Synger den gamle dieselhakker på sidste vers, og er du begyndt at tænke på, om efterfølgeren skal være grøn og elektrisk?
Så gå hellere i gang for tidligt end for sent med at undersøge, hvilken elbil der er den rigtige afløser.
På tværs af bilproducenter er der nemlig forlængede leveringstider på helt op til over et år på de mest populære elbiler.
“For forbrugerne, hvad end man vil købe, lease eller have firmabil, skal man se det her som det nye normale. Man skal være ude i lidt bedre tid, end man har været vant til, når man ønsker sig en ny bil. Kom i gang med overvejelserne lidt før, og hav det med i planlægningen, at der vil være længere leveringstid i hvert fald et års tid endnu,” lyder det fra Thomas Møller Sørensen, direktør i brancheorganisationen Bilbranchen under Dansk Industri (DI).
Han fortæller, at bilbranchen som helhed har kæmpet med komponentmangel, især på mikrochip, i en længere periode. Det har sat sig direkte i leveringstiden på biler generelt og elbiler i særdeleshed.
Krigen i Ukraine har kastet ekstra grus i maskineriet, da en del underleverandører til den europæiske bilindustri ligger i eller omkring Ukraine og har fået påvirket deres produktion af krigen, uddyber branchedirektøren.
Men flere af landets største bilkoncerner giver også udtryk for, at man foreløbig er forbi det værste punkt i forhold til lange leveringstider for kunderne.
“Det, vi kan høre på vores producenter, er, at der er lys for enden af tunnelen. Jeg tror godt, at vi kan være heldige at få nogle ekstra biler i andet halvår. Alle indikationer peger i retning af, at vi har set bunden af de her leveringsproblemer,” siger Kim Melsen, salgsdirektør hos bilkæmpen Ejner Hessel, der forhandler Mercedes, Ford, Renault og Dacia i Danmark.
Også hos Skandinavisk Motor Co., der er en del af Semler Gruppen, og som importerer og forhandler VW-gruppens bilmærker i Danmark, er man “begyndt at se en bedring i leveringssituationen,” fastslår adm. direktør Lars Kornelius.
“Vi får en større andel biler til Danmark, og vi har fået nogle mindre benzin- og dieselbiler og også nogle plugin-hybrider på lager til levering her og nu. Og der er stadig et stort marked for de biler også,” fortsætter han.
“Det, vi kan høre på vores producenter, er, at der er lys for enden af tunnelen. Jeg tror godt, at vi kan være heldige at få nogle ekstra biler i andet halvår
Kim Melsen, salgsdirektør, Ejner Hessel
Branchens ømme tå er elbilerne. Her har leveringstiden været lang og er det stadig på en række mærker og modeller.
Ifølge Lars Kornelius skyldes det en kombination af særligt to ting: Den globale efterspørgsel efter elbiler stiger så hurtigt, at bilfabrikkerne har svært ved at følge med. Det skal produktionsomlægninger og spritnye elbilfabrikker være med til at lave om på.
Derudover har elbilerne været særligt hårdt ramt af manglen på de vitale mikrochip.
“Antallet af datalinjer, kodelinjer og mikrochip er mange gange større end i en fossilbil. Elbilen i sig selv og så sammen med digitaliseringen af bilerne, hvor bil, bruger, destination, mobiltelefon osv. smelter sammen, det kræver bare flere processorer. Der må vi bare være ærlige og sige, at dem har vi manglet,” siger Lars Kornelius.
“Kom i gang med overvejelserne lidt før, og hav det med i planlægningen, at der vil være længere leveringstid i hvert fald et års tid endnu
Thomas Møller Sørensen, direktør, Bilbranchen DI
Han opfordrer derfor også elbilinteresserede til at komme i gang med sonderingerne tidligt.
“Hvis man overvejer en elbil, så er det ind og søge information hos en forhandler og måske begynde at overveje at tage en beslutning. For der vil konstant også i 2023 – og jeg forudser også i 2024 – være pres på forsyningskæderne, fordi vi forventer, at flere og flere danskere vil tilvælge en elektrisk transportform,” siger han.
