ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danske Bank opsiger hver fjerde kontorplads i København: “Der er jo ingen grund til, at vi har tomme lokaler”

Corona sætter turbo på planerne om færre kontorer og mere frihed i Danske Bank. 72 mio. kr. er brugt på hjemmekontorer i Danmark, og banken opsiger lokaler i København

Inden corona brugte Danske Banks ejendomsdirektør, Taid Qazi, 45 min. hver dag på at køre fra sit hjem i Holte til hovedsædet ved Holmens Kanal. Nu kan han i stedet vælge at blive hjemme eller køre en kortere tur til bankens kontor i Høje Taastrup. Foto: Magnus Møller
Inden corona brugte Danske Banks ejendomsdirektør, Taid Qazi, 45 min. hver dag på at køre fra sit hjem i Holte til hovedsædet ved Holmens Kanal. Nu kan han i stedet vælge at blive hjemme eller køre en kortere tur til bankens kontor i Høje Taastrup. Foto: Magnus Møller

Et kig ind af vinduerne til Danske Banks hovedkontor på Holmens Kanal viser flere slukkede computerskærme og tomme skriveborde. Selvom sommerferien for de fleste er slut, og coronarestriktionerne er sløjfet for kontormiljøer, ser hovedsædet i København fortsat ud til at være under nedlukning.

Der er jo ingen grund til, at vi har tomme lokaler,der står og brænder varme, lys og energi af

Taid Qazi, ejendomsdirektør, Danske Bank

Hos Danske Bank ønsker 92 pct. af medarbejderne at arbejde hjemme to dage om ugen eller mere. Det viser en intern undersøgelse, som har fået banken til at lade medarbejderne bestemme selv, om de vælger at tage turen ind til kollegerne på kontoret eller logger på teamsmøder fra privaten.

“Covid-19 har fået os til at tænke anderledes og optimere måden, vi arbejder på. Jeg er en af dem, som var lidt imod at arbejde hjemme i starten, men fordelene har bare vist sig at overtrumfe den faste plads på kontoret,” siger Taid Qazi, ejendomsdirektør hos Danske Bank. Han fortæller, at bankens planer om mindre kontorareal spirede før corona, men at pandemien har accelereret beslutningen.

For mange kvadratmeter

Coronakrisen har åbnet bankkoncernens øjne for, at flere af selskabets kontorer ikke bruges optimalt. Derfor har Danske Bank valgt at opsige ca. 25 pct. af bankens samlede kontorareal i Storkøbenhavn, det svarer til 55.000 kvm lejemål ud af bankens i alt 220.000 kvm i området. Fordelt over hele Danmark har banken et samlet kontorareal på ca. 400.000 kvm.

Det drejer sig om fire lejemål i Storkøbenhavn, hvor banken vil samle medarbejderne på færre kontorpladser. Det betyder, at inden året er omme, er medarbejderne flyttet til andre adresser og lejemålene opsagt. Børsen har forsøgt at få svar på, hvor meget Danske Bank sparer ved at opsige lejemål, men det har banken ikke ønsket at kommentere på.

“Vi har haft for mange kvadratmeter. Tidligere havde vi flere arbejdsstationer end medarbejdere, det giver ikke så meget mening, når der er et ønske fra medarbejderne om at arbejde mere hjemmefra,” siger Taid Qazi.

Ejendomsdirektøren fortæller, at Danske Bank ikke har konkrete mål for, hvor mange kvadratmeter banken skal reducere med som følge af den nye arbejdsmodel. Men han er klar over, at når flere medarbejdere får deres daglige gang væk fra kontoret, er det et passende tidspunkt at kigge kvadratmeterne efter i sømmene.

Større servicekrav

“Når pandemien sparker døren ind, og vi har indført ny arbejdsform, kigger vi da lige en ekstra gang på, hvordan vi også kan optimere vores kvadratmeter. Der er jo ingen grund til, at vi har tomme lokaler, der står og brænder varme, lys og energi af.”

