“Jeg ved, at vi har en eksistensberettigelse de næste seks måneder. Derefter nok ikke.”
Sådan lyder det fra den 23-årige iværksætter Rasmus Raundahl, som er medgrundlægger af startupvirksomheden Smart CSRD, der tilbyder et digitalt værktøj til bæredygtighedsrapportering af bl.a. EU’s CSRD-krav.
Efter at have været vedtaget ved lov siden 2021 kunne EU-Kommissionen for to uger siden løfte sløret for, at de såkaldte CSRD-krav skal laves om.
Kravene, der bl.a. sætter regler og rammer for virksomheders bæredygtighedsrapportering, og som er blevet beskyldt for at være både komplekse, ressourcekrævende og bureaukratiske, skal gøres simplere. Men 80 pct. af de virksomheder, som havde i udsigt at begynde rapporteringen om nogle år, skal ikke gøre det alligevel, lyder det i Kommissionens udspil.
For Smart CSRD betyder udspillet, at forretningspotentialet har ændret sig markant, og derfor tvivler Rasmus Raundahl på, hvor længe virksomheden kan vare ved.
“Vi forventer helt sikkert et fald i efterspørgslen på de her løsninger,” siger Rasmus Raundahl.
Hvis langt færre virksomheder skal rapportere på CSRD-kravene, vil der formentlig og så være færre, som har brug for SmartCSRD’s produkt, begrunder han.
“Vi kommer nok til at skulle se, om der stadig er virksomheder, der ønsker at bruge vores produkt. Hvis ikke der er det, så må vi finde noget andet at lave,” siger han.
Smart CSRD er blot én ud af en lang række virksomheder, der i kølvandet på EU’s lancering af CSRD så et forretningspotentiale.
Omdiskuterede rapporteringskrav
CSRD-direktivet blev vedtaget i EU-Kommissionen for knap tre år siden, og der var lagt op til, at 2200 danske virksomheder ville blive omfattet af nye rapporteringskrav fra regnskabsåret 2025.
De seneste måneder har der dog lydt kras kritik af kravene fra både virksomheder og regeringsledere.
Og den 26. februar præsenterede Kommissionen et forslag til en såkaldt omnibuspakke i EU, som skal styrke virksomhedernes konkurrenceevne – ved bl.a. at lempe på de udskældte rapporteringskrav.
Mens lempelsen har vakt begejstring for store dele af erhvervslivet, der ellers stod til at påbegynde rapportering, har den skabt anderledes bekymring for den underskov af virksomheder, der blomstrede op i lyset af i lanceringen af CSRD.
Da jeg først så nyheden, var det en følelse af, at tæppet blev revet væk under os
Thomas Hagen Holten, direktør, Rambøll Management Consulting
De seneste år har Børsen kunnet berette om virksomheder, der – ligesom Smart CSRD – så et forretningspotentiale i EU’s bæredygtighedskrav ved at tilbyde digitale værktøjer, som skulle assistere virksomheder i rapporteringsarbejdet.
Og for blot et par uger siden landede en pressemeddelelse fra netop sådan en type virksomhed.
SAP Concur, der tilbyder rejse- og udgiftsstyringssoftware, havde netop lanceret et nyt værktøj, hvor virksomheder kunne udregne deres klimaaftryk i forbindelse med rejser.
I meddelelsen fremgik det hertil, at netop på grund af CSRD havde SAP Concur nu lanceret den nye teknologi i samarbejde med Thrust Carbon for at hjælpe virksomheder med at afrapportere CO2-data i deres regnskaber.
Selvom CSRD-kravene siden er blevet lempet, lyder det fra Rasmus Smedberg, der er nordisk direktør for SAP Concur Solution Advisors, at der stadig er brug det nye værktøj.
“Bæredygtighed er kommet for at blive, og vi tror ikke, det er noget, der bare forsvinder, fordi der bliver lempet på krav i EU. Med det in mente vil virksomheder altid have et ønske om at måle deres udledninger og forstå, hvordan de kan forbedre dem,” siger han.
Dog lyder det også, at EU’s lempelser kan ende med at få betydning for SAP Concurs produkter.
“Ændringer som det her kan påvirke vores produkter og betyde, at vi må lave nogle justeringer for at tilpasse det de nye regler. Det gør vores tekniske team ved at opdatere den software, der udgør kernen af vores løsning,” siger Rasmus Smedberg.
Stadig behov for rapportering
Når EU nu vil lempe CSRD-kravene, betyder det dog ikke, at virksomheder vil stoppe med at rapportere på bæredygtighedstiltag.
De virksomheder, som ikke længere er omfattet, vil forsat møde krav om rapportering fra investorer, bestyrelser og forretningspartnere, lyder det fra Andreas Rasche, der er professor på CBS og forsker i virksomheders bæredygtighedsansvar.
