BØRSEN BÆREDYGTIG
Bæredygtig
Sønderjyllands store økomejeri ruster sig til fremtiden: “Økologiens vækstrater i animalsk produktion vil ikke være så markante som tidligere”
Tak, fordi du læser med

Denne artikel kræver normalt abonnement, men er gratis for dig, fordi Danske Bank har finansieret adgang til Børsen Bæredygtig for alle i dansk erhvervsliv.

Danske Bank har ikke haft indflydelse på selve artiklen.

Læs mere om Danske Banks involvering.

Naturmælk, der producerer 25 pct. af Danmarks økologiske mælk, er forandringsvillige, for fremtiden byder ikke på samme markante vækstrater som tidligere, lyder det

Sønderjylland har igennem mange år været en del af det meget lidt flatterende begreb “udkantsdanmark”, men inden for økologisk fødevareproduktion står landsdelen stærkt.

Det gælder bl.a. andelsmejeriet Naturmælk, der producerer i Tinglev nær den tyske grænse, men i dag får mælk fra et opland, der strækker sig et godt stykke op i Midtjylland og til Fyn.

Fremadrettet vil jeg kalde vores virksomhed en fødevarevirksomhed Leif Friis Jørgensen, adm. direktør, Naturmælk

Der er sågar en sjællandsk afdeling under Øllingegaard-navnet, der producerer i Skævinge i Nordsjælland. Men den helt overvejende vægt ligger stadig i Sønderjylland.

Naturmælk producerer omkring 25 pct. af Danmarks økomælk og har fat i meget store mælkeproducenter, og det er mælkebønderne, der har sikret Tønder Kommune rollen som landets største økologiske kommune målt på areal: 18 pct. af landbrugsarealet i kommunen er i dag økologisk.

Det går godt hos det landmandsejede andelsselskab, der i regnskabsåret 2019/2020 havde en omsætning på 389 mio. kr., og Naturmælk er strategisk i fuld gang med at bygge oven på økologiens basis.

Det sker bl.a. via den såkaldte Mælkebevægelse, der er stiftet af Naturmælk. Den går ud på yderligere forbedringer af økologien i mælkeproduktionen inden for dyrevelfærd, biodiversitet og klima.

Kan give ændret strategi

Der er villighed til forandring hos det sønderjyske økomejeri, så det kan blive ved med at gå godt – og det kan ende med en markant ændret strategi for bønder og mejeri.

“Animalske fødevarer vil ikke være stigende, som vi hidtil har set. Der bliver et større behov for plantebaserede fødevarer. Økologiens vækstrater i animalsk produktion vil derfor ikke være så markante som tidligere,” vurderer Leif Friis Jørgensen, der er adm. direktør i Naturmælk.

“Fremadrettet vil jeg kalde vores virksomhed en fødevarevirksomhed og ikke et mejeri i sin oprindelige form. Det kan betyde, at vi vil bede vores landmænd om ikke at være primært mælkeproducenter, og at nogle af deres afgrøder ikke skal ende i en komave, men ende som menneskeføde – f.eks. i form af proteiner,” fortsætter han.

Dermed er Naturmælk med til at positionere sig til det ømtålelige emne, at kød er ekstremt ressourcekrævende at producere i forhold til CO2-udledning, og at plantebaseret mad harmonerer langt bedre med hele bæredygtighedsagendaen.

Økologien er med andre ord under konstant forandring fra udgangspunktet, der startede blandt sønderjyske landmænd tilbage i 1980’erne.

Starten var ikke nem, da grossistleddet ikke havde den store forståelse for nødvendigheden af økologi, men det var ikke nogen tilfældighed, at netop Sønderjylland var med helt fremme.

“Vi er i grænselandet, og det var de tysksindede leverandører, der fik de sidste strømninger sydfra. Det var dem, der startede netværket omkring Naturmælk. Økologi var meget udbredt syd for grænsen – vi ligger kun ti km fra grænsen,” siger Nelly Frees Riggelsen, der er salgs- og marketingdirektør.

Leif Friis Jørgensen supplerer:

“Den første økologiske mælk, der blev tappet i 1988, blev benævnt biodynamisk efter Rudolf Steiners principper.”

I dag er det tyske mindretals mælkebønder ikke længere toneangivende i kredsen af leverandører, der tæller 46 andelshavere, der får varerne afsat via bl.a. Salling-kæden, Lidl, Nemlig, Menu, Spar, Løvbjerg og flere cateringfirmaer.

Ifølge Økologisk Landsforenings markedschef Henrik Hindborg er økologien i Sønderjylland og resten af Danmark grundlagt med base i mælkeproduktion.

Det adskiller sig fra det normale uden for Danmarks grænser, hvor det typisk er økologiske grøntsager, der fører an.

“Jeg forventer vækst i den sønderjyske økologi i de kommende år – se f.eks. Svend Brodersen på Gram Slot. Her er betydelig vækst hvert eneste år, og sådan er det også gået med Naturmælk,” lyder det fra Henrik Hindborg.

Blandt de sønderjyske økovirksomheder er f.eks. Loff Landbrug som er specialist i produktion af spelt og glutenfri havre. En anden fremtrædende landmand er Andreas Lassen, der er landets største på solbær. Desuden er brands som Hanegal, Skærtoft Mølle og Sønderjysk Kål godt med på leverandørsiden.

Forsiden af Børsen Bæredygtig