Det er ret kompliceret, men idéen er ligetil.
Sådan beskriver Philipp Steinberg fra det tyske erhvervs- og klimaministerium den model, der skal finansiere en infrastruktur til at transportere brint rundt i Tyskland, og som for nyligt blev vedtaget af tyske politikere.
“Idéen er, at det er et 100 pct. privatfinansieret system, og jeg synes, Danmark skulle overveje at gøre det samme. For det er på en måde en meget lavt hængende frugt,” siger afdelingschefen for bl.a. energisikkerhed.
I ni måneder har han arbejdet på at finde frem til den rette model i samarbejde med de private virksomheder, der i Tyskland ejer og driver rørledningerne.
Der skal investeres 147 mia. kr. i infrastrukturen, og modellen går ud på, brugerne skal betale en gennemsnitspris over de næste år frem til 2055. Et loft på udgifterne vil sikre brugerne, for staten garanterer at betale, hvis loftet overskrides. Hvis der viser sig at være underskud i 2055, fordi der ikke har været lige så mange brugere af infrastrukturen, som man forventede, går staten også ind og dækker det eventuelle tab – efter en “selvrisiko” på 24 pct.
Den tyske stathar etableret en amortiseringskonto med 147 mia. kr. (19,8 mia. euro), som infrastrukturen koster, som så afbetales af brugerne gennem en gennemsnitstarif, der bygger på udgiften divideret med forventede antal brugere frem mod 2055. Der vil være et loft på tariffen, hvor staten dækker en evt. merudgift, hvis udgifterne til infrastrukturen ender med at blive meget højere undervejs. Er investeringenikke afbetalt i 2055, går staten ind og dækker underskuddet – efter en selvrisiko på 24 pct.
I Danmark venter producenterne af power-to-x (ptx) på en lignende politisk finansieringsaftale, så der for alvor kan komme gang i et marked, der dækker over energiproduktion, hvor vedvarende energi omdannes til brint, der igen kan indgå i f.eks. fly- eller skibsbrændstoffer.
Tilbage i marts 2022 indgik den daværende regering en ptx-aftale med Folketingets partier om at udvikle og fremme brint og grønne brændstoffer og sigte efter at bygge 4-6 GW elektrolysekapacitet i 2030.
Et af de nye etableringsprojekter, der er langt i processen, er Høst ptx Esbjerg, som er finansieret gennem Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og skal producere grøn brint og ammoniak i Esbjerg.
Projektdirektør i Høst David Dupont-Mouritzen mener, at den tyske model 1:1 matcher de anbefalinger, CIP og 20 andre energiaktører og organisationer sendte til energiministeren i september.
“Den tyske statsgaranti dækker den risiko, der er, ved ikke at kende markedet 25 år ud i fremtiden. Og den fleksible ramme for at opkræve tariffer gør, at de første brugere ikke sidder med en uforholdsmæssig høj tarif, hvilket vil være en stopklods for den grønne omstilling,” siger projektdirektøren, der også arbejder med interessevaretagelse i CIP.
Det vil derfor være David Dupont-Mouritzens forventning, at den tyske model bliver kopieret i Danmark, også i forhold til at komme rettidigt i gang.
“Den eneste forskel er, at tyskerne i store træk genanvender eksisterende gasrør, mens vi skal bygge et fremtidssikret rør, der kan håndtere de nationale planer for udbygning af vind i Nordsøen. Så kan brintrørene flytte energi i takt med, at markedet vokser,” siger han.
I Danmark er det de to statsejede selskaber, Energinet og Evida, der skal stå for infrastrukturen. Energinet har tidligere estimeret, at det vil koste 10-22 mia. kr. at etablere den første del af brintinfrastrukturen, der skal gå gennem Vestjylland ned til Tyskland og på tværs fra Esbjerg til Fredericia.
Hans Henrik Lindboe er partner og analytiker i Ea Energianalyse, og ifølge ham bør staten ikke stille statsgaranti uden en sikkerhed fra aktørerne.
“Når det handler om eksport af brint, er det erhvervspolitik, ikke klimapolitik,” siger han.
“Så staten kan sagtens støtte, men skal også lægge glødende kul på hovedet af de brintproducenter, infrastrukturen kommer til gode,” siger han og peger på, at producenterne – som skal bruge infrastrukturen – f.eks. forpligter sig til at bruge 30, 35 eller 50 pct. af røret. Hvis de ikke opfylder forpligtelsen, betaler de selv for tabet.
“Det er en helt almindelig model, som også blev brugt med succes i forbindelse med investeringer i store naturgasledninger,” siger Hans Henrik Lindboe.
Han mener ikke, en brintinfrastruktur er kritisk infrastruktur som i Tyskland, og derfor kan man ikke sammenligne en finansieringsmodel med eksempelvis Storebæltsbroen, der løb op i 21,4 mia. kr.
Til gengæld kunne han sagtens se for sig, at de tyske virksomheder, der har et enormt behov og er afhængige af brint til omstillingen af sin tunge industri, kunne være klar til at investere i en dansk infrastruktur.
“For dem, der har behovet, må tage risikoen,” siger han.
Den tyske finansieringsmodel er vedtaget af Ministerrådet i Tyskland og skal til marts vedtages i parlamentet. Hvis alt går glat igennem, skal arbejdet med at omstille den tyske gasinfrastruktur begynde i 2024. Den danske finansieringsaftale skal ifølge planen diskuteres i Folketinget inden nytår, selvom der formentligt kun vil nå at ligge et forslag klart.
