ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Regeringen vil barbere millioner af udskældt regning for emballage

Det har både været for dyrt og besværligt at leve op til nye regler for emballage, lyder kritikken. Nu vil regeringen skabe ro om et særligt udskældt gebyr

Et nyt lovforslag vil indføre et nyt loft for det gebyr, virksomheder i dag skal betale for at få håndteret deres eget emballageaffald. Et første skridt mod at skabe mere ro om det udvidede producentansvar, mener klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R).
Et nyt lovforslag vil indføre et nyt loft for det gebyr, virksomheder i dag skal betale for at få håndteret deres eget emballageaffald. Et første skridt mod at skabe mere ro om det udvidede producentansvar, mener klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R). Arkivofot: Simon Fals

Forureneren betaler. Sådan lyder princippet i det udvidede producentansvar for emballage, der for godt et år siden trådte i kraft. Det betyder, at det er producenternes ansvar at betale for at bortskaffe det emballageaffald, de producerer. 

Men regningen har hurtigt vokset sig næsten en halv mia. kr. dyrere end først antaget. Dét problem vil regeringen nu forsøge at løse med et lovforslag, der skal bringe regningen tættere på de 1,2 mia. kr., som virksomhederne i første omgang blev stillet i udsigt. 

“Vi forsøger at løse det her på en måde, så vi både får den grønne omstilling og en grønnere klode, men heller ikke får bureaukratiseret mere end højst nødvendigt,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa til Børsen. 

Som et forsøg på at afbøde den hastigt voksende regning for virksomhederne indførte den tidligere regering sidste år et midlertidigt loft over producenternes gebyr til kommunerne, som står for affaldshåndteringen. 

Det har betydet, at kommunerne kun har fået omkring 63 pct. af regningen for affaldshåndteringen dækket af producenterne. Og kritikken har bl.a. lydt, at der har været for stor forskel på prisen mellem kommunerne. 

Permanent løsning

Med det nye lovforslag vil regeringen indføre et nyt fast loft for gebyret – eller med ministeriets ord: et benchmark. 

Det skal erstatte den midlertidige løsning og fastsætter gebyret ud fra et gennemsnit over de 20 pct. mest omkostningseffektive kommuner. 

“På den måde ved virksomhederne, hvad for en økonomi de har i vente. I dag er der opstået en usikkerhed – bl.a. fordi virksomhederne blev stillet i sigte, at producentansvaret skulle koste dem 1,2 mia. kr., men regningen er endt med at stige til 1,6 mia. kr.,” siger Samira Nawa. 

Bliver det dyrere eller billigere for virksomhederne med det nye benchmark?

“Det bliver forudsigeligt for dem. Og det er, hvad jeg lytter mig til, er rigtig vigtigt, når man er producent. Jeg var for nylig ude og besøge Coop og kunne med egne øjne se nogle af de bureaukratiske forhindringer, som de oplever.”

“Producenterne har efterspurgt mere klarhed. Og det får de med et kendt gebyr. Samtidig bliver der en sikkerhed om, at det ikke er noget, der kommer til at stige voldsomt meget eller gå den anden vej i øvrigt.”

Men du kan ikke sige, om det bliver dyrere eller billigere?

“Jeg kan sige, at det her benchmark lægger sig op ad de 1,2 mia. kr., som oprindeligt blev varslet. På den måde honorerer vi også den aftale, den tidligere regering indgik, og det skøn, der i sin tid blev stillet i sigte. Og jeg lytter mig til, at det giver en ro i maven hos de virksomheder, der skal omstille sig med lynets hast og har været usikre på, hvad de egentlig skal betale.”

Det er planen, at virksomhederne, der over det sidste år har fået nedsat gebyret for affaldshåndteringen hos kommunerne, over en fireårig periode selv skal betale for dét efterslæb, det har medført. 

Heftig kritik

Det udvidede producentansvar for emballage er oprindeligt udstukket fra EU og fungerer som bekendt ud fra et princip om, at forureneren skal betale regningen for sit eget emballageaffald. 

Det er “rigtig godt” princip, hvis man spørger klima-, energi- og forsyningsministeren, der i forbindelse med den nye regeringsdannelse har fået ansvaret for producentansvaret under sig. Førhen lå det under Miljøministeriet. 

“Producentansvaret betyder, at man som producent får øget incitament til at producere mindre emballage eller bruge mere genanvendeligt emballage,” siger Samira Nawa. 

Producentansvaret trådte endeligt i kraft i Danmark i oktober sidste år. 

Siden da har det dog mødt kritik fra flere sider. Både brancheorganisationer som Dansk Erhverv og SMV Danmark og de kollektivordninger, der hjælper virksomhederne med at håndtere producentansvaret, har peget på, at virksomhederne betaler en alt for høj pris, og at det er blevet besværligt og uforudsigeligt.

“
Jeg er sådan set ikke 100 pct. sikker på, om det her lovforslag fikser alle problemer, og derfor bliver det heller ikke det sidste, jeg kommer til at gøre på det her område. 

Samira Nawa, klima-, energi- og forsyningsminister

Samira Nawa tror, at lovforslaget om et mere forudsigeligt gebyr kan blive et “vigtigt første skridt” for at skabe sikkerhed. 

Samtidig vil hun gerne honorere det virksomhedsforum, den tidligere regering nedsatte, og som i februar i år afleverede en række anbefalinger til, hvordan man kan lette nogle af virksomhedernes byrder. 

“Vi vil nu kigge ind i, om vi kan omsætte nogle af de anbefalinger til konkret handling,” siger Samira Nawa. 

Hun erkender samtidig, at afgiften ikke udgør hele problemet. 

“Jeg er sådan set ikke 100 pct. sikker på, om det her lovforslag fikser alle problemer, og derfor bliver det heller ikke det sidste, jeg kommer til at gøre på det her område. Men i stedet for at vente på en eller anden stor og omfattende løsning, så er det vigtigt for mig, at virksomhederne nu får noget ro og en forudsigelighed i, hvad producenterne skal betale af gebyr til kommunen,” siger ministeren.