Ligegyldigt hvor grøn strømmen bliver, bliver det nødvendigt at spare på energien. Det betyder blandt andet, at virksomheder igen skal have stillet krav om deres energiforbrug, foreslår Rådet for Grøn Omstilling som en del af en længere række forslag om energieffektiviseringen af samfundet.
“Det er paradoksalt, at nogle af de helt store virksomheder i Danmark tjener rigtig gode penge på at levere løsninger til energieffektivisering til hele verden. I mellemtiden kan vi se, at energiforbruget i Danmark ikke er faldet synderligt i mange år. Vi har et højt energiforbrug pr. person og bruger mange kvadratmeter,” siger Julie Bangsgaard Abrahams, klimarådgiver i Rådet for Grøn Omstilling (RGO).
“Det er ikke lige så sexet at sælge energibesparelser frem for et eventyr som power-to-x, men det er lige så nødvendigt
Julie Bangsgaard Abrahams, klimarådgiver, Rådet for Grøn Omstilling
Organisationens forslag er derfor, at Danmark får en national handleplan for energieffektivisering. Den skal ifølge RGO indeholde indsatser om alt fra benzinbiler til lempelse af anlægsloftet og indførelse af en højere CO2-afgift. Herunder altså også nye krav til virksomhederne.
Det handler blandt andet om, at der bliver stillet krav til, at energiintensive virksomheder lever op til tekniske standarder for f.eks. varmegenvinding, krav om såkaldt energiledelse i virksomheder med stort energiforbrug og krav om at placere eksempelvis datacentre på steder, hvor overskudsvarmen kan udnyttes.
“I dag er der ikke en plan, og energieffektivisering er slet ikke på den politiske radar. Derudover kan man se, at der sker meget lidt uden en klar plan og klare krav. Selv om der er en erhvervspulje med tilskud til området, bliver den ikke brugt,” konstaterer Julie Bangsgaard Abrahams med henvisning til Energistyrelsens erhvervspulje, hvor der i 2021 var afsat 600 mio. kr. Heraf blev der brugt 196 mio. kr.
mia. kr. er frem til 2029 afsat til tilskud til energieffektivisering i virksomheder. Puljen har hidtil haft lav interesse fra virksomhederne
Siden er reglerne og budgettet for puljen ændret, så der fra november 2022 til 2029 er afsat 3,5 mia. kr., der kan søges løbende.
Rådet for Grøn Omstilling er ikke alene med ønsket om en national strategi på området. I den forgangne uge blev et beslutningsforslag om netop en national strategi for energieffektivitet stemt ned i Folketinget. Det var stillet af Enhedslisten og havde støtte fra den røde opposition, mens den blå opposition og regeringspartierne stemte imod.
Her lød argumentet, at Danmark skal vente på nye EU-direktiver om såvel energieffektivitet som bygninger. I den forbindelse udtrykte blandt andre interesseorganisationen Synergi utilfredshed med udskydelsen af strategien.
“Energiforbruget er et af få grønne områder, hvor Danmark endnu ikke har en egentlig strategi. Det har ellers næppe været mere oplagt end i en tid med et væld af kriser relateret til netop vores forbrug af energi,” siger direktør i Synergi Katrine Bjerre i en pressemeddelelse.
Argumentationen hos både Synergi og RGO lyder, at selv med store mængder grøn strøm i elnettet, bliver forsyningen sandsynligvis knap, hvis eksempelvis transporten skal forsynes med brændstoffer fra ptx-anlæg, der gør stort indhug i den producerede elektricitet.
“Strømmen er ikke grøn endnu, og det er stadig 53 pct. af Danmarks energiforbrug, der kommer fra kul, olie og gas. Det er ikke lige så sexet at sælge energibesparelser frem for et eventyr som power-to-x, men det er lige så nødvendigt,” konstaterer Julie Bangsgaard Abrahams.
Det vækker genklang hos Synergi, hvor Katrine Bjerre også fremhæver utilstrækkeligheden af grøn energi uden energieffektivisering.
“Vores grønne energiproduktion er desuden endnu ikke gearet til at følge med fremtidens behov. Et effektivt energiforbrug er løsningen, der både kan sikre danskerne og virksomhederne økonomiske besparelser, ligesom det måske vigtigst af alt kan accelerere overgangen til et 100 pct. grønt energisystem og dermed gøre os fri af fossile brændsler og den russiske gas,” siger hun.
Synergi repræsenterer virksomheder, der arbejder med energieffektivisering og er stiftet af industrigiganterne Danfoss, Grundfos, Rockwool og Velux.
