ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Shein anklages for at manipulere dig

En række europæiske forbrugerorganisationer vil nu have EU til at slå hårdere ned på Shein og selskabets “manipulerende” forretningsmetoder, lyder det. Et vigtigt skridt, siger Dansk Industri 

Shein er en af de kinesiske onlineplatforme for shopping, som er vokset eksplosivt de seneste år. Arkivfoto: Blair Gable/Reuters/Ritzau Scanpix
Shein er en af de kinesiske onlineplatforme for shopping, som er vokset eksplosivt de seneste år. Arkivfoto: Blair Gable/Reuters/Ritzau Scanpix Blair Gable

Der er behov for at stramme grebet om den udskældte kinesiske onlineplatform og milliardforretning Shein. 

Virksomheden benytter nemlig “manipulerende metoder” for at presse forbrugerne til at købe mere. 

Sådan lyder det fra en række europæiske forbrugervagthunde under paraplyorganisationen BEUC, der har sendt en klage over Sheins forretningsmetoder til Kommissionen og forbrugerbeskyttelsesmyndighederne i EU. 

“Vi vil gerne have, at Shein stopper med at manipulere forbrugerne. Det kan både være et problem i forhold til overforbrug, men også for forbrugernes pengepung,” siger Nikola Kiørboe, der er seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk, som er medunderskriver på klagen. 

I klagen står, at Shein leger med forbrugeren, når selskabet f.eks. skriver: “Du er berettiget til rabatter nu, er du sikker på, at du vil forlade siden?” eller bruger udsagn om en lav lagerbeholdning, som “Kun 2 produkter tilbage”. 

“Man kunne jo bare lade være med at købe det. Men de bruger nogle teknikker, som udnytter noget ubevidst i os. Det er lidt ligesom den måde, sociale medier fungerer. Og det er derfor, vi synes, det er problematisk. Forbrugerne skal kunne tage et rationelt og oplyst valg,” siger Nikola Kiørboe. 

Ifølge det europæiske miljøagentur (EEA) er tekstilindustrien den fjerdestørste klimasynder i Europa efter fødevarer, byggeri og transport. 

Udfordringerne er kun vokset, i takt med at fast fashion er skyllet ind over markedet. Tøjet har nemlig en kortere levetid og bliver ofte kun brugt få gange, skriver EEA. 

Men med platforme som Shein eller Temu har en ny og endnu mere ekstrem bølge ramt markedet: ultrafast fashion. 

“Det kalder man det, fordi den måde det bliver markedsført på er så ekstrem,” siger Nikola Kiørboe. 

Shein er blevet udpeget som den hurtigst voksende detailvirksomhed på det globale tøjmarked, ifølge data fra analysehuset Global Data. Herhjemme er modegiganten heller ikke til at komme udenom. En analyse fra Dansk Erhverv viser, at hver syvende dansker har handlet på kinesiske onlineplatforme som f.eks. Shein i løbet af det sidste år. 

Ikke flere regler

Det er dog langtfra første gang, at Shein møder kritik. 

Den kinesiske virksomhed er desuden blevet anklaget for at forvride konkurrenceevnen, fordi den ikke er underlagt de samme krav som europæiske virksomheder. Undersøgelser fra Greenpeace og Forbrugerrådet Tænk har desuden vist, at en stor del af Sheins produkter indeholder sundhedsskadelige kemikalier. 

Vi håber, at det bliver tydeligt, hvad de her platforme må, og hvad de ikke må

Nikola Kiørboe, seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk

I februar indledte EU-Kommissionen en efterforskning af platformen med henblik på at undersøge om modegiganten overtræder forbrugerbeskyttelseslovgivningen. Også i Danmark er der blevet nedsat en national taskforce, som skal holde øje med produkter fra platforme som Shein og Temu. 

Klagen fra de europæiske forbrugerorganisationer indeholder et væld af screenshots og links med eksempler på, hvad de mener, Shein gør forkert. Den skal altså ses som noget, der underbygger Kommissionens eksisterende arbejde, fortæller Nikola Kiørboe. 

Helt konkret opfordrer organisationerne Kommissionen og forbrugermyndighederne til at få Shein til at stoppe med at bruge de manipulerende teknikker. Hvis det fortsætter, skal der slås hårdt ned på det i form af bøder. 

“Vi håber, at det bliver tydeligt, hvad de her platforme må, og hvad de ikke må. Og at det bliver håndteret, så de stopper i fremtiden,” siger hun. 

Beviser og dokumentation 

Det er positivt, at forbrugerorganisationerne nu griber ind, mener Jacob Kjeldsen, der er branchedirektør i Dansk Industri. 

“Det er vigtigt, at vi får alle former for beviser og dokumentation afsted til EU,” siger han. 

Ifølge ham mangler der ikke ny lovgivning på området, men derimod at myndighederne rent faktisk griber ind. 

262

mia. kr. omsatte Shein for i 2024

Han frygter for, hvordan det vil påvirke dansk erhvervsliv, hvis ikke lovgivningen bliver håndhævet mere stramt. 

“Der skal være fair konkurrence for virksomhederne, og det er der ikke, når Shein bruger de her forretningsmetoder. Når man sælger til forbrugeren, må man ikke manipulere dem,” siger Jacob Kjeldsen. 

Forbrugerne vil jo tydeligvis gerne have de her produkter, ellers ville platformen vel ikke klare sig så godt. Hvorfor skal de ikke have lov til det? 

“Det er skræmmende, at danskerne godt ved, at produkterne er billigere af en grund, og alligevel køber dem. Der er både en sikkerhedsmæssig risiko, og samtidig underminerer man danske virksomheder og arbejdspladser. Jeg kan ikke bestemme, hvad forbrugerne putter i deres kurv, men jeg kan gøre det næstbedste og skubbe på myndighederne, så de kan regulere de sider, der manipulerer forbrugerne,” siger Jacob Kjeldsen. 

Shein har ikke ønsket at stille op til interview om sagen. I en mail til Børsen skriver presseafdelingen, at virksomheden allerede er i dialog med de nationale forbrugerbeskyttelsesmyndigheder og Kommissionen for at vise, at den gerne vil overholde de gældende regler i EU.

Ifølge selskabet har der også været et ønske om et møde med BEUC, som dog har afslået invitationen. 

"Denne manglende vilje til dialog er dybt skuffende – især i lyset af SHEINs voksende popularitet blandt europæiske forbrugere, der anerkender, at vores platform leverer bedre værdi, større udvalg og lavere priser i en tid, hvor mange familier er særligt opmærksomme på deres forbrug," skriver presseafdelingen. 

Forsiden lige nu