Opskriften var egentlig simpel: Jo mere emballageaffald en virksomhed producerer, jo mere skal den betale for at få det affald håndteret.
Men det første år med det udvidede producentansvar for emballage har været alt andet end simpelt, lyder det fra flere fronter.
Ordningen, der udstukket af EU og skal skabe incitament til mindre og mere miljøvenlig emballage, har vist sig at være dyrere end forventet, og vejen er belagt med for mange bureaukratiske forhindringer og usikkerheder, lyder noget af kritikken.
Hos kollektivordningen Vana, der hjælper virksomheder med at varetage producentansvaret, kalder direktør Marianne Roed Jakobsen ordningen for “indviklet, tung, kompleks og dyr”.
“Selvom virksomhederne grundlæggende bakker op om “forureneren betaler”-princippet og ønsket om at skabe bedre emballage, er Miljøstyrelsens miljøgradueringskriterier så komplicerede, at det er svært at gennemskue, hvordan man gør det rigtigt,” siger hun.
FAKTA
Det udvidede producentansvar for emballage
Det udvidede producentansvar for emballage er udstukket fra EU og trådte officielt i kraft i Danmark 1. oktober 2025. Siden april 2024 har det været lovpligtigt for virksomheder omfattet af ansvaret at registrere sine affaldsmængder hos myndighederne.
Det udvidede producentansvar opererer ud fra et princip om, at forureneren betaler. Det vil sige, at jo mere emballageaffald, en virksomhed producerer, desto mere skal den betale for at få affald håndteret.
Det er kommunerne, der håndterer indsamlingen af emballageaffaldet.
Med det henviser direktøren til, at den pris, virksomheder i dag betaler til de kollektive ordninger for håndteringen af emballageaffald, afhænger af, hvor miljøvenlig emballagen er.
Det er nemlig emballagens design og materialesammensætning, der har betydning for, hvor let det er at genanvende.
Tidligere på ugen kom dog en håndsrækning fra klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa i form af et nyt lovforslag, der vil sætte et fast loft over det gebyr, virksomhederne betaler for at få deres emballageaffald håndteret.
Den er et godt første skridt til at øge gennemskueligheden og gøre det muligt for kollektive ordninger at prissætte deres services langt mere forudsigeligt for de virksomheder, de hjælper.
Brug for ro
Vana er langt fra alene om sin kritik af udrulningen af producentansvaret. Flere brancheorganisationer – herunder Dansk Erhverv, Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer og SMV Danmark – har ligeledes peget på, at ordningen både er for dyr og for besværlig.
I februar afleverede en række organisationer og virksomheder i det såkaldte virksomhedsforum for producentansvar for emballage på den baggrund en række anbefalinger til daværende miljøminister Magnus Heunicke, der dengang havde ansvaret under sig.
De anbefalinger har Samira Nawa nu lovet at kigge ind i.
Hos kollektivordningen Retur kalder konstitueret direktør Poul Poulsen det første år for “kaotisk”. Meget af det, både kollektivordningerne og producenterne skulle forberede sig på inden producentansvaret trådte i kraft, blev præsenteret meget sent, mener direktøren.
Vores medlemmer efterspørger nu noget stabilitet og ro på området
Poul Poulsen, konst. direktør, Retur
Og i august trådte endnu en emballageforodning udstukket fra EU i kraft, der stiller nye krav til stoffer, mærkning og genanvendelighed i emballagen. Det har ikke hjulpet på forvirringen og uforudsigeligheden, lyder det fra Poul Poulsen.
Men producenterne og virksomheder har “håndteret det så godt, som de kan”.
“Vores medlemmer efterspørger nu noget stabilitet og ro på området, så de kan begynde at planlægge lidt længere ud i fremtiden. Rammerne skal på plads,” siger Poul Poulsen.
Gratisterne spøger
Et af de emner, der har fyldt allerede langt før producentansvarets implementering i oktober sidste år, er de såkaldte freeriders.
Allerede i april 2024 blev det obligatorisk for virksomheder at registrere deres emballagemængder. Det er endnu uklart, hvor mange virksomheder, der endnu ikke har registreret sig eller måske ikke har registreret de korrekte mængder.
Ifølge et Folketingssvar fra klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa er der blevet udsendt mere end 12.500 breve til potentielle freeriders med oplysning om pligten til at lade sig registrere, hvis de er omfattet af producentansvaret for emballage. I perioden 2024 til og med juni 2026 har der været anmeldt og oprettet tilsynssager på 846 virksomheder på tværs af alle producentansvar.
