ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Overlevelsen var på spil, da startup skulle rejse penge

Efter halvandet år og en revisionspåtegning har a:gain nu rejst lige knap 30 mio. kr. i seed funding. Det har været et vanskeligt marked at rejse penge i, lyder det fra virksomhedens direktør

“Det er klart, at hvis ikke vi havde lukket runden, så havde vi haft en stor udfordring. Så havde vi potentielt ikke været her på sigt,” lyder det fra adm. direktør i a:gain, Thomas Nygaard Hamann.
“Det er klart, at hvis ikke vi havde lukket runden, så havde vi haft en stor udfordring. Så havde vi potentielt ikke været her på sigt,” lyder det fra adm. direktør i a:gain, Thomas Nygaard Hamann. Foto: Thea Tønnesvang

Halvandet år har det taget. 

Startupvirksomheden a:gain, der udvikler og producerer byggematerialer ud fra affaldsressourcer, har netop sikret finansiering på knap 30 mio. kr. i en såkaldt seed funding-runde.

Den nye finansiering skal tage virksomheden mange år frem, men har samtidig også været en nødvendighed, lyder det fra adm. direktør Thomas Nygaard Hamann.

“Det er klart, at hvis ikke vi havde lukket runden, så havde vi haft en stor udfordring. Så havde vi potentielt ikke været her på sigt,” siger han.

Han peger på, at byggebranchen står for ca. 40 pct. af de globale CO2-emissioner og ikke nødvendigvis tilgodeser startups, der arbejder med bæredygtighed.

“Det er et udfordrende kapitalmarked, hvor investorer sidder mere på pengene,” siger han.

Byggebranchen har de seneste år oplevet voldsomme prisstigninger på materialer, så ifølge Thomas Nygaard Hamann har det en fordel at basere sine produkter på affaldsressourcer. Træ, glas, plast og tekstil bliver udnyttet til produktion af alt fra facadeløsninger til skillerumsvægge.

“Vi ser ikke samme prisstigninger i vores typer af produkter, fordi de sekundære ressourcer ikke er steget – modsat jomfruelige råstoffer,” siger han.

A:gain har nu rejst kapital fra en række venturefonde, brancheaktører og business angels, hvor Change Ventures med Jacob Jelsing i spidsen kommer ind som lead investor.

Den her investering viser, at det faktisk godt kan lade sig gøre at drive en sund, bæredygtig forretning i branchen

Thomas Nygaard Hamann, adm. direktør hos a:gain

Jacob Jelsing står bag biotekvirksomheden Gubra og investerer gennem sin egen fond Change Ventures målrettet i startups og virksomheder, som arbejder aktivt med løsninger, der kan skubbe til den grønne omstilling.

“Byggebranchen står over for en massiv udfordring i forhold til grøn omstilling. Med en stærk portefølje af nye produkter baseret på sekundære råmaterialer har a:gain positioneret sig som et respekteret brand og en central aktør i denne omstilling. Som grøn investor ser vi et stærkt forretnings- og impactpotentiale i dette,” siger han ifølge en pressemeddelelse.

Behov for ny kapital

Med den nye kapitalindsprøjtning følger en lettelse hos Thomas Nygaard Hamann. Det lægger han ikke skjul på.

Han pitchede første gang for investorer tilbage i september 2023, og lige siden har det handlet om at rejse de penge, der skal tage virksomheden de næste mange år frem. 

Men det har også handlet om overlevelse.

“Det er klart, at det ikke ligefrem har været nogen dans på roser. Generelt har startups, der arbejder med grøn omstilling i den her branche, været udfordrede,” siger han.

Thomas Nygaard Hamann, direktør, .a:gain
A:gain arbejder for at fremme cirkulære og upcyclede byggematerialer. Ifølge virksomheden har de indtil videre reddet over en million kilo affald fra forbrænding. Foto: Thea Tønnesvang

Virksomheden fik i forbindelse med sit årsregnskab for 2023 en revisionspåtegning om “going concern”. Væsentlig usikkerhed om fortsat drift, fremgik det.

Og der var behov for ny kapital.

“Det var en nødvendighed, at vi lukkede runden, og det har vi så gjort nu,” siger Thomas Nygaard Hamann og peger på, at han blot så revisionspåtegningen som rettidig omhu.

“Vi er ikke profitable som selskab endnu, men det bliver vi. Det er en del af det budget, der ligger nu.”

En vækst på 50 pct. om året fra nu og fremadrettet er forventningen, og målet er at være en trecifret millionforretning om fem år.

En konservativ branche

I skrivende stund har a:gain over 100 projekter på bagen, og den nye kapitalindsprøjtning skal gå til at accelerere udbredelsen af virksomhedens produkter i Danmark såvel som i udlandet. 

Projekter i Sverige, Norge og Holland er allerede på tegnebrættet, og “det er kun et spørgsmål om tid, før vi skal bredere ud i Europa,” lyder det fra Thomas Nygaard Hamann.

Det kræver dog, at den klimadagsordenen for alvor vinder indpas i en stadig konservativ byggebranche.

“Vi er stadig der, hvor branchen ikke for alvor har rykket sig på klimafronten. Flere og flere kigger ind i bæredygtighed, men der er stadig lang vej til, at branchen som helhed indser, at der for alvor skal ske noget nyt,” siger han.

“Nu har vi i flere år været forud for vores tid, og nu kan man sige, at vi er i vores tid.”

Omstillingen til cirkulært byggeri går for langsomt, lyder det ligeledes i en rapport udarbejdet af Rådet for Grøn Omstilling. Der er ifølge organisationens konklusioner barrierer i lovgivningen, som trækker branchen i den forkerte retning.

Én af de barrierer er manglende konkrete krav og målsætninger. For eksempel bør man politisk vedtage, at man i 2030 skal op på en cirkularitetsrate på 30 pct., og der skal indføres konkrete krav til brug af cirkulære materialer i planloven, lyder det i rapporten.

Sidste år indgik regeringen en bred politisk aftale om skærpede klimakrav til nybyggeri, men kravene var ikke ambitiøse nok, lød det fra over 600 virksomheder og organisationer i den danske byggebranche. Gennem partnerskabet Reduction Roadmap har de i længere tid råbt på strengere krav til byggebranchen.

“Dele af branchen har faktisk gået og pushet på hos politikerne for at hæve kravene endnu mere. Det er det, der skal til, hvis vi for alvor skal flytte noget på klima,” lyder det enstemmigt fra Thomas Nygaard Hamann.

Forsiden lige nu