Bæredygtighedsagendaen er for alvor begyndt at præge det danske erhvervsliv. Både virksomheder, brancheorganisationer og erhvervspressen har dette nye fokus, og de spiller ind på hver sin måde. Det er glædeligt, for vi har som bekendt kun én jordklode.

Også i min egen virksomhed arbejder vi intensivt med bæredygtighed. I den sammenhæng har jeg imidlertid oplevet nogle grundlæggende dilemmaer, som sjældent behandles i debatten. Det er dilemmaer, der kræver en større diskussion, men som en begyndelse vil jeg kort redegøre for dem i det følgende:

For det første er spørgsmålet, hvordan man som virksomhed overhovedet kan blive i stand til at træffe bæredygtige valg. En virksomhed er grundlæggende en organisation, der er tunet til at optimere profitten. Medarbejderne har således stor frihed til at tage beslutninger selv, så længe disse beslutninger i sidste ende øger virksomhedens overskud.

Der opstår imidlertid problemer, når man beder medarbejderne tage hensyn til miljøet og klimaet. Sådanne beslutninger vil nemlig af og til stå i modsætning til profitmaksimeringen. Og afvejningen mellem profitmaksimering og miljøhensyn kan næsten kun laves på ledelsesniveau. Som virksomhedsleder oplever jeg således ofte, at jeg bliver en flaskehals for bæredygtighedstiltag, fordi menige medarbejderne ikke kan tage sådanne beslutninger selv.

Alt i alt var det nemmere at drive virksomhed, dengang mottoet lød, at the business of business is business

For det andet er der problemet med at dokumentere sine bæredygtighedstiltag. Når et produkt skal sælges, er der normalt to primære indkøbskriterier, nemlig pris og kvalitet, og de kriterier dokumenterer så at sige sig selv.

Hvis produktets miljøaftryk imidlertid også er et indkøbskriterium, er spørgsmålet, hvordan kunden kan kende dette aftryk. Noget så simpelt som et CO2-regnskab er der jo endnu ikke standarder for, og sådan noget som virksomhedens affaldshåndtering og påvirkning på biodiversiteten er det endnu sværere at dokumentere. Som det er nu, må kunden langt hen af vejen have tillid til, at virksomheden faktisk gør det, den siger. Og som bekendt er tillid godt, men kontrol er bedre.

For det tredje: Hvordan skal man forholde sig til bæredygtigheden fremad i værdikæden? Det er tydeligvis grinagtigt, når en virksomhed, der producerer kedler til kulfyrede kraftværker, sløjfer engangsbestik i sin kantine. Hvis man vil være bæredygtig, bliver man således nødt til at forholde sig til, om det, man producerer, i det hele taget er forenelig med en bæredygtig samfundsudvikling. Det kan imidlertid være meget svært at vurdere.

På min egen virksomhed oplever vi en stigende efterspørgsel på tankvogne, der transporterer bitumen til asfalt til de mange nye veje, der for tiden anlægges i Norge og Sverige. Men er det bæredygtigt at anlægge alle disse veje? Det vil jeg nødigt skulle afgøre. Det er dog heller ikke en løsning at være ligeglad, for miljøaftrykket fremad i værdikæden kan nemt være større end miljøaftrykket fra ens egen produktion.

For det fjerde er der den helt grundlæggende problematik, at langt de fleste produkter jo har en eller anden miljø- eller klimapåvirkning. Så medmindre man decideret producerer miljø- eller klimateknologi, vil det altid være mere bæredygtigt at sælge mindre af det, man laver (og ja, det gælder også serviceydelser). Men de fleste virksomheder har jo det modsatte ønske, nemlig at sælge mere. Og det er der god grund til, for al erfaring viser, at virksomheder, der ikke ønsker vækst, ender med at forsvinde.

Mere overordnet kan det hævdes, at økonomisk vækst som sådan faktisk ikke er forenelig med en bæredygtig samfundsudvikling. Dette synspunkt har indtil for få år siden været reserveret den yderste venstrefløj. Nu er det imidlertid blevet mere mainstream, og for eksempel findes der argumenter for såkaldt degrowth (dvs. nulvækst eller minusvækst) i den seneste rapport fra FN’s klimapanel.

Men kan man overhovedet drive virksomhed i en økonomi, der skal skrumpe og ikke vokse? Ja, det tror jeg, og det er der også en række internationalt anerkendte økonomer, der har argumenteret for. Det er bare ikke en debat, man ser udfoldet særlig meget i en dansk kontekst.

Alt i alt var det nemmere at drive virksomhed, dengang mottoet lød, at the business of business is business som Milton Friedman formulerede det. Dette motto gælder bare ikke mere, så vi må sammen finde nogle løsninger på de dilemmaer, jeg har beskrevet ovenfor.

Man kunne måske begynde med at forholde sig til, at the business of business måske i virkeligheden aldrig blot har været business. Enhver sælger og enhver indkøber ved, at der i den daglige handel og vandel ofte tages andre hensyn end blot at maksimere profitten. For eksempel vil de fleste mennesker oftest bestræbe sig på at behandle andre mennesker med en vis ordentlighed, selvom dette måske ikke øger ens egen virksomheds overskud.

Det nye er, at vi ikke blot skal behandle hinanden ordentligt, vi skal også behandle kloden ordentligt.