“Vores svinekød kan ikke blive klimaneutralt fra den ene dag til den anden, men vi kan sætte et mål,” læser advokat Marc Stounberg op fra Danish Crowns reklamekampagne kendt som “klimakontrolleret gris”.
Han beder de fremmødte i Vestre Landsret i Viborg bladre videre til side 2233 og fortsætter oplæsningen, der sætter den længe ventede klimaretssag i gang, hvor Danmarks største slagterikoncern sidder på anklagebænken for at oversælge sine budskaber om svinekøds klimabelastning.
“Må man for eksempel hævde, at noget kul er mere klimavenligt end andet kul?
Frederik Roland Sandby, sekretariatsleder, Klimabevægelsen
Siderne, som Dansk Vegetarisk Forenings advokat Marc Stounberg læser op fra, befolkes af artikler, hjemmesidetekster og fotos af plakatstandere fra Danish Crown, som fik Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening til at stævne virksomheden for greenwashing.
Argumentet er, at Danish Crowns små skridt i en grønnere retning ikke berettiger virksomhedens markedsføring, der mest bemærkelsesværdigt indeholdt det omdiskuterede mærke “klimakontrolleret gris”. De små skridt i virksomheders klimahandling står med andre ord for retten.
“Vi håber på, at der ender med en dom, der afgør, om man må man lave markedsføring på den relative klimaeffekt eller ej. Må man for eksempel hævde, at noget kul er mere klimavenligt end andet kul?,” spørger sekretariatsleder fra Klimabevægelsen, Frederik Roland Sandby.
Greenpeace klagede i maj 2021 til Forbrugerombudsmanden over kampagnen “Klimakontrolleret gris”. Herefter overgik klagen videre til Fødevarestyrelsen, der stadig behandler den. Fødevarestyrelsen har lavere sanktionsmuligheder end Forbrugerombudsmanden, og derfor valgte Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen at stævne Danish Crown i juni 2021. Efterfølgende har de magtfulde brancheorganisationer DI og Landbrug & Fødevarer meldt sig som støtter af Danish Crown, mens Forbrugerrådet Tænk støtter organisationerne på den anden side.
Han fremhæver, at markedsføring om de små fremskridt i foreningens øjne er på sin plads, hvis der reelt er tale om grønne produkter.
I den konkrete sag var Danish Crowns markedsføring baseret på CO2-reduktionsmål på ned til 10 pct. for den enkelte gård, såvel som reduktioner på op mod 50 pct. Hos slagterigiganten er pressechef Jens Hansen påpasselig med at kalde sagen principiel.
“Hvor høj principiel værdi, vi lægger i den, kan vi først sige, når der er et resultat at kigge på. Uanset, hvor den ender, så vil der nok være to meget forskellige holdninger til, hvor principielt det er,” vurderer han.
Tidligere har virksomhedens advokat, partner i Bech-Bruun Claus Barrett-Christiansen, imidlertid også vurderet over for Børsen, at “mange andre virksomheder venter” på afgørelsen.
“Den vil let kunne overføres til andre virksomheder,” sagde han.
På papiret handler sagen om to formuleringer fra slagterigiganten. Ud over “klimakontrolleret gris” gælder det et udsagn om, at “dansk gris er mere klimavenlig, end du tror”.
Målet fra de to organisationer – støttet af Forbrugerrådet Tænk – er, at Danish Crown forbydes at bruge disse udsagn, fordi de tegner et grønnere billede af produkterne, end realiteten er – også kendt som greenwashing. Organisationernes advokater ønsker en ny kampagne fra slagterigiganten med budskabet “dansk gris er ikke mere klimavenlig, end du tror”.
I den modsatte side af retslokalet ønsker Danish Crown flankeret af Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer, at anklagerne afvises, eller at virksomheden frifindes. Netop organisationernes deltagelse vidner om, hvor stor betydning sagen tillægges, ligesom bl.a. en lang række medier er at finde på tilhørerpladserne.
Hos Danish Crown lægger man ikke megen betydning i, at organisationer kaster sig ind i sagen på begge sider. Det handler om mediernes interesse, mener Jens Hansen og konstaterer:
“De er her, fordi du er her”
På grund af sagens principielle karakter er den startet i Vestre Landsret frem for i retten i Randers, hvor den oprindeligt skulle være ført. Mandag var første ud af seks retsdage i sagen.