Planen var klar, da Solarlab hentede et millionlån sidste år.
Pengene skulle bruges på at rykke produktionen hjem til Danmark.
“Der er så mange gode grunde til at gøre det,” starter Anders Smith, der er adm. direktør og medejer af Solarlab – en dansk virksomhed, der designer og producerer solcellefacader til bygninger.
FAKTA
Børsen Bæredygtig Cases
Børsen har siden 2022 udvalgt 190 projekter, som kan inspirere resten af erhvervslivet i den grønne omstilling.
Projekterne er indsendt af virksomhederne og udvalgt af Børsen Bæredygtigs redaktion med faglig sparring af et advisory board af erhvervsprofiler med viden og erfaring inden for erhvervslivets grønne omstilling.
Se årets 50 cases på borsen.dk/cases
Han remser op: Større fleksibilitet, lavere CO2-aftryk, kontrol over arbejdsforholdene.
“Det kan vi ikke holde styr på, hvis vores produktion ligger et eller andet sjovt sted i verden bare fordi, det er billigt,” siger Anders Smith.
Solarlab er langt fra alene om at genoverveje, hvor og hvordan produktionen skal foregå. Dagsordenen om bæredygtighedsrapportering i EU (CSRD) har stillet krav til, at virksomheder skal gentænke deres værdikæder for at opnå bedre gennemsigtighed i forhold til klima, miljø og arbejdsforhold.
I dag foregår Solarlabs produktion af solcellepaneler til facadeløsninger i Kroatien. Det er den del, der nu rykkes til en tidligere Danfoss-fabrik i Viby J nær Aarhus, som selskabet har opkøbt.
Det er dog hverken en billig eller nem opgave for Solarlab at forlade Kroatien.
“Det er ret omkostningstungt, fordi det er meget specialiserede maskiner, vi skal have. Hvis du laver et traditionelt solpanel, så kan du købe en maskine fra Kina. Men hos os er hvert panel forskelligt, og det gør det langt mere kompliceret,” siger Anders Smith med henvisning til at selskabets facadebeklædninger er forskellige alt efter, hvilken bygning de skal sidde på.
I alt koster det Solarlab 20 mio. kr., at rykke fabrikken fra Kroatien. En del af pengene stammer fra et lån på 12 mio. kr., som den grønne investeringsbank Nefco gav selskabet sidste år. Resten har virksomheden selv lagt på bordet.
FAKTA
Hvem er Solarlab?
- Solarlab blev stiftet i 2012.
- Selskabet designer, producerer og installerer skræddersyede solcellefacader til både nybyggeri og renoveringsprojekter.
- Solarlab har blandt andet leveret solcellefacader til Copenhagen International School i Nordhavn, som ifølge Anders Smith, der er medejer og adm. direktør i selskabet, leverer ca. halvdelen af skolens energiforbrug.
Det rigtige
For nylig er der blevet trådt på bremsen i Bruxelles i forhold til CSRD-kravene, som nu er blevet både udskudt og ser ud til at blive langt mindre omfattende end først antaget.
Kritikere frygter, at det vil sætte en dæmper på investeringslysten i bæredygtighedsområdet og dermed underminere klimaindsatsen i virksomhederne.
EU's zigzagkurs bekymrer dog ikke Anders Smith, som fortsat står ved selskabets beslutning om at forlade Kroatien. Ifølge ham kommer der stadig til at være efterspørgsel efter ansvarlige og klimavenlige produkter.
Det er stadigvæk det rigtige at have nogle fornuftige medarbejderforhold, og det er stadig fornuftigt ikke at svine, når man laver sine produkter
Anders Smith, adm. direktør og medejer i Solarlab
“Det er stadig det rigtige at gøre. Det er stadigvæk det rigtige at have nogle fornuftige medarbejderforhold, og det er stadig fornuftigt ikke at svine, når man laver sine produkter,” siger han.
Er du ikke bekymret for, at højere produktionsomkostninger i Danmark vil svække jeres konkurrenceevne, når EU samtidig lemper kravene til ansvarlighed og gennemsigtighed i virksomheders værdikæder?
“De få konkurrenter, vi har i verden, er dyrere end os, så det bekymrer mig ikke,” siger Anders Smith, og tilføjer, at han ikke forventer, at selskabets priser kommer til at stige som følge af hjemtagning af produktionen.
Ikke Kina
Selvom Solarlab nu rykker en større del af forretningen til Danmark, så er virksomhedens værdikæde stadig spredt ud over hele verden.
Glasset til panelerne kommer fra Frankrig. Det bliver farvebehandlet i Schweiz eller Tyskland. Til sidst bliver det opskåret og hærdet i Frankrig eller Tyskland.
“Men i fremtiden kommer det også til at ske i Danmark,” forsikrer Anders Smith.
Den største udfordring for virksomheden er det kritiske råstof Silicium, som indgår i alle solceller. Størstedelen af råstoffet bliver udvundet og forarbejdet i Kina, men Solarlab går en stor bue udenom det østasiatiske land.
“Det handler om, at vi for det første gerne vil have noget af høj kvalitet, og for det andet, så vil folk bare ikke have noget, der kommer fra Kina,” siger Anders Smith.
Derfor får selskabet i dag sin silicium fra Taiwan eller Vietnam. På sigt er det ambitionen, at også den del af værdikæden skal rykkes tættere på Danmark.
“Normalt fik vi det fra Norge, men de blev udkonkurreret af kineserne og så stoppede produktionen. Jeg ved, at EU er ved at investere i en stor fabrik på Sicilien, hvor de skal lave silicium, men det er en meget energitung og svær industri at få i gang,” siger Anders Smith.
Kører på
Det er ikke hele lånet fra Nefco, der går til at hjemtage produktionen. En sjat af pengene skal også bruges på at udvide Solarlabs tilstedeværelse i USA, hvor selskabet vil åbne et salgskontor.
Siden Donald Trump blev præsident har der hersket en frygt for, hvordan det ville ramme den grønne dagsorden i landet, efter han har trukket USA ud af internationale klimaaftaler, forsøgt at sætte en stopper for opførelse af ny havvind og desuden er stor tilhænger af gas og olie.
Men Anders Smith er ikke bekymret for, om Donald Trumps antigrønne politik, kan påvirke forretningen.
I New York er der for eksempel en ambition om at 1 mio. bygninger skal være CO2-neutrale i 2027, og det er blandt andet et af de steder, Solarlab mærker en interesse, fortæller han.
“De kører stadig på derovre,” konstaterer direktøren.
