Danske virksomheder skal have hjælp og rådgivning til at rapportere om bæredygtighed, staten skal styrke digitale værktøjer til formålet og kræve, at alle virksomheder rapporterer om bæredygtighed.
Sådan lyder anbefalingerne fra Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål. Det er nedsat af regeringen med det formål at vejlede om, hvordan man fremmer erhvervslivets arbejde med netop samfundsansvar og verdensmål.
“Klimarapportering blev tidligere opfattet som pynt og som noget, de store virksomheder havde råd til. Denne her viden er slet ikke udbredt nok i samfundet. Det er absolut den vigtigste dagsorden i dag og nok også den mest transformative for erhvervslivet nogensinde,” vurderer formand for rådet Steen Gade.
Bedrevejledning og rådgivning for at styrke smv’ernes viden om nyebæredygtighedskrav. De rette kompetencertil en grøn, bæredygtig og socialt ansvarlig omstilling. Større fokuspå virksomhedernes due diligence og ansvar i værdikæder. Informationom esg- og bæredygtighedsrapportering. Nemme værktøjertil opgørelse og rapportering af data. Nemme, digitaleløsninger til deling af bæredygtighedsdata. Alledanske virksomheder anbefales at opgøre deres klimaaftryk for scope 1 og scope 2samt påbegynde arbejdet med at opgøre for scope 3 i takt med udvikling i tilgængelige værktøjer ogvejledninger i alle scopes.
Resultatet er syv anbefalinger fra rådet, der bl.a. tæller repræsentanter fra store virksomheder, interesseorganisationer og fagbevægelsen. Flere anbefalinger handler om at sikre rådgivning og øgede kompetencer i virksomhederne til den bæredygtige omstilling og til at rapportere om fremskridtene. Flere sigter desuden mod at skabe offentlige digitale værktøjer til at rapportere om bæredygtighedsdata og til at dele dem.
Endelig anbefaler rådet, at alle virksomheder bør opgøre deres klimaaftryk i de såkaldte scope 1 og 2, der dækker virksomhedens udledninger. De bør desuden begynde arbejdet med leverandørernes udledninger i scope 3.
“Dansk erhvervsliv er allerede absolutte spydspidser på bæredygtighedsområdet, men vi er ikke så langt på rapportering endnu. Derfor fokuserer vi i anbefalingerne på, at især smv’erne får værktøjer til at rapportere, så de er klar, når kunderne pludselig kræver det,” siger Steen Gade.
Rapporteringskravet skal ses som en hjælp til virksomheder, som inden længe møder tilsvarende krav fra kunder og andre samarbejdspartnere, påpeger Steen Gade. En helt reel forventning, også for de små virksomheder, mener Birgitte Mogensen, formand for FSR – danske revisorers udvalg for samfundsansvar og bæredygtighed.
“Én ting er, hvad virksomheder kan møde i deres kundekreds, men noget andet er, hvad de møder fra deres finansielle samarbejdspartnere. Der er ingen tvivl om, at virksomheder i de kommende år vil møde krav om rapportering og om at leve op til deres mål mange steder fra,” siger hun.
Derfor skal selv små virksomheder være i stand til at rapportere og følge kravet, særligt hvis rapporteringskravet suppleres af krav om vejledning, kompetencer og digitale værktøjer.
“Jeg synes, det er realistisk, hvis man vil afsætte ressourcerne til det. Det kræver penge til teknologiudvikling og især videreuddannelse. Men mange af de mest simple modeller for rapportering kan blive for enkle, så det er væsentligt, at der er fokus på brugbarheden. Hvis virksomheder ikke er modne til for alvor at bide til bolle, løser man ikke noget alligevel med for simple værktøjer og modeller,” siger Birgitte Mogensen.
Hun peger i øvrigt på, at det er usikkert, hvordan en politisk fortolkning af kravet vil lyde. Et krav om at rapportere om klimatal fra alle virksomheder kunne f.eks. undtage små virksomheder under et vist antal medarbejdere eller en omsætning under en vis størrelse.
Anbefalingen om rapportering er allerede blevet løsnet op inden rådets endelige godkendelse. Hvor det før hed, at alle danske virksomheder bør opgive deres klimaaftryk, lyder det nu, at alle danske virksomheder anbefales at opgive deres klimaaftryk.
Tirsdag modtager erhvervsminister Simon Kollerup (S) officielt anbefalingerne. Han har tidligere afvist at bevæge sig hurtigere frem end EU-systemet, når det kommer til rapporteringskrav til virksomheder.
Børsen ville gerne vide, om rådets anbefalinger ændrer den holdning, og i hvor høj grad han agter at følge anbefalingerne. Det svarer han ikke på, men skriver i en mail, at han er glad for at have modtaget anbefalingerne og glæder sig til at dykke ned dem.
Hos Rådet for Samfundsansvar forventer Steen Gade, at der bliver lyttet i såvel regeringen som i erhvervsliv og hos myndigheder.
“Jeg synes, at vi skal have svar i løbet af et par måneder. Det er klart, at vi ikke laver anbefalinger, for at de skal ligge i skuffen,” siger han.
