Energistyrelsen har torsdag godkendt, at der kan lagres CO2 på Nini West-feltet, der ligger omkring 240 kilometer nordvest for Esbjerg.
Dermed har styrelsen sagt god for det første CO2-lager i Danmark, skriver Energistyrelsen i en meddelelse.
Det er rettighedshaverne bag projektet Greensand Future, Ineos E&P, Harbour Energy og Nordsøfonden, der har fået godkendelse til at lagre CO2-en.
Tilladelsen fra Energistyrelsen betyder, at der kan lagres op til 2,4 millioner ton CO2 i en periode på 30 år.
“Det er en markant milepæl, at vi nu får det første CO2-lager herhjemme. Lagre er en helt afgørende del af værdikæden for CO2-fangst og lagring”.
“Vi gavner først klimaet, når CO2'en er lagret og væk fra atmosfæren,” siger vicedirektør i Energistyrelsen Peter Christian Baggesgaard Hansen i meddelelsen.
/Ritzau/
