ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Topchefer og ministre mødes i Sønderborg: Målet er at spare 30 mio. tønder olie om dagen

Hastigheden af energiforbedringer skal fordobles på verdensplan – bl.a. for at frigøre vesten for russisk fossil energi, opfordrer Det Internationale Energiagentur til topmøde i Sønderborg med Danfoss som medvært

IEA’s direktør Dr. Fatih Birol, energiminister Dan Jørgensen (S) og administrerende direktør for Danfoss Kim Fausing præsenterede IEA’s konklusioner om energieffektivitet på et pressemøde onsdag i Sønderborg. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
IEA’s direktør Dr. Fatih Birol, energiminister Dan Jørgensen (S) og administrerende direktør for Danfoss Kim Fausing præsenterede IEA’s konklusioner om energieffektivitet på et pressemøde onsdag i Sønderborg. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Sluk lyset efter dig, skru ned for radiatoren og tag toppen af hastigheden på motorvejen. Nutidens råd om energieffektivitet vækker mindelser til oliekrisens energispareråd, men tiden er langt fra løbet fra dem.

Potentialet er enormt, konkluderer Det Internationale Energiagentur (IEA), der i dag havde samlet 20 ministre fra hele verden i Sønderborg for at diskutere energieffektivitet. Agenturet sætter på årets møde et mål om at forbedre verdensøkonomiens energieffektivitet med 4 pct. årligt.

Bæredygtig
Klimaminister om energibesparelser: “Vi kommer også til at presse os selv”
20220608-123611-L-2200x1466ma kopier.jpg

“Energieffektivitet er en politisk mulighed, der omgående kan implementeres, og jeg er glad for at se, at der er en voksende forståelse for dens betydning,” sagde Fatih Birol, direktør i IEA, under konferencens åbning.

Tiden har nemlig indhentet den langsomt forbedrede energieffektivitet, der opgøres som det økonomiske udbytte af en enhed energi. For selvom verdens energiforbrug fortsat stiger, sker det i en lavere takt end verdensøkonomiens vækst.

Allerede i dag bliver verdensøkonomien 2 pct. mere effektiv i sit forbrug af energi hvert år, konkluderer IEA. Det er denne takt, der skal fordobles, hvis det står til agenturet.

Det kan i sig selv spare klimaet for 5 mia. ton CO2 i 2030, spare et energiforbrug, der svarer til hele Kinas og sikre økonomiske besparelser i milliardklassen for såvel borgere som virksomheder, konkluderer IEA.

Supplement til vedvarende energi

En enkelt parole, der går igen på topmødet i Sønderborg, er versioner af idéen om, at den billigste energi er den, der er sparet. Særligt er udsigten til et kommende storforbrug på at skabe grønne brændstoffer med til at gøre det nødvendigt at bruge energien så effektivt som muligt, lyder argumentet.

“Vi ser altid på forsyningssiden, men vi skal også se på efterspørgselssiden. Vores hovedargument fra den danske regering er, at energieffektivitet er lige så vigtigt som vedvarende energi. Vi kan ikke klare os uden,” sagde klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) under åbningen af konferencen.

Og her har internationale politikere og embedsfolk et væsentligt ansvar for at bringe effektiviteten højere op.

“Nogle gange tænker vi, som skabere af politikkerne, især på, hvor vi producerer energi og mindre på, hvordan den benyttes,” siger IEA’s chef for energieffektivitet og hovedansvarlig for rapporten Brian Motherway.

Krise presser for energibesparelser

Mødet i Sønderborg er en del af en årlig række møder, der vanligt foregår i IEA’s hjemby Paris. I år har Sønderborg og Danmark tiltrukket arrangementet pga. områdets status på området, anført af Sønderborgs såkaldte Project Zero og Danfoss’ arbejde.

Under sin åbningstale fik Fatih Birol udnævnt byen til den internationale hovedstad for energieffektivitet – til Danfoss-direktør Kim Fausings begejstring.

“Jeg tror, at det allerede før i dag var tydeligt, hvor vigtigt energieffektivitet er, men med IEA’s konklusioner står det nu endnu mere klart, at det har en enorm betydning. Vores rolle i det er at vise nogle af de løsninger, der er klar allerede nu, og som virkelig kan få betydning,” sagde han under åbningen af konferencen.

Her skal politikere og diplomater bl.a. vises rundt hos Danfoss og andre virksomheder i området.

Konferencens emne er særligt relevant set i lyset af energikrisen og målet om uafhængighed af russisk energi, påpeger både Dan Jørgensen og Fatih Birol.

Ifølge IEA’s beregninger vil den øgede energieffektivitet kunne medføre en besparelse på 30 mio. tønder olie dagligt – eller hvad der svarer til fire gange den europæiske import fra Rusland.

Forsiden lige nu