92

pct. afDanske Banks ansatte ønsker at arbejde hjemme to dage om ugen eller mere

I juni offentliggjorde Danmarks største erhvervsmægler, Colliers, en undersøgelse, der viser, at virksomheder ønsker at bruge 33 pct. af arbejdstiden i hjemmet og 56 pct. af arbejdstiden fra kontoret. De sidste 11 pct. vil de bruge ude hos partnere og kunder. Undersøgelsen er baseret på data fra 4000 virksomheder globalt.

Colliers har oplevet virksomheder, som har taget konsekvensen af hjemmearbejdet ved at skære kvadratmeterne. Der er dog også virksomheder, som vil have mere plads af hensyn til risikoen for smitte, fortæller Carsten Gørtz Petersen, adm. direktør i Colliers Danmark. Han understreger, at det endnu er for tidligt at dokumentere permanente ændringer.

“Vi ser en tendens til, at vores kunder ønsker at binde sig kortere perioder end tidligere, hvilket virksomhederne begrunder med den usikkerhed ved arbejdsfordelingen, som corona har medført,” siger han.

I januar fortalte landets største ejendomsadministrator, Deas, at deres mellemstore og store virksomhedskunder vil skære op mod 30 pct. af kontorpladsen fra som konsekvens af hjemmearbejde.

Det er ejendomsselskabet Wihlborg, som driver og udlejer Danske Banks 50.000 kvm store domicil i Ejby. Adm. direktør Peter Ildal Nielsen, var ikke overrasket, da banken meddelte, at de ville opsige lejemålet. Ifølge ham er det en generel tendens, at kunderne skærer ned på kontorplads.

“Under corona er kundernes ønsker om mindre lokaler accelereret helt voldsomt. Vi ser, at kunderne vil have en mere fleksibel arbejdsplads. Det betyder, at vi kommer til at leje flere virksomheder ind på de samme kvadratmeter,” siger Peter Ildal.

Udviklingen ændrer også måden, hvorpå Wihlborg skal gøre deres lokaler attraktive, fortæller direktøren. Tidligere handlede det kun om de rigtige lokaler, men nu er der krav til lokaleservice som f.eks. god kantine og mødefaciliteter.

“Det bliver selvfølgelig dyrere og med flere administrative omkostninger, når vi skal have fat i flere lejere, men når vi også leverer et serviceprodukt, er kunden villig til at betale mere pr. kvadratmeter. Faktisk har vi oplevet større interesse, efter vi har tilføjet servicedelen,” siger Peter Ildal.

Baseret på data

De kommende måneder bliver afgørende for, om der er brug for flere ændringer eller opsagte lokaler hos Danske Bank. Banken har sat gang i et pilotprojekt på kontoret i Høje Taastrup, hvor omkring 3500 medarbejdere sidder. Under skrivebordene er der opsat små sensorer, som anonymt kan spore, om skrivebordet bliver brugt. Stikprøver fra de første to uger af august viser, at mindre end en fjerdedel af medarbejderne er mødt op på kontoret i Høje Taastrup. Der skal tages forbehold for, at nogle ansatte stadig holder ferie.

“Den data, vi får, kan give os en forståelse for, hvordan vi bruger kvadratmeterne, og om vi har kontorområder, som skal laves om,” siger Taid Qazi.

På verdensplan har Danske Bank knap 22.000 medarbejdere, og i foråret meldte landets største bank ud, at ansatte kan modtage et enkeltbeløb på 8000 kr. til at sammensætte et hjemmekontor. 9000 medarbejdere i Danmark og 18.000 globalt har allerede fået udbetalt tilskuddet. Banken har dermed sendt mere end 72 mio. kr. ud til kontorstole og computerskærme i Danmark. Danske Bank kan ikke oplyse, hvor mange penge der er gået til hjemmekontorer på globalt plan, da udbetalingerne afhænger af lokale forskelle.

“Det er selvfølgelig en investering, men det har ikke været drevet af en økonomisk ligning for os. Vi har et princip om, at alle, der gerne vil arbejde hjemme, skal have ret til at få penge. Det er både nuværende ansatte, og dem der bliver ansat i fremtiden,” siger ejendomsdirektøren.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis