BØRSEN BÆREDYGTIG
Bæredygtig
Kører højtrykspumpen ikke med optimalt energiforbrug mere? Danfoss vil tage den tilbage, skille den ad og genbruge den

Tak fordi du læser med

Danske Bank og PwC er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor kan vi gøre alle vores artikler på Børsen Bæredygtig frit tilgængelige for alle læsere. Det er medvirkende til, at Børsen Bæredygtigs artikler bliver diskuteret vidt og bredt.

Danske Bank og PwC er også parterne på Børsen Bæredygtig, når vi går live og fremhæver en række af de mest spændende grønne projekter i danske virksomheder i Børsen Bæredygtig Cases.

Danske Bank og PwC har ingen indflydelse på indholdet eller andre redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig, der skabes af uafhængige og objektive journalister og i den samme høje kvalitet, som du kan finde i resten af Børsen.

Læs mere om partnerskab.

Take-back-løsninger er en af måderne at få materialer og produkter tilbage i sin værdikæde. Borg Automotive har gjort det til sin forretningsmodel, mens Danfoss skal til at i gang

Når en højtrykspumpe fra Danfoss har kørt i en årrække og ikke længere kører med det optimale energiforbrug, skal den ikke længere smides ud, men tages tilbage for enten at udskifte sliddele eller skille den ad og genbruge magneter og genanvende messing eller andet, der kan gå direkte ind i produktionen igen.

“Vi har været vant til en meget effektiv og velsmurt logistik, som vi har forfinet ud til kunderne. Nu skal vi se på, hvordan vi får det til at gå lige så velsmurt den anden vej, så vi enten kan opgradere elle skille produkterne ad,” siger Nanna Aage Lundsgaard, der er direktør for bæredygtighed i Danfoss Climate Solutions, der bl.a. leverer termostater og pumper og omsatte for ca. 20 mia. kr. i 2021.

For Danfoss er cirkulære forretningsmodeller afgørende for at nå et overordnet mål om at reducere sit CO2-aftryk. Derfor er cirkularitet en af tre bæredygtighedsområder, virksomheden skal have fokus på frem mod 2030.

80 pct. af vores nye produkter skal have et cirkulært tilsnit i 2030 Nanna Lundsgaard, direktør, Danfoss Climate Solutions

“Vi har et mål om, at 80 pct. af vores nye produkter skal have et cirkulært tilsnit i 2030. Det vil sige, at materialerne kan genbruges 100 pct. ved endt liv. Inden da skulle vi gerne være i stand til at forlænge levetiden af produktet,” fortæller Nanna Aage Lundsgaard.

Det hele er stadig meget nyt for Als-virksomheden, men to spor for det cirkulære fokus er blevet lagt: tilbagetagning og design.

Det kommer til at kræve en investering i Danfoss’ udviklingsafdeling at designe til cirkulært flow frem for et lineært flow, fordi det er nyt at skulle tænke i, at produktet skal kunne holde igennem flere cyklusser og skal kunne repareres og skilles ad, uden at noget af materialeværdien går tabt.

Men den helt store udfordring ligger i tilbagetagning af produkter, siger Nanna Aage Lundsgaard.

“Udfordringen er, at vi ofte ikke ved, hvor vores produkter sidder, fordi vi typisk sælger til grossister eller kunder, der bygger vores produkter ind i deres egne. Derfor kræver det et tæt samarbejde med vores kunder at føre den cirkulære model ud i livet, for man kan ikke arbejde cirkulært med sig selv,” siger bæredygtighedsdirektøren.

Derfor har Danfoss sat sig som mål at indgå cirkularitetsaftaler med 20 af sine 25 største kunder – som f.eks. svenske Beijer Ref, der leverer køleløsninger og sidste år omsatte for 21 mia. svenske kr. – i senest 2030.

Allerede nu tager Danfoss Climate Solutions pumper tilbage for at reparere eller opgradere dem, så de får en længere levetid, ligesom der er indgået serviceaftaler med nogle kunder. Men der mangler stadig mange produkter, før den fulde portefølje er inddraget i en tilbagetagningsmodel, forklarer Nanna Aage Lundsgaard.

“I princippet kan vi nøjes med at indsamle vores egne produkter, men hvis vi skal se det fra et kundeperspektiv, er alle produkterne ikke fra Danfoss, når installatørerne er ude at skifte ventiler eller andet ud. Så det kan betyde, at vi bliver nødt til at tage andres produkter tilbage, for at det er nemt for kunderne,” siger hun om et muligt scenarie.

“Under alle omstændigheder giver det mening at arbejde sammen med grossisterne om at indsamle Danfoss’ produkter i en ’værdispand’ i stedet for en affaldsspand og så lade et recyclingfirma eller Danfoss’ egen logistik samle det op.”

