ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Velux halverer klimamål: Teknologisk udvikling er gået for langsomt

Vinduesproducenten Velux kommer ikke til at nå målet om at halvere klimaaftrykket fra sin værdikæde i 2030. Det går ikke hurtigt nok med at sænke udledningen fra bl.a. aluminium og stål, fortæller bæredygtighedschef

De antagelser, vinduesproducenten baserede sine 2030-mål på, har ikke holdt stik, fortæller bæredygtighedschef Wouter de Groot.
De antagelser, vinduesproducenten baserede sine 2030-mål på, har ikke holdt stik, fortæller bæredygtighedschef Wouter de Groot. Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Udviklingen med at producere materialer som aluminium, stål og glas med mindre aftryk på klimaet er gået for langsomt. 

Det får nu vinduesproducenten Velux til at nedjustere virksomhedens 2030-klimamål for de såkaldte scope 3-udledninger – altså CO2-udledninger, der stammer fra selskabets værdikæde. 

Oprindeligt gik Velux efter en reduktion på 50 pct. fra 2020 til 2030, men det mål er nu halveret, fortæller Wouter de Groot, bæredygtighedschef i Velux.

“Da vi satte vores scope 3-mål tilbage i 2020, gjorde vi det med ægte optimisme. Vi havde nogle antagelser om, hvad der ville ske i branchen, og hvad vi selv kunne gøre,” siger han til Børsen. 

Spoler man imidlertid frem til 2026, er vinduesproducenten blevet klogere. Velux har de seneste fem år reduceret udledningerne fra værdikæden med 14 pct. En reduktion, som Wouter de Groot kalder for “gode fremskridt”. 

Vi kan ikke udelukkende købe os ud af det her, vi skal også selv drive forandringen 

Wouter de Groot, bæredygtighedschef, Velux 

Men man har også indset, at nogle af de antagelser, Velux baserede sit 2030-mål på, ikke har holdt stik. Det vil blive for dyrt at nå målet de næste fem år. Og balancen mellem pris og udledninger er vigtig at finde, påpeger Wouter de Groot. 

Velux er langtfra ene om at have udfordringer med værdikæden og med at nå sine klimamål. 

Hos vindmølleproducenten Vestas har man for nylig erkendt, at man ikke kommer til at nå målet om at blive CO2-neutral i selskabets egen drift i 2030, og hos Coloplast har man også måttet nedjustere 2030-målene for både virksomhedens egen drift og i værdikæden. 

Også hos selskaber som Mærsk og Novo Nordisk har udledningerne fra værdikæden drillet og bl.a. været en af årsagerne til, at selskaberne trods ambitiøse klimamål fortsat udleder mere CO2. 

Teknologisk udvikling halter

Hos Velux er der to årsager til, at det er gået for langsomt med at reducere i udledningerne i værdikæden. Først og fremmest er udviklingen af mere bæredygtige materialer, som Velux bruger i produktionen, ikke gået så hurtigt som ventet. 

Kun dele af de materialer, vinduesproducenten i dag indkøber – som bl.a. tæller aluminium, stål og glas – er ifølge Wouter de Groot tilgængelige i versioner med lavere klimaaftryk. Ofte kommer de også med et betydeligt højere prismærke eller er ikke tilgængelige i stor nok skala. 

Samtidig har udviklingen af Velux’ egne produkter med mindre klimaaftryk også taget længere tid. Det er lykkedes med bl.a. et rullegardin, der er produceret med 50 pct. mindre CO2, og skodder i aluminium med 40 pct. mindre CO2 end normalt. Men også her tager udviklingen længere end ventet.

Vi kommer ikke nødvendigvis til at kræve mere fra vores leverandører

Wouter de Groot, bæredygtighedschef, Velux

Flere af Velux’ leverandører har dog allerede lavere CO2-udledninger end branchens gennemsnit, og derfor har selskabet et “godt udgangspunkt,” fortæller Wouter de Groot.

Men der er stadig udfordringer på markedet for glas. Teknisk set er det vanskeligt at producere glas med et lavere klimaaftryk. Det kræver både betydelige investeringer, og de ovne, som glasleverandørerne bruger, skal konverteres. Derfor er der stadig en “ret lang” tidslinje på, at man kan producere glas med et lavere klimaaftryk i stor skala. 

Hvis fremskridtene i arbejdet med jeres værdikæde ikke sker hurtigt nok, kan vi så forvente at se yderligere nedjusteringer i jeres scope 3-mål på længere sigt? 

“Den plan, vi har lagt nu, er en realistisk, men stadig ambitiøs plan. Vi har været lidt for optimistiske engang, trods det var i god tro. Men nu er vi mere realistiske, og vi har bedre kontrol over, hvilke initiativer og hvilke håndtag vi kan dreje på. Vi ved, hvor vi kan finde besparelser i vores forsyningskæde, hvor der er udfordringer, og hvad vi kan gøre med vores egne produkter og logistikken.” 

Justerer fokus

Det nye 2030-mål betyder en justering i Velux’ fokus, påpeger Wouter de Groot. Det handler om Velux’ egne produktioner, og hvordan selskabet kan udvikle dem med et mindre CO2-aftryk. På den måde kan det skabe en “permanent” positiv effekt, mener Wouter de Groot. 

Arbejdet med leverandørerne fortsætter. Men vinduesproducenten kommer til at sætte et større fokus på virksomhedens egne produkter. Hvis Velux kan sætte et produkt på markedet, der har kostet mindre på CO2-kontoen, så kan det skabe en “permanent” positiv effekt, påpeger Wouter de Groot. 

“Vi kan ikke udelukkende købe os ud af det her, vi skal også selv drive forandringen,” siger han. 

Overordnet set udgør værdikæden en generel udfordring for byggesektoren som helhed, fortæller Wouter de Groot. En af de store hurdler drejer sig om efterspørgslen på grønne byggematerialer. 

“Hvis der er efterspørgsel, så vil flere virksomheder også investere i det, fordi de ser kommercielle fordele ved at gøre det. Men det kræver, at alle aktører er med. Den kode har vi som branche ikke helt knækket endnu,” siger han. 

Kommer I til at stille større krav til jeres egne leverandører fremadrettet for at være med til at påvirke den?

“Vi kommer ikke nødvendigvis til at kræve mere fra vores leverandører. Vi arbejder allerede rigtig meget med de partnere, vi har, og ser dem som en stor hjælp på vores rejse mod at skabe en mere bæredygtig forretning. Vi forsøger hele tiden internt at vurdere, hvad der er den bedste vurdering for os, i forhold til hvor vi kan finde de største CO2-besparelser – samtidig med at det skal give mening kommercielt.”  

Forsiden lige nu