ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Tommy Ahlers overtager kriseramt kæmpe: Slut med at spørge om lov

Den nyslåede Energinet-formand har lagt sine ventureinvesteringer på køl og går i stedet til masterclasses om elnettet. På et fællesmøde denne uge tog han første skridt mod en ny kultur i den offentlige kæmpe

Tommy Ahlers har skruet kraftigt ned for sine investeringer, mens han i en periode bruger op mod 80 pct. af sin tid på formandsposten i Energinet.
Tommy Ahlers har skruet kraftigt ned for sine investeringer, mens han i en periode bruger op mod 80 pct. af sin tid på formandsposten i Energinet. Foto: Jeanna Nathalie Lund

Der bliver ikke løbet mange risici i Energinets hovedkvarter i Erritsø syd for Fredericia. 

Bumpene på parkeringspladsen er aggressive nok til at få taxachaufføren til at klage over sin ryg. I indgangen skal et nordisk kørekort veksles til et adgangskort, og på toilettet advarer skilte mod at åbne dørene for hurtigt.

En obligatorisk sikkerhedsvideo instruerer alle gæster i at holde fast i gelænderet på trapperne, men minder om, at gæster alligevel er forment adgang uden for stueetagen.

Bæredygtig
Forstå de enorme problemer i Energinet
Billedpakke: Elinfrastruktur

I en verden baseret på pålidelighed og sikkerhed har Tommy Ahlers slået sig ned i et mødelokale tæt ved indgangen for at synge en anden sang – én som også organisationens 2700 medarbejdere skal høre fra ham senere samme dag.

“Hvis man har en grundlæggende permission-kultur, hvor man skal spørge om lov til alt, så skaber det ikke voldsom innovation,” siger Ahlers og drager en parallel til teknologiens verden, hvor han selv har begået sig som rådgiver og leder.

“Hvis nogen skulle have spurgt om lov til at lave Airbnb i en eksisterende hotelvirksomhed, så ville risikoafdelingen nok have sagt: ’Ej, helt ærligt, fremmede der bor i din privatbolig, mens du selv er ude at rejse? Det tør vi aldrig tage ansvar for.’ I dag er det en milliardvirksomhed,” konstaterer Tommy Ahlers.

Den tidligere iværksætter, investor og minister overtog posten som formand for det statslige selskab den 15. august efter Mogens Lykketoft tidligere på året meldte, at han ikke fortsætter på posten. 

Todelt krise

Beskeden fra den forrige formand falder sammen med Energinets største krise til dato, hvor udbygningen af elnettet har haltet efter selskabets egne planer. 

Senest har det betydet sønderlemmende kritik fra statsrevisorerne og at Energinet selv har måttet sætte alle godkendelser af nye tilslutninger på pause frem til efteråret.

Det betyder uvis ventetid for virksomheder, der har investeret i ny, elektrisk produktion og for energiudviklere, der vil investere i f.eks. solcelleparker.

Den nyslåede formand er ikke sen til at kalde situationen en krise.

“De konkrete opgaver, som vi har som selskab, som derfor også rammer mig som bestyrelsesformand, det er at sikre, at vi kommer ud af den krise, vi er i lige nu,” siger Tommy Ahlers.

Han peger på, at krisen er todelt. Dels venter virksomheder på tilslutninger og har brug for svar.

“Der er en masse kunder derude, som ikke aner, om de kan komme på, og hvornår de kan komme på. Det skal der skabes klarhed omkring,” siger han.

“Det er den ene meget store og vigtige opgave, der kan genskabe tillid i markedet,” vurderer han.

Dernæst er det udbygningen af elnettet, der skal fokuseres på, påpeger han.

Årsagerne til krisen vil den nye formand ikke komme med sin analyse af, men 11 dage efter hans udnævnelse fyrede han den daværende adm. direktør Thomas Egebo og begyndte at tale om den nye kultur i selskabet.

