overborgmester

I løbet af de kommende måneder skal der ske en revision af Planloven. Her tyder de foreløbige meldinger fra i første omgang Københavns Kommune og i anden omgang fra Indenrigs- og boligministeren på velvilje.

”Bilerne skal spille en mindre rolle i byen, end de gør i dag. For vi ved, at vi ikke bare har et problem med trængsel, men også et højt niveau af partikelforurening i København. Det skal der gøres noget ved,” siger overborgmester Lars Weiss (S):

“En del af løsningen kan være, at flere benytter sig af en delebil i stedet for at køre i deres egen. Derfor har vi fra Københavns Kommunes allerede stillet det ønske i revisionen af en ny planlov, at man kan reducere antallet af p-pladser ved at stille krav om delebilspladser. I det lys er det et spændende forslag, KAB kommer med.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis