Destruktion af værdi er det værste, investorer kender til.
Netop destruktion af aktivernes værdi – hvad enten aktiverne dækker over f.eks. ejendomme, infrastruktur eller aktier – så er det i stigende grad en realitet som en konsekvens af klimaforandringerne.
Det er en af de skarpe konklusioner fra en undersøgelse, som kapitalforvalteren Robeco har foretaget blandt 300 af sine kunder med samlet 35,8 mia. dollar (ca. 239 mia. kr.) under forvaltning.
“Konsekvenserne af de fysiske klimarisici forekommer ikke længere i en fjern fremtid, det sker her og nu, og de begynder at påvirke markedet og priserne på aktiverne,” siger Lucian Peppelenbos, der er klima- og biodiversitetsstrateg hos Robeco.
“Vi ser investorerne have et mere realistisk perspektiv på klimainvesteringerne end, at de bare har en ambition om at nå et reduktionsmål som f.eks. netto nulreduktion af drivhusgasser,” siger Lucian Peppelenbos.
Han baserer sine udtalelser på baggrund af den netop udkomne “2026 Global Climate Investing Survey”, der er den sjette i rækken fra Robeco, hvor de 300 kunder tæller institutionelle investorer og professionelle investorer i Europa, Nordamerika, Asien-Stillehavsområdet og Sydafrika – alle primært inden for klimasegmentet.
Konsekvenser allerede nu
Når investorerne bliver spurgt om, i hvilket omfang de forventer, at fysiske klimarisici vil påvirke aktivpriserne de næste fem år, så svarer 18 pct., at det vil påvirke aktivpriserne “signifikant”, 48 pct. vurderer, at det vil påvirke værdisætningen “moderat”, mens 34 pct. mener, at det vil have en “lav påvirkning”.
Når investorerne bliver bedt om at kigge ti og 20 år ud i fremtiden, stiger deres forventning til, at de fysiske klimarisici påvirker aktivpriserne. For eksempel vurderer hele 61 pct. at se en “signifikant påvirkning” af aktivernes værdi om 20 år, mens 26 pct. forventer en “moderat påvirkning”, og 12 pct. siger “lav påvirkning”
I Danske Bank Asset Management fortæller Mads Steinmüller, chef for klima og natur, at resultaterne fra Robecos undersøgelse flugter godt med den årlige “Global Risk Report” fra World Economic Forum.
“Vi ser det allerede nu. Vi behøver hverken at se fem, ti eller 20 år ud i fremtiden for at se, hvordan klimarisici påvirker aktivpriserne,” siger han og peger på, hvordan f.eks. El Niño allerede har hærget i 2026.
Mads Steinmüller vurderer også, at “de fleste store kapitalforvaltere, forsikringsselskaber og banker” netop foretager forskellige risikovurderingsanalyser af klimaforandringerne, hvor de priser de forskellige scenarier og sandsynligheder ind på de forskellige aktiver.
“De er ikke perfekte, men data bliver bedre og bedre,” siger Mads Steinmüller.
Fornyet optimisme
Hos Robeco tegner undersøgelsen “måske det mest positive billede af klimavirkeligheden siden 2023”, står der i rapportens forord.
“Årsagen er ikke fornyet optimisme omkring udfaldet, men derimod at investorerne er holdt op med at gøre klimainvesteringer afhængige af netop dette,” udtaler Anton Eser, Robecos investeringsdirektør, i forordet.
Ifølge Lucian Peppelenbos har udviklingen i klimainvesteringerne og tilgangen til dem også rykket sig markant de seneste år:
“Hvis vi ser på de sidste fem år, så var der stor hype om klimainvesteringer. Mange investorer var drevet af et mål om at nå netto nul. Det falmede, da energikrisen satte ind efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 og i takt med, at der opstod en bredere modstand mod esg-investeringer,” siger Lucian Peppelenbos med henvisning til investeringer, hvor man investerer på baggrund af risici og muligheder inden for miljø-, sociale og ledelsesmæssige forhold.
Vi ser, at investorerne er modstandsdygtige i deres overbevisning om, at klimainvesteringerne er vigtige
Lucian Peppelenbos, klima- og biodiversitetsstrateg, Robeco
“Nu ser vi en stabilisering og også en genopretning af klimainvesteringerne, fordi der er kommet en mere realistisk forståelse af de risici, som klimaforandringerne medfører,” siger Lucian Peppelenbos og tilføjer, at de netop kan få en væsentlig betydning for værdien af aktiverne.
“Vi ser, at investorerne er mere modstandsdygtige i deres overbevisninger om, at klimainvesteringerne er vigtige.”
Blus på vedvarende energi
Investeringerne i vedvarende energikilder drives i dag mere af en anden dagsorden; den sikkerhedspolitiske, hvor det bl.a. handler om energisikkerhed og selvforsyning.
Netop det er også tydeligt at læse ud af dette års undersøgelse fra Robeco.
For investorerne er blevet bedt om at svare på, i hvilken grad de vurderer, “krigen i Mellemøsten – og de forstyrrelser, den medfører for olie- og gasmarkederne – vil fremskynde overgangen til vedvarende energikilder”.
Her er det særligt iøjnefaldende, at investorernes svar afhænger af, hvilken region i verden de kommer fra.
Investorer fra Asien- og Stillehavsområdet er klart mest tilbøjelige til at mene, at investeringerne i de vedvarende energikilder vil accelerere som en følgeeffekt af USA’s og Israels angreb på Iran. For her svarer 20 pct. af investorerne “signifikant påvirkning”, 63 pct. “moderat påvirkning”, mens de resterende 17 pct. svarer “lille eller ingen påvirkning”.
“I Asien- og Stillehavsområdet er de mere eksponerede til import af fossile energikilder, så det er en sandsynlig konsekvens af denne afhængighed, vi nu ser i investorernes svar,” siger Lucian Peppelenbos.
Kigger man på de amerikanske investorers svar, så mener 35 pct., at det vil have en “lille eller ingen påvirkning” mod det globale gennemsnit på 25 pct. Lægger man de to andre svarkategorier sammen, giver det dermed 75 pct.
“Det var en af hovedresultaterne fra undersøgelsen, at hele 75 pct. af de globale investorer vurderer, at krigen i Mellemøsten vil få investeringerne i vedvarende energikilder til at accelerere,” siger Lucian Peppelenbos.