ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Salget af elbiler til private slår rekord i juli

Brancheorganisation forventer, at der vil være en million elbiler på de danske veje i 2027

Omtrent hver femte personbil på de danske veje er elbiler. Brancheorganisation forventer, at det i 2027 vil stige til omkring hver tredje.
Omtrent hver femte personbil på de danske veje er elbiler. Brancheorganisation forventer, at det i 2027 vil stige til omkring hver tredje. Arkivfoto: Eli Hartman/Reuters/Ritzau Scanpix

Stort set alle nye biler, der blev købt af private forbrugere i juli, var elbiler.

97 pct. af de nye indregistrerede biler, der er blevet købt af private forbrugere i måneden, kører på el, viser en opgørelse fra Mobility Denmark.

Det er dermed også en ny rekord, da det er den højeste andel af elbiler i det private bilsalg nogensinde, skriver brancheorganisationen i en pressemeddelelse.

“Elbilen er blevet det naturlige valg for næsten alle danskere, når de køber ny bil. Når 97 pct. af de nye biler til private er elbiler, viser det, hvor langt den grønne omstilling af bilmarkedet er kommet,” udtaler Mads Rørvig, der er administrerende direktør i Mobility Denmark.

Ifølge Mads Rørvig skyldes den store efterspørgsel blandt andet den reducerede registreringsafgift på elbiler.

Brancheorganisationen forventer, at der i 2027 vil være en million elbiler på de danske veje, hvilket svarer til omkring hver tredje personbil.

I dag er det omtrent 20 pct. af personbilerne på de danske veje, der er elbiler.

Den elbil, der er flest af i Danmark, er Tesla Model Y, viser en opgørelse fra marts.

Den er skarpt forfulgt af Volkswagens ID. 4 og Teslas Model 3.

Salget af elbiler har længe været opadgående, og i 2025 kørte to ud af tre nye indregistrerede biler på el.

Elbilsalget kan dog få svære kår fra årsskiftet, mener Mads Rørvig.

Her står registreringsafgiften på elbiler til at stige, hvilket kan give lavere salgstal, udtaler han.

“En regering, der kalder sig den grønneste nogensinde, bør ikke hæve afgiften, men fjerne den permanent til gavn for klimaet og miljøet,” lyder det fra Mads Rørvig.

Mobility Denmark er en brancheorganisation, der blandt andet repræsenterer bilproducenter, bilimportører og ladeoperatører.

RITZAU