ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Åbner nyt hotel midt i corona 

Go Hotel City i København slog dørene op midt i juni. Planen var at være klar til EM i fodbold, men trods en total omvæltning af alle forudsætninger er general manager Christopher Valentin optimistisk og har planer om endnu et hotel

Ifølge Christopher Valentin, general manager, har der aldrig - trods corona - været tale om at stoppe hotelprojektet. PR-foto.
Ifølge Christopher Valentin, general manager, har der aldrig - trods corona - været tale om at stoppe hotelprojektet. PR-foto.
Hvordan tør I åbne et nyt hotel midt i pandemien?

”Planerne for Go Hotel City var i pipeline siden 2017, hvor vore ejere overtog Go Hotel Copenhagen, der er kædens første hotel. Dér blev tanken om Go Hotels som budget-kæde født. Konverteringen af bygningen påbegyndte vi i april 2019 med en forudsætning om, at vi kunne åbne hotellet ved EM 2020 med fuldt hus. Der var en solid køreplan for hotellet. Det gik hurtigt op for os, at coronakrisen var alvorlig, men ejerne rystede ikke på hånden, og derfor har der aldrig været tale om at stoppe projektet Go Hotels og heller ikke Go Hotel City. ”

Er jeres forventninger blevet indfriet?

”Vores forventninger er afstemt i forhold til den dybe branchekrise, som påvirker belægningsprocenterne og priserne på værelser. Vi koncentrerede os om at færdigbygge hotellet, åbne og sikre en optimal drift fra dag ét. Så forventningerne er ændret fra fokus på at indfri en masse økonomiske nøgletal til at levere et flot resultat i form af et lækkert hotelprodukt.”

Hvordan adskiller I jer fra andre?

”Vi adskiller os på flere punkter, for vi har bygget værelser på få kvadratmeter for at få mest muligt kapacitet ud af bygningen. Vi har desuden mange variable omkostninger og få faste, så vi er ikke lige så sårbare som andre i branchen. I forhold til konkurrencesituationen, er lokationen tæt på Amager Strandpark, metrostation, Bella Center, Royal Arena og i nærhed af det centrale København optimal. Hybridhoteller trender, så vi har tilføjet hotellejligheder og det giver os rig mulighed for at adskille os klart og tiltrække mange forskellige segmenter. Det er en videreudvikling af ideen bag vort andet hotel, som vi udvidede med ”dorm rooms” for at tiltrække backpackers og skolegrupper.”

Det gik hurtigt op for os, at coronakrisen var alvorlig, men ejerne rystede ikke på hånden.

Christopher Valentin, general manager, Go Hotel City i København

Hvordan vil I kompensere for manglende turister?

”Vi har mange danske gæster, og mange brancher er ikke lukket ned, så vi oplever en god kombination af dansk turisme og firmaovernatninger. Dertil kommer langtidsophold, som vores hotellejligheder er perfekt ramme om, og vi forventer, at både firmagæster og dem, der måske er på lejlighedsjagt, bruger os som oplagt mellemstation. Vi tog for eksempel en streng af dobbeltværelser, som var lidt større end de resterende, og indsatte kitchennette, så vi kan tage flere gæster ind over længere tid. De unge, som starter på uddannelse, behøver derfor ikke bo på campingplads som i tidligere år, men har råd til en opgradering, hvis de vælger at bo hos os. Ophævelsen af 6-dags-reglen giver mulighed for flere internationale gæster.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis