ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Digitalisering og grøn omstilling smelter sammen, imens halter de små virksomheder efter de store

Kun hver tredje af de små og mellemstore virksomheder arbejder med grøn omstilling. De savner digitale kompetencer og politisk handling. “Efterspørgslen bliver så stor, at vi slet ikke kan følge med,” siger direktør i Ewii

Lars Bonderup Bjørn, direktør i Ewii, må kigge langt efter arbejdskraft og de rette kompetencer til at gennemføre grøn omstilling. Arkivfoto: Michael Drost-Hansen
Lars Bonderup Bjørn, direktør i Ewii, må kigge langt efter arbejdskraft og de rette kompetencer til at gennemføre grøn omstilling. Arkivfoto: Michael Drost-Hansen Michael Drost-Hansen

Hos energiselskabet Ewii er direktøren Lars Bonderup Bjørn ikke just optimistisk, når det kommer til at kunne følge med den stigende efterspørgsel, han og kollegaerne i branchen møder de kommende år.

“Manglen på arbejdskraft kommer uden tvivl til at stige for os, når vi kommer tættere på 2030. Vi har en fordobling i antal forespørgsler, og når elbilerne bliver mere udbredte også hos private, så vil efterspørgslen på el blive så stor, at vi slet ikke kan følge med,” siger Lars Bonderup Bjørn.

Ny rapport fra “Fremtidens grønne arbejdsmarked”, der er navnet på samarbejdet mellem tænketanken Mandag Morgen og Concito fastslår, at efterspørgslen på arbejdskraft til både grønne job langt overstiger væksten i arbejdsudbuddet.

Frem imod 2030 forventes det, at arbejdsstyrken stiger med 26.000, imens efterspørgslen er oppe i nærheden af 80.000 personer.

Lars Bonderup Bjørn peger på, at man i hele energisektoren får brug for helt nye kompetencer for at kunne løse den enorme opgave, man står overfor.

“Det kan ikke lade sig gøre at grave sig ud af problemet. Derfor er digitaliseringskompetencer super vigtige for at få bygget infrastrukturen og få udnyttet fleksibiliteten, så vi kan noget mere ud af det eksisterende energisystem,” siger han.

Bæredygtig
Nyt projekt vil definere fremtidens grønne job: “Vi har sat nogle meget stærke mål for den grønne omstilling, men hvis vi ikke får arbejdsmarkedet med, lykkes det ikke”

Digitalisering og grøn omstilling smelter sammen

Energidirektøren mener dog, at det er vigtigt at understrege, at flere hænder ikke vil løse alle problemerne.

“Vi kan ikke løse problemerne ved bare at lave flere af alting. Vi er nødt til at tænke anderledes og digitalisere meget mere. Man kan selvfølgelig ikke digitalisere det, at grave en transformerstation ud, men man kan digitalisere, så man skal have færre transformerstationer,” siger han.

Bæredygtig
Danmark risikerer at mangle 100.000 grønne job i 2030: "Det vil være decideret tragisk"

Netop digitalisering er afgørende, når man taler udvikling af grønne job og kompetencer. Det mener Lisbeth Knudsen, der er strategidirektør i tænketanken Mandag Morgen, og dermed står bag Fremtidens Grønne Arbejdsmarked.

“Det bliver meget tydeligt for os, at grøn omstilling og digitalisering hænger sammen og ikke kan adskilles,” siger hun og uddyber.

“Der er tættere og tættere sammenhæng imellem de to store omstillingsmotorer, der er på vores samfund,” konkluderer Lisbeth Knudsen på baggrund af den nye rapport.

De store hjælper de små

Rapporten tegner også et tydeligt billede af, hvor i erhvervslivet der er brug for hjælp. Den afslører nemlig, at kun hver tredje af de små og mellemstore virksomheder arbejder med grøn omstilling. Dog kan markedskræfterne i sig selv være med til at vende den udvikling.

Det er jo sådan en klassisk politisk tilgang, og det er super sympatisk, men det er slet ikke det, der er problemet

Lars Bonderup Bjørn, direktør, Ewii

“Det er meget tydeligt, at der hvor smv’erne kommer med, det er, når de store virksomheder stiller krav til deres underleverandører. Så bliver de mindre virksomheder som underleverandører nødt til at sørge for at være fuldstændig klar på eksempelvis CO2-rapportering,” siger Lisbeth Knudsen.

Udover at kravene fra de store virksomheder kan være med til at få de mindre med på den grønne vogn, så savner energidirektøren Lars Bonderup Bjørn i høj grad også politiske tiltag.

“Hvis vi skal gøre det her effektivt, så kræver det først og fremmest, at vi har en masterplan for, hvad det er for en infrastruktur, der skal bygges, og den mangler,” siger han og fortsætter.

“Der er ingen fantasi til at se alternative løsninger, og så kommer man politisk til den konklusion, at man skal have flere hænder i arbejde. Det er sådan en klassisk politisk tilgang, at så skal man have nogle flere i beskæftigelse, og det er super sympatisk, men det er slet ikke det, der er problemet,” siger Lars Bonderup Bjørn.

Forsiden lige nu