“Jeg tror ikke, at alle virksomheder lige pludselig vil stoppe med at rapportere. Virksomheder oplever et pres på bæredygtighedsfronten fra flere sider end blot den lovgivningsmæssige,” siger han.
FAKTA
Lempelse af rapporteringskrav
- Den 26. februar præsenterede EU-Kommissionen den længe ventede omnibuspakke, der skal lempe på rapporteringskrav, som tusindvis af virksomheder ellers har været underlagt i form af den såkaldte CSRD.
- 80 pct. af virksomhederne, der er underlagt kravene, bliver fritaget fra at skulle rapportere. Fremover vil det nemlig kun være virksomheder, der har over 1000 ansatte og en omsætning på mere end 50 mio. euro eller en balancesum på 25 mio. euro, som er omfattet af lovgivningen.
- Derudover vil de virksomheder, som endnu ikke er begyndt at rapportere endnu, men som skal aflægge rapportering i 2026 og 2027, få udskudt kravet med to år.
Han forudser, at markedet for rapporteringsværktøjer vil blive mærket, men at virksomheder forsat vil efterspørge it-løsningerne.
“Når 80 pct. af virksomhederne tages ud af ligningen, har det en konsekvens for det marked. Men investorerne har stadig brug for den data, der følger med rapporteringerne.”
Den opfattelse bliver delt hos Rambøll, som ligeledes tilbyder virksomheder hjælp med bæredygtighedsrapportering. De har lanceret deres eget rapporteringsværktøj, CSRD Navigator, der er målrettet små, mellemstore og store virksomheder.
I udgangen af sidste år blev værktøjet benyttet af 70 virksomheder.
“Når vi taler med de kunder, vi allerede har inde, så er der stadig en opfattelse af, at det er relevant at beskrive sit arbejde med bæredygtighed. Det er det for investorerne, for bestyrelsen og banken,” lyder det fra Thomas Hagen Holten, direktør i Rambøll Management Consulting.
Der følger dog stadig en uvished med den lempelse af CSRD-kravene, EU-Kommissionen nu lægger op til.
“Da jeg først så nyheden, var det en følelse af, at tæppet blev revet væk under os. Jeg var godt nok lidt negativ de første dage, men nu går det bedre,” siger Thomas Hagen Holten og fortsætter:
“Vi havde en række virksomheder, der var på nippet til at skrive under. Nu vil nogle af dem se tiden an og finde ud af, hvor det hele lander.”
Konkurrencekraft og forretning først
En anden af de virksomheder, der har lukreret på virksomheders bæredygtighedsrapportering, er virksomheden Valified.
Ad flere omgange er det i Børsens spalter blevet beskrevet, hvordan virksomheden har udviklet digitale løsninger, som kunne hjælpe alt fra virksomheder i smv-segmentet til store banker med at få styr på esg-rapporteringen.
Men selvom EU har lempet på kravene til rapportering – og helt droppet dem for mindre virksomheder – mener direktør Jesper Kring, at der stadig er et forretningspotentiale. Han hilser den nye EU-udmelding velkommen.
“Det er godt, at vi er kommet tilbage på det spor i den bæredygtige omstilling, hvor det handler om forretning, konkurrencekraft og innovation. Frem for at det hele går op i compliance,” siger han.
Valified tilbyder hjælp med esg-rapportering, og det har en fordel, lyder det. Hvor CSRD handler om at opfylde lovgivningsmæssige krav, ligger en forretnings- og konkurrencemæssig motivation i esg-rapportering.
“De fleste større virksomheder efterspørger, at underleverandører og kunder har orden i penalhusene i forhold til esg. Det gør, at vi i dag oplever et enormt stort in-flow af virksomheder, der gerne vil bruge vores platform,” siger han.
Ærgerligt, men rigtigt
Tilbage hos startupvirksomheden Smart CSRD er det en blandet følelse, Rasmus Raundahl sidder tilbage med. Fremtiden synes uvis for den virksomhed, han har bygget op, men den nye EU-udmelding er den rigtige, lyder det.
Indtil videre har Smart CSRD hjulpet 23 virksomheder, og de fleste af dem havde i forvejen godt gang i bæredygtighedstiltag.
“De fleste virksomheder har i forvejen en god forståelse for, hvad de kan gøre i forhold til esg for at styrke deres kundeforhold og styrke deres forretning. Det behøver ikke at være noget, EU lægger ned over hovedet på virksomhederne,” siger Rasmus Raundahl.
Og selvom det kan betyde et endeligt for virksomheden, er det positivt med en lempelse af CSRD-kravene.
“Jeg har jo brugt noget tid på at bygge den her virksomhed op, og nu ved vi ikke, om vi er her om et halvt år,” siger han.
“Og hvis det her betyder, at jeg ikke længere har min virksomhed, så skal jeg nok finde på noget andet at lave. Det tager jeg ikke så tungt.”
