ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Trump vil pumpe Venezuelas olie op: Kan få overraskende klimaeffekt

Det kan potentielt være godt nyt for Venezuelas klimaaftryk, hvis store, vestlige olieselskaber rykker ind i landet, lyder det fra en amerikansk ekspert

Da Venezuelas olieproduktion var på sit højeste, producerede landet over 3 mio. tønder råolie om dagen.
Da Venezuelas olieproduktion var på sit højeste, producerede landet over 3 mio. tønder råolie om dagen. Arkivfoto: Federico Parra/AFP/Ritzau Scanpix

En af verdens største og mest beskidte oliereserver ligger og bobler i Venezuelas undergrund, og nu skal langt mere af den hives op af jorden og forgylde USA, hvis det står til Trump-regeringen.

“Vi kommer til at tage en enorm mængde rigdom op af jorden,” lød det fra USA’s præsident, Donald Trump, efter at amerikanske tropper angreb Venezuela og tog landets præsident, Nicolás Maduro, og hans hustru til fange.

Nogle eksperter peger på, at Trump-regeringens nyeste energipolitiske påfund kan få store konsekvenser for klimaet. Men det vil formentlig kun påvirke de globale udledninger marginalt, vurderer Daniel Raimi, der er energianalytiker og forsker ved den amerikanske nonprofittænketank Resources for the Future, over for Børsen.

Faktisk kan der endda ligefrem gemme sig en klimagevinst i Trump-regeringens planer i Venezuela.

Ifølge Daniel Raimi findes den største risiko i det signal, som USA endnu en gang sender til resten af verden om sin klimakurs.

Forbruget stiger ikke én til én

I dag producerer Venezuela omkring 1 mio. tønder råolie om dagen, og ifølge Daniel Raimi er det – lige meget hvad Trump og hans folk siger – usandsynligt, at det tal kommer til at stige synderligt de kommende år.

Ligesom en lang række andre eksperter peger han nemlig på, at det vil kræve massive investeringer at få Venezuelas olieindustri op på at producere bare 2 mio. tønder om dagen.

Det skyldes bl.a., at Venezuelas olie er dyr at udvinde, fordi den er ekstremt tung og svovlholdig og derfor kræver enorme mængder energi at hive op af jorden. Desuden er investeringsklimaet i landet usikkert.

“Det står ikke klart, om olie- og gasselskaber fra USA eller andre steder vil være villige til at foretage den type investering,” siger Daniel Raimi.

Skulle det alligevel ske, er det langtfra sikkert, at den olie, der kommer fra Venezuela, vil være en ekstra tilføjelse til markedet.

“Bare fordi der produceres mere olie, betyder det ikke, at forbruget stiger én til én. Den olie vil formentlig fortrænge produktionen et andet sted,” siger energianalytikeren.

66

internationale samarbejder relateret til klima, energi og miljø trak Trump USA ud af i sidste uge

Kan reducere udslippet

Tværtimod kan det faktisk vise sig at blive positivt for klimaet, hvis Trump-regeringens planer om, at vestlige olieselskaber skal rykke ind i landet, bliver til virkelighed, vurderer Daniel Raimi.

Når olie hives op af jorden, følger den potente naturgas metan som regel med op. Metan er langt mere skadelig for klimaet end CO2, og en stor del bliver i Venezuela i dag enten sluppet direkte ud i atmosfæren eller brændt af.

Økonomi
Trump drømmer om venezuelansk olierigdom – men virkeligheden er dyr og usikker
Venezuelan President Nicolas Maduro's initial appearance to face U.S. federal charges, in Manhattan

Daniel Raimi peger på, at vestlige olieselskaber har strengere krav og langt bedre teknologi til rådighed til at håndtere netop udslippet af metan.

“Hvis avancerede olieselskaber fra USA eller Europa rykker ind i Venezuela og overtager driften, ville man faktisk forvente, at de i betydelig grad reducerer metanudslippet,” siger han.

Forskeren peger dog på, at det stadig er svært at spå om, hvad der helt konkret kommer til at ske i Venezuela, og derfor også svært at give et tydeligt svar på, hvad klimaeffekten præcis bliver.

USA leder ikke an

Ifølge Daniel Raimi er den største udfordring for klimaet ikke olieambitionerne i Venezuela, men derimod Trumps samlede klimapolitik.

“Det er den bredere vifte af tiltag, som administrationen gennemfører,” siger han.

Virksomheder
Ørsted er klar med nyt søgsmål: Har brugt over 60 mia. kr. på USA-projekter
Ørsteds nyudnævnte topchef Rasmus Errboe - Billeder taget i forbindelse med interview i 2022

Trump har længe prædiket for olieindustrien, mens han hårdnakket går efter at stikke en kæp i hjulet på grønne energikilder som f.eks. havvind.

Han har skåret i offentlige midler til klimaforskning og trukket USA ud af flere store internationale klimaaftaler.

Så sent som i sidste uge trak Donald Trump USA ud af 66 internationale samarbejder, der relaterer sig til klima, energi og miljø.

“USA er tydeligvis ikke en leder lige nu, og det kan afskrække andre lande fra at være ambitiøse på klimapolitikken. Det kommer kun til at have en negativ effekt på de internationale klimaindsatser,” siger Daniel Raimi.