Da ægteparret Ulrich Kern-Hansen og Fie Graugaard stiftede Hanegal, var det for at lave økologiske madvarer baseret på et godt dyreliv og uden kemi. Nu er ægteparret på en ny mission.
Allerede i regi af Hanegal eksperimenterede de med bl.a. plantepostej lavet af linser og bønner og sidenhen teksturerede ærter, som den fremtidige vision bygger på. I dag er Hanegal fuldstændig solgt fra og pengene investeret i virksomheden Organic Plant Protein med en fabrik i Hedensted, der producerer planteprotein af bl.a. ærter.
“Der er ikke plads til en stor animalsk produktion, især ikke gris og kyllinger. Det er den erkendelse, vi har i dag med de mål, vi skal nå med klimadagsordenen,” siger Ulrich Kern-Hansen om det endegyldige skifte fra at opdrætte og slagte økologiske grise til at investere op mod 50 mio. kr. i at udvikle og producere planteproteiner.
En temadag i Kolding, som Teknologisk Institut stod bag, var skelsættende for Ulrich Kern-Hansen. Her oplevede han for første gang de nye ingredienser, som kan erstatte kødet.
Det var dog kun på forsøgsbasis, og det var ærgerligt, noterede han i den efterfølgende snak med institutleder Per Lang Sørensen, der i dag er udviklingschef for Plant Organic Protein og har stået for at opbygge fabrikken i Hedensted.
I dag har fabrikken to proceslinjer, og med en tredje er der kapacitet til at producere tæt på 5000 ton, hvilket svarer til 320.000 slagtesvin, fortæller Ulrich Kern-Hansen.
Et andet og afgørende element er aftrykket på klimaet, som fortalere for et skifte til mere plantebaserede fødevarer henviser til. Et kilo hakket oksekød udleder ca. 30 kg CO2, mens et kilo fra Plant Organic Protein ifølge en livscyklusanalyse ligger på 0,93 kg.
Ulrich Kern-Hansen og Fie Graugaardstiftede for 25 år siden fødevarevirksomheden Hanegal. De opdrættede og slagtede økologiske grise på deres gård øst for Silkeborg og udviklede sidenhen produkter uden kød som plantepostej af linser og bønner. I 2019 stiftedeægteparret virksomheden Organic Plant Protein for at dedikere sig til udviklingen af økologiske planteproteiner baseret på ærter og hestebønner og åbnede i begyndelsen af 2020 en fabrik på 2400 kvm. I øjeblikketproducerer Organic Plant Protein planteproteiner i størrelserne chunks, bites, flakes, mince og granulat. Går efter at eksporteretil hele verden og især England, Tyskland og Holland, som er længere fremme på bl.a. salg.
Corona har dog sat en stopper for udnyttelsen af kapaciteten, hvor kun 10 pct. er i spil. Men det stopper ikke ambitionerne.
Flere sælgere, målrettet industrien, er på vej, og lykkes det at få hul på store producenter som Tyson Foods, Beyond Meet og Impossible Foods, er der “kæmpe mængder i spil.”
“Vi har 2,6 hektar land, så der er plads til en fabrik mere. Der vil blive brug for langt større kapacitet, så vi har tegningerne klar i skuffen, når behovet kommer. Det er den vej, verden udvikler sig, og der er ingen tvivl om, at vi får rigeligt brug for kapacitet,” siger han og vurderer, at det er en investering på op mod 80 mio. kr.
“Om vi kan nå hele vejen ved egen kraft, ved vi ikke endnu. Corona har været en sort kat på vejen.”