Energistyrelsen har i samme periode igangsat yderligere 80 tilsynssager på producentansvaret for emballage alene.
Energistyrelsen, som fører tilsyn med ordningen, er ikke vendt tilbage på Børsens forespørgsel om, hvor mange virksomheder, der har fået påbud eller bøder for ikke at lade sig registrere.
FAKTA
Regeringens forslag til loft over gebyr
Tidligere på ugen præsenterede klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa et forslag, der skal bringe producenternes regning tættere på de 1,2 mia. kr., der oprindeligt blev varslet i forbindelse med producentansvaret for emballage.
Fremover skal der være et fast loft over producenternes gebyr til kommunerne, som står for affaldshåndteringen. Gebyret bestemmes ud fra et gennemsnit over de 20 pct. mest omkostningseffektive kommuner.
Samira Nawa kunne i forbindelse med præsentationen af lovforslaget ikke svare på, om det vil blive dyrere eller billigere for virksomhederne at få håndteret deres emballageaffald.
Hos virksomheden Nemco, der leverer udstyr og emballageløsninger til fødevareindustrien, ser salgschef Michael Borch freeriders som den kommende tids største udfordring.
“Jeg tænker her på virksomheder, som bevidst underrapporterer deres emballagemængder eller sågar helt undlader at indrapportere. Vi ved ikke, om det reelt bliver kontrolleret, at alle virksomheder indrapporterer og dermed betaler det, de skal,” siger salgschefen i en meddelelse.
Han påpeger samtidig, at det for fødevarevirksomhederne har været en jungle at finde rundt i priser og krav – og efterlyser nu svar på, hvor mange miljøforbedringer, producentansvaret har ført med sig.
“Faktisk er der ingen, der ved, om vi har fået noget ud af indsatsen miljømæssigt, eller om vi bare har fået mere bureaukrati. I fødevarebranchen har man lagt enorme ressourcer i først at få inddelt emballage i rød, gul og grøn kategori og derefter i at foretage den løbende rapportering,” siger Michael Borch.
Ris og ros fra organisationer
Hos en lang stribe af de brancheorganisationer, der tidligere har kritiseret producentansvaret heftigt, har Samira Nawas udmelding tidligere på ugen fået ros med på vejen.
I SMV Danmark kalder direktør Jesper Beinov det for positivt, at ministeren vil gøre regningen mindre for virksomhederne. Samtidig understreger han dog, at det ikke løser alle problemerne.
“Det er stadig uklart, hvor meget billigere den enkelte virksomhed reelt slipper, og samtidig står virksomhederne fortsat med et omfattende bureaukrati i forbindelse med producentansvaret, som slet ikke står på mål med den mulige gevinst,” udtaler direktøren i en skriftlig kommentar til Børsen.
Samme ord lyder fra Dansk Industri, hvor politisk direktør Morten Høyer opfordrer til at arbejdet med at fjerne unødig bureaukrati “bliver fulgt til dørs”.
Med den her øvelse svækkes producenternes incitament til at producere mindre og miljømæssigt bedre emballager. Dermed modarbejder det direkte formålet med producentansvaret
Jens Bomann Christensen, direktør, Brancheforeningen Cirkulær
Også hos Dansk Erhverv håber Brian Mikkelsen, at ministeren vil “bruge momentum” til at tage skridtet videre.
“Der er allerede lagt konkrete løsninger på bordet, som kan gøre reglerne markant lettere at efterleve uden at sænke de cirkulære ambitioner. Virksomhedernes kræfter skal bruges på mindre emballage, mere genbrug og bedre genanvendelse – ikke på unødvendigt bureaukrati,” udtaler han i en skriftlig kommentar.
Et sted, man ikke er helt lige så begejstret for Samira Nawas udmelding, er i brancheforeningen Cirkulær, der repræsenterer affaldssektoren.
For selvom der er kommet ro om virksomhedernes økonomi, skal regningen stadig betales – og den regning lander nu på den almene danskers bord. Samtidig svækker lovforslaget ifølge Cirkulærs direktør, Jens Bomann Christensen, hele formålet med at indføre producentansvaret.
“Med den her øvelse svækkes producenternes incitament til at producere mindre og miljømæssigt bedre emballager. Dermed modarbejder det direkte formålet med producentansvaret – og det kan man ikke ligefrem sige, er særlig grønt,” siger Jens Bomann Christensen i en kommentar fra brancheforeningen.