Bæredygtig
Tommy Ahlers leder efter Energinet-direktør, der “tager hele ansvaret”
Connie Hedegaard og Tommy Ahlers

For nok er Tommy Ahlers iklædt ministerens ulastelige jakkesæt, men han har også bænket sig foran iværksætterens slidte Macbook med et krøllet startup-klistermærke på bagsiden. Både jakkesættet og Macbooken lader han til at være den eneste, der har medbragt til Erritsø.

Kontrasten er tydelig mellem Tommy Ahlers og det statslige monopol, der skal sikre, at der altid er strøm i kontakten – og en startup-kultur kan ikke overtage hele driften. Det erkender han. 

“Når jeg kommer med min startup-tankegang, så har den selvfølgelig en begrænset rækkevidde, fordi der er nogle områder, hvor vi ikke skal løbe nogen som helst risiko,” siger han og peger på elnettets kontrolrum som det tydeligste eksempel.

Skal åbne for ny teknologi

Andre steder i organisationen er spændingsfeltet mellem den forsigtige konservatisme og den hurtige iværksætterånd netop den rette tilgang, mener han.

Ahlers fællesmøde
Tommy Ahlers talte for første gang til alle Energinets 2700 ansatte onsdag fra hovedkvarteret ved Fredericia. Han lover, at kulturændringen i selskabet vil komme fra toppen. PR-Foto: Kristoffer Hauervig Daugaard/Energinet

“Jeg vil gerne have, at vi som organisation tager ansvaret 100 pct. på os. At de enkelte medarbejdere tager ansvaret for, at vi har nogle leverancer, der er vendt ud mod kunderne,” siger han.

Han fremhæver, at alle teknologier og idéer, som han har bragt til bordet, er blevet mødt af medarbejdere, der kender til dem og er åbne for dem.

“Jeg tror, de godt kunne tænke sig at blive sat lidt mere fri og få lov til at sige, ‘det må I godt’,” konstaterer han.

Her tænker den nye formand blandt andet på nogle af de nye teknologier, der beder om adgang til elnettet i disse år. Han fremhæver dem som en væsentlig del af løsningen på elnettets krise – og som et af de områder, han selv har holdt møder om i august.

Jeg kommer ikke til at skrive en eneste side i en strategi, men jeg kommer til at have rigtig meget input til den

Tommy Ahlers, Formand, Energinet

“Det er for at forstå, hvad det er for nogle behov, de har for at kunne lykkes i forhold til, at de gerne vil have en tilslutning eller hvilke løsninger, de har, som de mener kan hjælpe Energinet,” siger han.

En del af teknologierne har imidlertid været kendt i årevis – eksempelvis batterier. Tommy Ahlers efterlyste den forgangne uge “handlekraft” i Energinet og at organisationen kom tættere på markedet i forlængelse af, at han fyrede den administrerende direktør. 

“At være tæt på markedet handler også om at se, hvad der sker og hvad der vil ramme dig i fremtiden,” siger han og peger på, at man i så fald kunne have forberedt sig bedre på de teknologier, der er blevet modnet gennem de seneste år.

Hvordan sikrer du dig, at en organisation, der ikke kunne det sidste gang, kan det næste gang?

“Som formand sender jeg det signal til organisationen, at det skal vi kunne,” svarer Tommy Ahlers og tilføjer, at det “også kommer fra den direktion, vi udpeger.”

Bæredygtig
Energinet er brændt inde med 5,4 mia. på tre år
asd

Udover en galopperende krise i elnettet har Tommy Ahlers overtaget ansvaret for en organisation med 2700 medarbejdere og et årligt investeringsbudget på milliarder. 

Afviser privatisering

Samtidig er den blevet en politisk varm kartoffel, efter at Lars Aagaard i sin tid som minister var i flere samråd om elnettets mangler, og Folketinget senest har måttet lancere en akutplan for at prioritere i elnettets kø og ønsket sig større indsigt i status for elnettet.

