ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Direktør for ny masteruddannelse: “Vi skal turde stille nogle meget store spørgsmål”

Ledere skal være langt mere modige i deres arbejde med bæredygtighed, vurderer Salla Laasonen. Hun står i spidsen for en ny uddannelse i bæredygtig ledelse på DTU

Salla Laasonen er ekspert i bæredygtighed og står nu i spidsen for et nyt masterprogram på DTU i samarbejde med Lederne. Foto: Simon Fals
Salla Laasonen er ekspert i bæredygtighed og står nu i spidsen for et nyt masterprogram på DTU i samarbejde med Lederne. Foto: Simon Fals Simon Fals

Salla Laasonen er 41 år, og hun er dermed ikke en del af Greta Thunbergs generation og blandt den ungdom, som føler massiv klimasorg og klimaskam.

Alligevel har klimaspørgsmålet og ikke mindst, hvordan man løser det, altid ligget hende på sinde. Som barn af to naturvidenskabeligt uddannede forældre og med bopæl i Lapland havde hun grundlaget for ikke bare at forstå, men direkte se konsekvenserne af klimaforandringerne.

“Det bringer bæredygtighed virkelig højt op i din bevidsthed. Jeg begyndte at beskæftige mig med det, før det blev omtalt som et felt,” siger Salla Laasonen, der i dag bor på Islands Brygge.


Hun er den ene af to programdirektører, der skal udvikle og lede en ny masteruddannelse i bæredygtig ledelse, der bliver udbudt på DTU fra sommeren 2022 i samarbejde med Lederne.

Før det fandtes

Salla Laasonen er uddannet i international business og har tidligere stået bag at opbygge en bæredygtighedsuddannelse i Finland, og for hende er koblingen mellem bæredygtighed og erhvervsliv helt afgørende i at skubbe til den grønne omstilling og andre aspekter af bæredygtighed. Hun har derfor store forventninger til de mellem 25 og 30 studerende, som efter planen er første hold på DTU-programmet.

Virksomhederne er godt i gang med bæredygtighed, men de skal turde udfordre status quo

Salla Lassonen, programdirektør på DTU's uddannelse i bæredygtig ledelse

“Virksomhederne er godt i gang med bæredygtighed, men de skal turde udfordre status quo. Vi skal turde stille nogle meget store spørgsmål – f.eks. om virksomhederne som del af hele verden og ikke en isoleret sektor,” siger hun.

Spørgsmål og svar

Men det giver selvsagt ikke mening at stille spørgsmål uden også at kunne tilbyde nogle svar. Og dem skal den nye uddannelse levere.

“For det første vil vi give de studerende muligheden for at forstå kompleksiteten i bæredygtighed og gøre dem i stand til at vælge mellem de forskellige tilgange, de kan tage til arbejdet. Skal man f.eks. arbejde med et nul-udledningsmål. Vi vil gøre det muligt at indtage og forstå bæredygtighedsjunglen,” siger Salla Laasonen.

Nye forretningsmodeller

Et andet stort punkt handler om at kunne tænke bæredygtighed ind i selve forretningsmodellen.

“Hvordan skal vi organisere os på tværs af sektorer, og hvordan skal vi arbejde globalt for at komme med de bæredygtige løsninger. Udfordringen ville allerede være løst, hvis vi havde de rette forretningsmodeller – dem skal vi finde,” siger den finske forsker.

Endelig er det hendes forventning at kunne klæde de studerende på til at lede bæredygtighed f.eks. gennem valget af finansielle modeller, og hvordan man kommunikerer om den bæredygtige udvikling i en virksomhed.

Forståelsen af bæredygtighed er blevet en kompetence, der er i høj kurs, og flere analyser fra blandt andet Dansk Energi har peget på, at der kommer til at mangle titusindvis af både højtuddannede og faglærte med de rette kompetencer til at løfte den grønne omstilling.

Flere universiteter ud over DTU er i gang med at revidere deres uddannelsesudbud for at sikre, at deres kandidater har, hvad erhvervslivet søger. Blandt andet har RUC lanceret en ny kandidatuddannelse i “bæredygtig omstilling.”