Der er en god grund til, at Fleming Voetman, bæredygtighedschef i Velux, har skrevet under på et brev sammen med 149 andre virksomheder.
“Det her er kritisk for vores forretning. Måske ikke på kort sigt, men længere ud i fremtiden. Og vi arbejder på den lange bane,” siger han.
I løbet af sommeren har EU-kommissionen præsenteret et forslag om, at EU skal reducere sine udledninger med 90 pct. i 2040. Det har mødt modstand fra flere medlemslande, der frygter, at det vil være både dyrt og skade konkurrenceevnen.
Men i dele af europæisk erhvervsliv har tonen været en anden.
Allerede inden Kommissionen præsenterede sit forslag om, at EU skal reducere sine udledninger med 90 pct. i 2040 var 150 virksomheder og investorer gået til tasterne for at skrive et brev til politikerne.
Her opfordrede de dem til at holde fast i planerne om et højt mål.
“Sådan et mål giver os en klar retning for at intensivere indsatsen og investeringerne i overgangen til mere bæredygtige forretningsmodeller og hurtigere reducere vores udledninger. I sidste ende er klimarisiko også en økonomisk og finansiel risiko,” står der i brevet, som blandt andet har Google, Coca-Cola, Rockwool, Vattenfall og den danske vindueskæmpe Velux som afsender.
Drive forandringer
Ifølge Fleming Voetmann er et ambitiøst mål afgørende for at få kunder og leverandører til at bevæge sig hurtigere i deres klimarejse.
“Det er klart, at et 90-procentsmål vil være med til at drive nogle af de forandringer, der ikke kommer af sig selv,” siger han og tilføjer:
“Det er ambitiøst nok til, at folk lige skal op i et lidt andet gear og tænke sig grundigt om.”
For Velux handler det blandt andet om, at vindueskæmpen ser et stort uudnyttet potentiale i energirenoveringer af bygninger, som kan blive realiseret, hvis EU sætter et højt mål.
Det vil skabe en større efterspørgsel efter produkterne fra Velux, forventer Fleming Voetmann.
Velux har desuden et stort arbejde foran sig, når det kommer til udledningerne i selskabets værdikæder. Vindueskæmpen bruger enorme mængder glas, stål og aluminium i sine produkter – alle tre er meget klimatunge produkter.
Ifølge Fleming Voetmann er det netop et højt mål, der skal til, for at få leverandørerne til at omstille sig og føle sig trygge i at satse på nye løsninger.
“Hvis ikke der er sådan et pres, men også en positiv incitamentsstruktur for vores leverandører, så når vi simpelthen ikke i mål,” siger Fleming Voetmann.
Bæredygtighedschefen frygter, at et slækket klimamål i EU i sidste ende vil gøre Velux’ forretning mindre, end den kunne være blevet.
“Så det er både godt, fordi der bliver taget fat på det for klimaets skyld. Men egoistisk set vil det også være godt for vores forretning,” siger han.
FAKTA
Velux’ klimamål
- Virksomheden sigter mod at være CO2- neutral i egen drift (scope 1 og 2) i 2030. Ifølge Velux’ bæredygtighedsrapport fra 2024 er selskabet 49 pct. i mål sammenlignet med baselineåret i 2020.
- I 2030 skal udledningerne i scope 3 halveres sammenlignet med udledningerne i 2020. Indtil videre er det lykkes selskabet at reducere sine udledninger med 21 pct.
- 97 pct. af den elektricitet, Velux bruger i EU, kommer fra vedvarende energikilder, ifølge selskabets bæredygtighedsrapport fra 2024.
- Velux har et mål om at være netzero i 2041, hvilket inkluderer alle udledninger i scope 1, 2 og 3.
Kilde: Velux
Uenighed blandt landene
Forslaget fra Kommissionen kommer på et tidspunkt, hvor Danmark netop har overtaget EU-formandskabet. Det betyder, at det er den danske klima- og energiminister Lars Aagaard (M), der skal sidde for bordenden, når beslutningen om klimamålet træffes.
Ministeren har sagt, at han håber, der kan lande en endelig aftale i september. Men over for Børsen giver han udtryk for, at det kan blive en svær opgave, netop fordi det ikke er alle lande, der er lige begejstrede for at sætte så ambitiøst et mål.
“Ethvert formandskab bliver jo nødt til at spille med de kort, man får. Og vi har fået tildelt en meget, meget kompliceret hånd,” lød det fra Lars Aagaard i juni.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har f.eks. sagt, at han mener, at beslutningen bør blive udskudt til et senere tidspunkt.
Kommissionen har da også forsøgt at bløde lidt op for målet ved at foreslå, at virksomhederne må bruge maks. 3 pct. klimakreditter i deres reduktioner.
Klimakreditter har hidtil været et udskældt værktøj, som virksomheder kan benytte for at nå deres klimamål. Kort fortalt betyder det, at en virksomhed køber en reduktion fra en anden virksomhed.
Fleming Voetmann ser klimakreditter som en absolut sidste udvej, men siger, at det kan blive nødvendigt for Velux for at nå de sidste 3 procentpoint mod nul emissioner i 2030 i værdikæden.
Han håber, at det lykkes politikerne at nå frem til en ambitiøs aftale, når de endelige forhandlinger går i gang.
“EU har historisk være en drivende kraft i internationale klimaforhandlinger. Hvis vi byder ind med nogen mindre ambitiøst, så frygter jeg faktisk, at det kan få en negativ effekt på alle de her FN-processer,” siger han.
