ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Plastalliance vil opdyrke nye teknologier via startups: Skal sikre bedre og billigere løsninger i fremtiden

Iværksættere og startups spiller en central rolle i strategien for alliance, der med globale topspillere inden for plastik vil håndtere affaldets dominans i miljøet

Alliance To End Plastic Waste, stiftet af spillere i plastikkens værdikæde, hiver iværksættere og startups ind til at hjælpe med projekter som affaldssortering i f.eks. Jembrana på Bali, hvor affaldet i dag sorteres centralt. Foto: Alliance To End Plastic Waste
Alliance To End Plastic Waste, stiftet af spillere i plastikkens værdikæde, hiver iværksættere og startups ind til at hjælpe med projekter som affaldssortering i f.eks. Jembrana på Bali, hvor affaldet i dag sorteres centralt. Foto: Alliance To End Plastic Waste

Mere end 2000 startups har det seneste år søgt om finansiering fra organisationen Alliance To End Plastic Waste.

Og netop iværksættere, der kan bidrage til at bekæmpe affald i miljøet, er en central del af strategien for alliancen, som er stiftet af verdens største virksomheder i fødekæden for plastik.

“Vi kigger på, hvordan de kan bidrage med teknologi inden for genbrug, både mekanisk og kemikalie, og hvordan vi kan bruge deres idéer til affaldssortering og affaldshentning på lokalt niveau,” forklarer Jacob Duer, adm. direktør for alliancen, og peger på, at uddannelse også er en del af ambitionen.

De 57 medlemmer har tilsammen skudt 1 mia. dollar i alliancen, som netop giver mulighed for bl.a. at investere i startups og iværksættere, vel vidende at ikke alle bliver en succes.

Siden 2019 har alliancen investeret ca. 100 mio. dollar i lokale projekter og programmer, der også involverer startups. En af de udvalgte er Litterati, der har udviklet en app, der engagerer lokalsamfund til at rydde affald op. Under oprydningen sender appen data om affaldet til byer, brands og det globale samfund.

“Hvis vi kan lære af alle de projekter, vi investerer i, så kan vi blive bedre til at skabe endnu bedre og billigere løsninger fremover,” siger Jacob Duer.

300

mio. ton plastik bliver hvert år produceret

Verdens største kemivirksomhed, BASF, har været med til at stifte alliancen i erkendelsen af det enorme globale problem med plastik i miljøet.

Virksomheders klimaarbejde
Dansker i spidsen for global alliance: Jacob Duer har milliarder i ryggen til at finde løsninger på plastikaffald

Og at det ikke kan løses uden samarbejde, forklarer Mark Meier, vice president for den tyske virksomheds forretning i de nordiske lande og Østersø-regionen, i en skriftlig kommentar.

“Innovation fra kemikalieindustrien kan give et betydeligt bidrag til cirkulære værdikæder. Men værdikæden skal arbejde sammen, hvis en bæredygtig ændring skal ske.”

Fremtidigt afkast

Flere af medlemmerne i alliancen har egne udviklingsafdelinger, der også er interesserede i at løfte projekter ud over rampen og gøre dem investeringsklare, når de har været i hænderne på alliancen først.

“Vi kan være med til at skabe løsninger via vores medlemmer. Vi har adgang til teknologisk knowhow, vi kan teste det på lokalt niveau, og vi kan minimere risikoen og dermed vise, at der er et afkast på investeringen,” siger Jacob Duer og peger på, at kapitalfonde kontakter dem for at høre til mulige investeringer.

“Hvis vi kan vise det, er der mange, der gerne vil kopiere dem og skalere dem.”

Intet plastikfrit samfund

Jes Vollertsen er professor i miljøteknologi ved Aalborg Universitet og forsker i bl.a. plastik i havene. Når det kommer til genbrug af plast, er der i den grad brug for nytænkning, da alt for meget plastik i dag genopstår i en dårligere kvalitet end udgangspunktet eller slet ikke kan genanvendes, forklarer han.

Plastik er ikke i sig selv et onde. Det er den uhæmmede brug-og-smid-væk af plastik, der er problemet

Jes Vollertsen, professor i miljøteknologi, Aalborg Universitet

Det er dog umuligt at forestille sig et moderne samfund uden plastik.

“Du kommer aldrig til nul plastik. Alt er lavet af plastik i dag. Plastik er ikke i sig selv et onde. Det er den uhæmmede brug-og-smid-væk af plastik, der er problemet,” siger han.

Mark Meier fra BASF medgiver, at mindre forbrug af plastik er én af løsningerne. Men plastik er samtidig et “værdifuldt materiale” for mange sektorer som bl.a. sundhed og sikkerhed, påpeger han. Udviklingen af nye materialer og brugen af livscyklusanalyser stiger, og det bør være besluttende for, hvorvidt plastik er det bedste materiale til opnå den funktion, der er brug for i et givent produkt, mener han.

At industrien engagerer sig i problematikken og især målretter det affaldshåndtering, kan være et vigtigt skridt på vejen, påpeger Jes Vollertsen.

“Størstedelen af al plastik i havene stammer fra manglende affaldshåndtering i ulandene. I stedet for at have en losseplads eller forbrændingsanlæg, så har du en lastbil, der kører til stranden eller floden og dumper det. Det er den helt store synder i det her spil.”

Forsiden lige nu