Det fungerer nærmest som en sodastream. CO2 og brint fremstillet på vedvarende energi bliver pumpet ind i ståltanken, der er fyldt med vand og en særlig slags mikrobe. Et lille væsen, der ved hjælp af de to gasser udvikler sig til “solein” – smagløst protein, der kan tilsættes i andre fødevarer.
“Det gør vi uden at bruge landareal, uden at forårsage afskovning og uden nogen klimabelastning fra gylle. Det eneste, vi skal bruge, er elektricitet og CO2,” fortæller Pasi Vainikka, der er stifter af virksomheden Solar Foods, som ifølge en analyse fra Helsinki Universitet kun udleder ca. en 500.-del af den CO2, der normalt bruges på at fremstille 1 kg protein fra oksekød.
“Det er meget unormalt. Jeg kan ikke engang huske, om vi historisk har gjort noget lignende
Thomas Hovard, kommerciel direktør, EKF
Udfordringen er, at Solar Food indtil videre kun har forsøgt sig med processen i et testanlæg og mangler at skalere produktionen. Den finske startup er dog ikke alene om at tro på missionen, og Pasi Vainikka har netop lukket en aftale om ca. 15 mio. euro, eller 111,65 mio. kr., til at bygge den første fabrik i industristørrelse.
Omkring halvdelen af finansieringen kommer fra EKF, Danmarks Eksportkredit, der håber, at Solar Foods skalering kan betyde flere ordrer til den danske virksomhed Gea Process Engineering, der leverer udstyr til processen.
For et par år siden ville EKF aldrig have turde lave den slags samarbejde, fortæller Thomas Hovard, der er fondens kommercielle direktør.
“Det er meget unormalt. Jeg kan ikke engang huske, om vi historisk har gjort noget lignende. De har nogle nøgletal, der ville give en relativt dårlig kreditvurdering, og det er svært at vurdere et fremtidigt cashflow,” som han formulerer det.
“Det er på grund af den her bæredygtighedsvinkel, at vi tør påtage os noget ekstra risikovillighed, og fordi vi tror på, at der er en enorm interesse i verden for at bidrage til den grønne omstilling. Så hvis teknologien lykkes, er potentialet kæmpestort.”
EKF har altså i det her tilfælde gjort op med sin ellers konservative finansieringsstruktur. Når fonden giver kredit på op mod 60 mio. kr. til en startup, sker det ikke bare på en mavefornemmelse. Der ligger et langvarigt analysearbejde bag, fortæller Kristin Parello-Plesner, der er esg-direktør i EKF.
“Vi kan ikke rulle det helt tunge skyts ud, når vi skal vurdere en startup, der ikke har drift endnu. Men vi har et hold af mennesker, der meget grundigt undersøger de forskellige bæredygtighedsparametre inden for både klima, socialt ansvar og miljøpåvirkning, når vi går ind i sådan en virksomhed,” siger hun.
I stigende grad bliver det også vigtigt at vurdere, hvorvidt virksomhederne lever op til ny lovgivning, der løbende kommer fra EU og selvstændige.
mio. euro får Solar Foods
i kredit til sin nye fabrik
Bl.a. har EU-taksonomien, der skal fungere som et opslagsværk for grønne investeringer været med til at rykke arbejdet i en endnu mere systematisk retning, lyder det.
“I forhold til Solar Foods har vi ikke mulighed for at vurdere, om de er på linje med taksonomien, for deres branche er ikke inkluderet. Men vi kan stadig tage bestik af, om der er fremlagt dokumentation for deres klimapåvirkning, deres samfundsansvar, og hvordan deres værdikæde f.eks. fungerer,” fortæller Kristin Parello-Plesner.
Pasi Vainikka fra Solar Foods fortæller, at det også er en samlet og dokumenteret forretningsplan, EKF og de andre finansieringspartnere, som det finske modstykke Finnvera, har købt ind på.
“Når fabrikken er færdig i løbet af 2023, regner vi med at kunne producere 100-200 ton protein årligt. Det svarer til indholdet i 4-5 mio. måltider, og det er til konkurrencedygtige priser.”
Gennem dokumentation og analyser har Solar Foods også fået partnerne til at gå med på enkelte tiltag, der gør produktionen dyrere. F.eks. skal der bygges et anlæg til Direct Air Capture, DAC, der suger CO2 ud af den blå luft til produktionen.
“Prisen på CO2 er her ti gange dyrere end at købe det fra markedet, men vi vil skabe et system, hvor vi har mindst mulig transport og kan være mest muligt selvforsynende,” fortæller han.
