Produktionen af sol- og vindenergi på land skal ifølge regeringen firedobles inden 2030. Det skalifølge et nyt udspil fra regeringenske gennem energiparker, der i alt vil fylde 56.600 hektar – et område lidt mindre end Bornholm.
Men netop anvendelsen af areal er et springende punkt for den grønne omstilling, fordi vi både skal tage hensyn til klima, biodiversitet, trivsel, fødevareproduktion og meget andet, når vi indretter fremtidens Danmark.
Tage Duer, der er projektleder i tænketanken Concito og medforfatter til en rapport om Danmarks arealanvendelse, ser energiparkerne som en væsentlig vej til grøn omstilling, fordi det er en hurtig måde at få mere vedvarende energi.
Men i modsætning til statsminister Mette Frederiksen, der i sin åbningstale i Folketinget sagde, at naturen må vige for klimaplanerne, mener Tage Duer, at biodiversitet f.eks. er en bunden opgave, der bør tænkes ind i energiprojekterne.
“Kommunerne bør få nogle rammer for, hvor meget natur der skal være i hver kommune
Tage Duer,projektleder, Concito
“Kommunerne bør få nogle rammer for, hvor meget natur der skal være i hver kommune,” siger han og opfordrer til, at ‘toppen af centraladministrationen’ får udarbejdet en fælles arealstrategi.
“Det er ikke i sig selv et problem at kombinere klimahensyn med andre formål. Hvis man stiller solceller op på en helt almindelig mark, har du f.eks. gode muligheder for at lave bedre biodiversitet,” siger han.
Concito anbefaler i sin rapport fra foråret, at arealanvendelse skal være miljø- og klimamæssig bæredygtig og understøtte samfundsøkonomien og menneskelig trivsel på samme tid. Derfor skylder politikerne eftertiden at maksimere den lokale opbakning med de tiltag, der bliver gjort nu, mener Tage Duer.
“Hvis man laver en masse barmarksanlæg uden æstetik og uden at tage højde for følelser osv., har man lagt gift ud for eftertiden. Arealerne i udspillet er kun en del af vejen, så folk skal jo med på hele rejsen,” siger han.
Netop den folkelige opbakning til grønne teknologier undersøgte DTU i en rundspørge blandt 1589 respondenter tidligere i år.
Den viste, at danskerne var mest positivt stemt over for solceller på industritage, mens solceller på land rangerede nede på en ottendeplads ud af 13.
“På den måde stemmer regeringens planer om en firedobling af solpaneler på land ikke overens med danskernes ønsker,” siger professor på DTU Management Jacob Ladenburg.
“Men der er løsninger, der testes rundt omkring. F.eks. solceller langs motorvejene, ligesom vi kunne overveje at placere solceller på parkeringspladser,” siger han og peger samtidigt på, at der i regeringen ikke har er fokus på en fair fordeling af profit i sit udspil.
“Med store løsninger risikerer man, at det kun er enkelte energiselskaber (og landmænd), der får del i gevinsten. Hvis solcellerne sidder på tagflader, er der langt flere, der kan tjene penge på udbygning med solenergi,” siger han.
“Hvis det blev lettere, behøvede vi ikke at tilplante landarealer med solceller, men evt. bruge arealet til at sikre mere biodiversitet,” siger Jacob Ladenburg.