Samtidig har branchen ønsket sig større ansvar for udrulning af elnettet. Adm. direktør Kristian Jensen fra brancheorganisationen Green Power Denmark har blandt andet foreslået, at elnetselskaberne – organisationens medlemmer – overtager ansvar for en større del af elnettet end de har under deres vinger i dag.

Som politiker har Tommy Ahlers talt for en liberalisering af en anden del af den offentlige forsyning – affaldsselskaberne. Men ejerforholdene i Energinet vil han ikke blande sig i.

“Jeg er sikker på, at det vi gerne vil, sagtens lader sig gøre med den konstruktion, der er nu. Ellers havde jeg ikke sagt ja,” slår han fast.

Han peger samtidig på, at sikkerhedssituationen netop nu stiller nye krav til virksomheden, som ikke lægger op til en privatisering.

“Dette her er kritisk infrastruktur. Og i den situation, vi er i nu, kan jeg ikke forestille mig, at man laver det om,” siger han.

Modstå fristelsen

Han har til gengæld et andet ønske til Folketingets partier, som netop i disse uger vedtager akutplanen for området og som derefter skal forhandle om de næste initiativer, der skal sikre elforsyningen.

Tommy Ahlers
Tommy Ahlers har i disse uger møder med samarbejdspartnere, medarbejdere og andre interessenter i Energinet, men der vil være en skarp linje mellem driften og bestyrelseslokalet, lover han. Foto: Jeanna Nathalie Lund

“Selv om vi nu står i en krise, hvor nogen nok med rette kan være skuffede over Energinet, så er det vigtigt, at man modstår fristelsen for at regulere os endnu skarpere – endnu mere tilsyn, endnu flere rapporter ind til Folketinget,” siger han og efterlyser i stedet “grundlæggende rammer,” som organisationen kan eksekvere inden for.

Tommy Ahlers lægger ikke skjul på, at hans viden om elnettet har haft brug for en opfriskning selv om han har brugt de seneste år som investor inden for klimateknologier, som har givet ham forståelse for eksempelvis power-to-x, som er blandt de teknologier, der netop nu ønsker sig enorme mængder el fra nettet.

En intensiv opstart som bestyrelsesformand har betydet, at Tommy Ahlers har skruet ned for aktiviteterne i sin egen venturefond Look Up Ventures og i Giant Ventures, som han de seneste to år har investeret for sammen med Ganni-stifter Nicolaj Reffstrup.

Derudover er han bestyrelsesformand for det københavnske metroselskab og for den grønne tænketank Concito – to poster, der modsat investeringerne ikke kan sættes på vågeblus, påpeger han.

Tommy Ahlers vurderer, at Energinet netop nu tager omkring 80 pct. af hans tid. Meget af arbejdet betegner han som “masterclasses,” hvor han skal lære de mange tekniske områder i Energinet at kende.

“Det fylder rigtig meget, men det er også fordi det er utroligt intenst lige nu. Hvis jeg hurtigt skal være med til at sætte retningen som bestyrelsesformand, så skal jeg også investere en masse tid for at lære, hvad dette her handler om – mødes med kunder derude, mødes med samarbejdspartnere,” siger han.

Du er allerede i gang med at mødes med kunder og samarbejdspartnere. Hvor stor skal afstanden fra bestyrelseslokalet til resten af organisationen være i dine øjne?

“Det kan jo godt lyde som om, at jeg skal ned og drive virksomheden, når jeg taler på denne her måde, men jeg skal ned og forstå virksomheden for at være med på det strategiske niveau og sætte retningen,” understreger han og fortsætter:

“I min bog er den linje meget, meget tydelig. Det er ikke mig, der driver virksomheden. Det er direktionen. Jeg kommer ikke til at skrive en eneste side i en strategi, men jeg kommer til at have rigtig meget input til den.”