Født cirkulær

En virksomhed, der næsten har været cirkulært funderet siden etableringen i 1975, er Borg Automotive. Den 1,4 mia. store forretning sælger hvert år mere end 2 mio. renoverede originale bildele, som indgår i et kredsløb, der sender brugte dele tilbage til Borg Automotive – sådan som Danfoss også forestiller sig at gøre.

Når en bil bliver kørt på værksted, får den en ny renoveret del fra Borg sat i, mens værkstedet sender den gamle del tilbage til distributøren, der sender den tilbage til Borg. Borg renoverer enheden og sender den ind i loopet igen. På den måde minder modellen meget om et flaskepantsystem, forklarer compliance-chef Sten Højland.

“Panten er så høj, at det er et incitament for vores kunde til at sende delen tilbage. Panten følger med alle led ud til kunden, og det kræver, at delene er sporbare, for vi tager kun vores egne dele tilbage,” siger han.

Delene, der primært er lavet af aluminium og jern, kan i princippet bruges uendeligt, men løbende udskiftning i bilparken påvirker, hvilke dele der er i omløb, så delene har en udløbsdato.

Borg Automotives sælger renoverede originale bildele via et pantsystem, så delene bliver i et lukket kredsløb. Virksomheden blev etableret i 1975 og er med sine 1900 medarbejdere i dag en del af Schouw & Co. Danfoss sælger teknologier til energieffektivisering – pumper, termostater og software – og har i sin 2030-strategi besluttet at skulle reparere, opgradere og i sidste ende genbruge langt flere af sine solgte produkter fremover.

Når en brugt bildel lander hos Borg Automotive, bliver den skilt helt ad, rengjort og kontrolleret for at se, om den kan få et nyt liv ved at blive galvaniseret og slebet og derefter blive samlet og testet. De renoverede dele lever op til standarderne for originale dele, og kan derfor gives to års garanti.

I forbindelse med renovering ender kun ca. fire procent af materialet som affald, fordi enheden enten er for skadet, eller man skal udskifte for mange dele i den. Skrottet bliver smeltet om, så det kan genanvendes.

Samlet set betyder forretningsmodellen en besparelse på 40 pct. i CO2-udledning i forhold til en ny del.

Forretningsmodellen kræver for det første, at kunderne er med på pantløsningen, og så kræver det et stort lager. Borg Automotive dækker for de fleste produktgrupper 94 pct. af det europæiske marked og har mange tusind forskellige produktnumre – der er f.eks. over 3300 forskellige generatorer, og det er kun én af otte produktkategorier.

“Når bilophuggere forskellige steder i Europa skiller skrottede biler ad i atomer, køber vi de dele, vi kan renovere og bygger på den måde lagre op, så kunden ikke skal vente på at få præcis den del renoveret, som de tager ud af bilen på værkstedet,” fortæller Sten Højland.

“Det er i vores interesse, at kunderne returnerer delene til os hurtigt, for jo færre enheder, der ligger i cirklen, des mere har vi at arbejde med. Så logistikken fylder meget i vores forretningsmodel,” siger han.

Konkurrenceparameter

Danfoss’ udfordring er netop logistikkæden, og det er også i de anderledes forretningsmodeller og logistikflowet, den største investering kommer til at ligge, fortæller Nanna Aage Lundsgaard. For hvor nemt er det at bøje den lineære tankegang?

“Der er ikke noget, der er nemt, når der skal ske en menneskelig forandring. Men vi er nødt til at komme i gang og finde ud af, hvordan vi kan samarbejde med kunder om det,” siger hun.

For hende er der ingen tvivl om, at de cirkulære modeller er et konkurrenceparameter for Danfoss på grund af både CO2-reduktion, materialeknaphed og lovgivning.

“Vi vil levere på cirkulær økonomi, inden eller samtidigt med at EU-lovgivningen bliver implementeret, for det her er en del af det at være en værdifuld virksomhed i fremtiden,” siger bæredygtighedsdirektøren.

Mens den cirkulære forretningsmodel for Borg Automotive er hele forretningsgrundlaget, er det stadig uvist, hvor ’økonomi’ kommer ind i cirkulær økonomi for Danfoss, siger Nanna Aage Lundsgaard, der mener, det stadig tangerer lidt religiøst, om man tror på det eller ej.

“Uanset, hvordan man vender og drejer det, er materialer værdifulde, så på den måde er der forretning i det. Men om det bliver i form af indtægt i sig selv eller kommer til at underbygge en omkostningseffektivitet, er vi ikke helt afklaret med endnu,” siger hun.

Forsiden af Børsen Bæredygtig