ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Ny fond med milliardforetagender i ryggen skal lave grønne investeringer med gode afkast

Rådgivere fra The Footprint Firm står bag en ny fond, der skal investere i grønne startups. Investorkredsen tæller blandt andre Eifo, Novo Holdings og Nordea-fonden

Anna Søndergaard, der er medstifter og adm. direktør i The Footprint Firm, og medstifter Christian Sparrevohn har indtil videre udvalgt 20 grønne startups til en del af fonden.
Anna Søndergaard, der er medstifter og adm. direktør i The Footprint Firm, og medstifter Christian Sparrevohn har indtil videre udvalgt 20 grønne startups til en del af fonden. Foto: Rebecca Krogh

The Footprint Firm, der investerer og rådgiver inden for grøn omstilling, har med en ny fond rejst 568 mio. kr. til at støtte i alt 30 grønne startups.

Det gælder bl.a. startups, der arbejder med sjældne jordarter og teknologier inden for datacentre, som forventes en stor fremtidig efterspørgsel, påpeger Anna Søndergaard, der er medstifter og adm. direktør i The Footprint Firm.

“Det er netop nu, de stærke startups med de gode idéer blomstrer. Og selvom fonden ikke er kæmpestor, tror vi på, at vi kan give virksomhederne et solidt skub i ryggen på det helt rigtige tidspunkt,” siger hun.

Fonden, der har fået navnet Footprint Fund I, er målrettet startupvirksomheder inden for bl.a. såkaldt deep tech og biosolutions og har investorer som Nordea-fonden og Novo Holdings i ryggen. 

Startupvirksomhederne er udvalgt, fordi The Footprint Firm vurderer, at deres teknologier og innovationer er særligt relevante netop nu og har potentiale til at skabe markante forandringer i fremtiden.

Globalt billede skræmmer ikke

Fonden er blevet etableret i en tid, hvor grønne investeringer har været i massiv modvind. Flere store projekter er faldet sammen og har kostet investorer milliarder. Og det har da også været svært at navigere i, fastslår Anna Søndergaard og indrømmer, at grøn omstilling er svær at holde fokus på i en tid med mange andre presserende agendaer. Særligt i lyset af den nuværende internationale geopolitiske situation.

Det globale billede skræmmer dog ikke virksomheden, som fortsat ser området som en attraktiv, langsigtet investering. Grønne teknologier er ikke noget, verden kan se bort fra, mener Anna Søndergaard og peger på, at de bliver afgørende for blandt andet Europas uafhængighed af Kina, virksomheders overlevelse og den generelle verdensorden.

“Det her er noget, der er større end os, og derfor er det meget vigtigt for os at holde fast i den grønne agenda,” siger hun.

Det bliver den første fond fra The Footprint Firm, der ikke udelukkende finansieres af selskabet selv, men støttes op af flere virksomheder. Investorerne tæller bl.a. Nordea-fonden, Novo Holdings, Chr. Augustinus Fabrikker, Eifo og North-East Family Office.

Det er netop nu, de stærke startups med de gode idéer blomstrer

Anna Søndergaard, stifter og topchef, The Footprint Firm

Erfaringer giver særlig fordel

Og selvom det altid er forbundet med en risiko at investere i startups, vil The Footprint Firm adskille sig fra andre fonde ved at bruge deres erfaringer som rådgivningsfirma på esg-området som et sikkerhedsnet. Det gælder både for de virksomheder, der er investeret i, men også for de investorer, der har lagt penge i fonden.

“Vi kan virkelig være hands on. Vi har en del timer, vi gerne vil lægge i til at få de her startups til at lykkes og bidrage med en masse viden og kompetencer,” siger Christian Sparrevohn, der er medstifter af The Footprint Firm.

Det er netop virksomhedens erfaringer og viden om bæredygtighed og nye teknologier på området, der er hovedårsagen til, at det fondsejede investeringsselskab Chr. Augustinus Fabrikker hoppede med på vognen og valgte at investere i den nye fond.

“Footprint har gode forudsætninger for at forstå de her nye idéer på markedet og forvandle vores kapital til løsninger og teknologier, der kan få stor betydning for den grønne omstilling,” siger adm. direktør i Chr. Augustinus Fabrikker Claus Gregersen.

Vi siger ikke ja til en ellers god case, hvis bæredygtighedspotentialet ikke er der, eller hvis de ikke er konkurrencedygtige. Så det handler ikke kun om grøn omstilling. Det handler også om kroner og øre. De to ting skal gå hånd i hånd

Christian Sparrevohn, medstifter, The Footprint Firm

Han fremhæver, at grønne startups “absolut ikke” er en mere gunstig økonomisk investering end andre investeringer. Men der er brug for innovation på området, og hvis bare én af de nye virksomheder, selskabet har lagt penge i, kan knække koden til en ny gunstig teknologi for grøn omstilling i fremtiden, er det alle pengene værd, mener Claus Gregersen.

“Vi gør det her, fordi vi er overbevist om, at en eller flere af de her investeringer vil gøre en miljømæssig forskel og give et attraktivt afkast, og det kommer til at opveje de startups, der ikke kommer til at lykkes.”

Også kroner og øre

The Footprint Firm har identificeret områder, der kombinerer en nytænkende grøn agenda med et attraktivt afkast. 

For at finde de rette startups har selskabet gennemført analyser af både efterspørgsel, konkurrence og de problemstillinger, de forskellige virksomheder adresserer. På den baggrund er 20 virksomheder indtil videre blevet udvalgt.

“Vi siger ikke ja til en ellers god case, hvis bæredygtighedspotentialet ikke er der, eller hvis de ikke er konkurrencedygtige. Så det handler ikke kun om grøn omstilling. Det handler også om kroner og øre. De to ting skal gå hånd i hånd,” siger Christian Sparrevohn.

Trump går lige nu i krig med alt, der rimer på grøn omstilling, og det har gjort det svært for både store og små virksomheder. Men potentialet er der. Især i Nordeuropa, fastslår Anna Søndergaard, og derfor fokuserer fonden udelukkende på nordeuropæiske startups.

Derudover er det vigtigt for The Footprint Firm, at selskabet aktivt kan bruge sig selv som rådgiver for virksomhederne og hjælpe dem med en kommerciel strategi. Noget, der kun er realistisk, hvis den geografiske afstand ikke er for stor, lyder det.

Hvad er jeres målsætning med fonden, hvis I kigger fem-ti år frem?

“På det tidspunkt kan vi vurdere, om afkastet lever op til forventningerne. Lykkes det, har investorerne opnået et stærkt afkast, samtidig med at de har bidraget til den grønne omstilling. Noget, der er brug for at blive bevist. Det vil vi være meget stolte af,” siger Anna Søndergaard.

Forsiden lige nu